Asger Schnack: "Mesterværk! Alle vil kunne læse denne bog med udbytte."

Det er nu noget særligt, når et litterært værk vinder hjerter på grund af både stilistisk overhånd og narrativ coolness. Caroline Albertine Minors HUMMERENS SKJOLD flyder over med passager, der sprogligt er så skønne, at det er som at skære sig på de blødeste fjer. Hos Minor er bekymringer ”en af de der bolde af elastikker, et fortættet kludder af ængstelige tanker.” HUMMERENS SKJOLD er en både intens og luftig udforskning af familiens mytologi. Hvor de løgne, vi fortæller om os selv, hele tiden korrigeres af andre fortællere. I en tid, hvor den vrede autofiktive fortælling stadig dominerer, er det vidunderligt at læse en forfatter, der tør udfordre det ophøjede personlige perspektiv, den subjektive sandhed. I HUMMERENS SKJOLD er familien ikke en slagmark, det er derfra sjæle vokser, breder sig, går ud og blomstrer på ny.

Caroline Albertine Minor blev med VELSIGNELSER udråbt til en af dansk samtidslitteraturs største talenter. Med HUMMERENS SKJOLD mere end beviser hun, at hun er en vægtig forfatter med forfinet sprogligt gehør og en eksakt eksistentiel indsigt i familiens mytologi.

Tre søskende, der lever hvert deres liv, kan alligevel ikke slippe hinanden og deres fælles fortid. Sorgen og glæden knytter dem sammen, på tværs af kontinenter og livsomstændigheder.

Storesøster Ea bor i USA, hvor hun har en produktion af luksusglidecreme og glider så fri fra fortidens forpligtelser som muligt gennem dagene med sin mand Hector og hans datter Coco. Hjemme i Danmark er mellembarnet Sidsel enlig mor til Laura. Vi møder Sidsel, da hun skal til London for at restaurere oldtidsskulpturen ’Skønheden fra Palmyra’ og måske opsøge den mand, der uvidende er far til hendes datter. Mens Sidsel opsøger fortiden, skal Laura passes af sin onkel Niels, der tilsyneladende retningsløs arbejder som, plakatopsætter og deler en lille lejlighed med sin psykisk syge ven.

Omkring de tre hovedkarakterer svæver et levende galleri af bipersoner, som Caroline Albertine Minor i elegante afstikkere følger og giver fylde og stemme. Hele tiden korrigeres de sandheder, hovedpersonerne har om sig selv, af det myriader af stemmer, der giver romanen samme kakafoniske karakter som Minors sublime novellesamling VELSIGNELSER. Og hen over de stakkels levende i den mildt dysfunktionelle familie Gabel befinder sig et åndeligt lag, et lag, hvor de døde får stemmer.

Det er en spændende tanke, at der findes små hummere, der ligger i klipperevner uden skjold. At være nøgen i noget tid og måtte vente ...

Romanen starter ambitiøst i en art transcenderende in medias res, hvor den clairvoyante Bee forsøger at få kontakt med Eas mor, Charlotte. Gennem romanen er der en række mellemrum, hvor de tre Gabel-søskendes forældre, de nu afdøde Charlotte og Troels, taler med hinanden. Og det æteriske og det knitrende konkrete forbindes ubesværet af Minors aldrig tvivlende stilistiske pen.

Romanens titel peger på hummeren, der kaster sit skjold af sig, når det bliver for trangt og umuliggør det utvungne liv. Hummeren gemmer sig på havets bund, indtil det bløde på ny er hærdet og et nyt skjold tager form. I et smukt interview med Politiken siger Caroline Minor om titlen, at den ”er passende, fordi bogen handler om forandringer. Om at turde gøre sig sårbar, om de her øjeblikke, hvor man tager et skridt hen imod at blive en anden, prøver noget nyt med sig selv, blotter sig selv for nogle andre. Og så synes jeg helt basalt, at det er en spændende tanke, at der findes små hummere, der ligger i klipperevner uden skjold. At være nøgen i noget tid og måtte vente ... det kender man jo ligesom godt.” Det kender man. Og derfor er romanen fuld af små jordbunde revner, man kan læse sig selv ind i. Og fuld at æteriske beskrivelser, man kan flyde igennem.

"I Caroline Albertine Minors tilfælde løfter realismen sig op i et nærmest supersonisk luftlag, samtidig med at det stille og roligt fordriver tiden mellem sætningerne, der skinner som noget i sig selv meningsfuldt."

Det lyder måske, som om HUMMERENS SKJOLD er staccato, påklistret. Det er den på ingen måde. Som forlægger og forfatter Asger Schnack skriver i et smukt opslag på Facebook, hvor han kalder HUMMERENS SKJOLD et mesterværk:

”Romanen udforsker søskende og familieforhold og grænseegne mellem liv og død. Og man er som læser hægtet på fra start til slut. Man kan ellers godt få den kætterske tanke: Hvad skal vi med fiktion om familier og deres problemer? Hvad skal vi i det hele taget med problemer? Men i Caroline Albertine Minors tilfælde løfter realismen sig op i et nærmest supersonisk luftlag, samtidig med at det stille og roligt fordriver tiden mellem sætningerne, der skinner som noget i sig selv meningsfuldt (…) Man kan ikke lade være med at spørge sig selv: Hvor ved hun det fra? Hvordan er hun i stand til troværdigt at sætte alle disse internt forbundne scener i scene? Men man vænner sig til, at det kan hun, eller man glemmer at tænke på det, for det er helt andre ting, man har i tankerne: detaljer, helhedens lys.”

Man læser sig lykkelig igennem Minors skrift, ør og mæt af en roman begået af en mester i at udforske familiens mytologi og skabe scener, der er den største verdenslitteratur værdig. Minor har en uforlignelig evne til, at blande det skønneste med det profane, det æteriske med det jordbundne. Så sandelig en af dansk litteraturs største stilister.

HUMMEREN SKJOLD er Månedens Bog i Samlerens Bogklub fra d. 22. september.

3 litterære grunde til at læse Minor:

1

En af de mest kritikerroste forfattere i den yngre generation og en stor stilist. Minor debuterede med romanen PURA VIDA og slog stort igennem med den prisbelønnede novellesamling VELSIGNELSER.

2

HUMMERENS SKJOLD handler om familielivets indviklede mønstre, men det er forsoningen og tilgivelsen, der er romanens lysende hjerte. Banebrydende i en vred autofiktiv litterær offentlighed.

3

Som forfatter og forlægger Asger Schnack skriver: ”Mesterværk! Alle vil kunne læse denne bog med udbytte. Og jeg garanterer: Den vil kunne læses mange gange. Har man levet et menneskeliv, er der meget, man vil genkende.

 

”Stærkt læseværdig ... Romanens flerstemmige gådefuldhed holder sig frisk helt frem til og med den forbløffende drejning på de sidste ti sider. Her troede man, at der ville blive bundet pæne knuder på løse ender, og så lægger Caroline Albertine Minor med velberåd hu en åben tråd i sin læsers skød, og vi kan begynde forfra. Mærkeligt, dristigt, snedigt, perfekt ... Minor er en af vores mest bemærkelsesværdige forfattere.” - Weekendavisen.