Bøgernes forladte børn

Tre af de stærkeste bøger i klubben lige nu, har forladte, ensomme, svigtede børn som centralt emne. Relationen mellem forældre og børn er et uudtømmeligt emne i litteraturen. Få emner fylder mere for os hele livet igennem. Om det skyldes fattigdom, død, psykisk sygdom eller mangel på kærlighed, så vrimler bøgernes verden med forladte børn. Fælles for bøgernes forladte børn er ensomheden, men fælles er også viljen til at forstå og overleve. For børn er for seje til at bevare håbet og til at vokse op.

Napoli 1946. Syvårige Amerigo hutler sig igennem tilværelsen sammen med sin mor i et af Napolis fattigste kvarterer. Hans bror er død, hans far er måske rejst til Amerika. Væk er han i hvert fald, og Amerigo hjælper sin mor med at få hverdagen til at hænge sammen. Han samler gamle klude, som han vasker og sælger, han fanger rotter, klipper halerne af dem og farver dem med skosværte for at sælge dem som marsvin. Han gør hvad han kan. Men så en dag bliver den intetanende Amerigo sat på et tog sammen med en masse andre børn.

Toget skal fragte ham til Bologna, hvor han skal være vinteren over, men det er der ingen, der forklarer ham, og blandt børnene på toget går der vilde rygter om, hvilken skæbne der venter dem. I Norditalien bliver Amerigo en del af en kærlig og varm familie, der understøtter ham i hans særlige musikalske talent. Da vinteren er omme, er hans liv ændret for altid og forbindelsen til det gamle liv brudt 40 år senere vender Amerigo, der nu er blevet en berømt musiker, tilbage til Napoli for at begrave sin mor og finde svar på de spørgsmål, han har båret rundt på siden barndommen.

DRENGEN FRA NAPOLI er en historie om et barn, der bliver opgivet af sin mor, fordi hun ikke har midlerne til at passe ham. I bogen, der bygger på en virkelig historisk begivenhed, hvor mere end 70.000 italienske børn blev sendt til mere velstillede familier i de nordlige regioner efter 2. Verdenskrig, får vi et hjerteskærende indblik i, hvordan en mor kan blive nødt til at give slip på sit barn for barnets eget bedste. Det er tydeligt, at Amerigos mor kæmper med beslutningen om at sende ham afsted. Men afsted kommer han, og som læser sidder man og skriger på, om der dog ikke er et voksent menneske, der kan sætte sig ned og forklare den lille dreng, hvad der sker. Amerigon kommer til en familie i Modena. Den er kærlig og varm, der er mad nok, og de voksne støtter ham i hans talent for musik og matematik. Han får de kram, som hans mor aldrig har givet ham. Men han savner sin mor, og han ved ikke, hvornår han skal se hende igen. Det er en rørende beskrivelse af et barn, der omstiller sig til et nyt og på mange måder bedre familieliv, men som stadig har barnets trofasthed og loyalitet overfor sin mor – og som har dårlig samvittighed over at elske nogle andre.

DRENGEN FRA NAPOLI er Månedens Bog i Gyldendals Bogklub.

Børn er trofaste, for de har ikke noget valg. Og lige netop det med ikke at kunne vælge sine voksne, ikke at kunne vælge sine forældre, er et vigtigt tema i Iben Mondrups roman TABITA, der er en af årets vigtigste og mest omtalte romaner. Ligesom DRENGEN FRA NAPOLI skildrer TABITA nogle børn, der bliver adskilt fra deres biologiske forældre og placeret i en helt ny og ukendt sammenhæng.

Tabita reagerer stærkt på savnet af sin mor og savnet af den grønlandske natur. Hun bliver forbudt at snakke grønlandsk, og når hun opfører sig voldsomt som en reaktion på den brutale adskillelse, bliver samfundet og hendes adoptivforældre kun styrket i deres fordomme om hendes barbariske og vilde natur.

Familien begynder langsomt at krakelere, og børnene står tilbage som ofre for voksne menneskers handlinger. Det er en stærk og barsk historie, der handler om kulturforskelle og racisme, men mest af alt handler den om, hvordan voksne bringer angst, uvidenhed og mest af alt egoisme med ind i relationen til deres børn. Og om hvordan børn er så udsatte, fordi de ikke har andet valg, end at være afhængige af de voksne, de nu engang fik tildelt.

I både TABITA og DRENGEN FRA NAPOLI er kulturforskelle og fattigdom vigtige faktorer. Men forladte børn findes alle steder, også hos familier der bor i flotte huse og tjener mange penge. I Lucinda Rileys roman SOMMERFUGLEVÆRELSET befinder vi os i den engelske overklasse. Hovedpersonen er en ældre kvinde, Posy, som vi følger gennem relationen til hendes børn og en gammel kærlighed, der aldrig er rustet. Posys far døde i en flyulykke under krigen, og bagefter forlod hendes mor hende, så Posy er vokset op dels hos sin farmor og dels på en kostskole.

Som voksen flytter Posy tilbage til sit barndomshjem, hvor hun fangede sommerfugle med sin elskede far. Selv efter alle de år, har Posy stadig ikke åbnet farens arbejdsværelse. Fortiden hvisker over alt. Bogen skildrer især, hvordan din barndom altid er med dig, og hvordan ensomheden kan flytte ind i dig i en meget ung alder – og hvordan, du kan ende med selv at give den videre til dine egne børn. Men det er også en smuk fortælling om at finde ro i sin alderdom, når man har en tung barndom med sig.

Fælles for bøgernes forladte børn er ensomheden, men fælles er også viljen til at forstå og overleve. For børn er for seje til at bevare håbet og til at vokse op.