De brændte BØRNS HISTORIE

Sissel-Jo Gazans mesterlige roman suger dig ind i en gribende og barsk fortælling, der foregår på Samsø i 1990’erne. Om udsatte børn, ubrydelige venskaber, løgnagtige voksne og ubærlige hemmeligheder. Om kærlighed, skam og hævn. Og om de giftige blomster, der altid er hvide. Romanen er skrevet på raseri over mishandling af børn og tager udgangspunkt i en række virkelige sager. Her fortæller forfatteren til månedens bog om hemmeligheder og hævnlyst, om at sy virkelig og fantasi sammen og om selv at være tæt på en mand, der blev mishandlet som barn

Bogen er Månedens Bog i klubben nu.

Et centralt emne i HVIDE BLOMSTER er børn, der bliver udsat for vold og seksuelle overgreb. Og de eftervirkninger, det har. Hvilke tanker har du gjort dig om at skrive om så alvorligt og ubehageligt et emne?

”Helt utrolig mange tanker! Og jeg har også været meget i tvivl. Men allerede under min indledende research kom det til at stå klart for mig, at der ingen vej var udenom emnet, selvom det er hårdt. Jeg spurgte folk på Samsø, hvor jeg selv er vokset op, om de kunne huske en bestemt sag fra min barndomstid, og der var en, der sagde til mig: ”Er det ikke lidt farligt at skrive om?” Og i det øjeblik vidste jeg, at det var lige præcis derfor, at jeg skulle skrive romanen. Fordi emnet altid bliver fejet ind under gulvtæppet, og altid bliver dækket af et det-taler-vi-ikke-om-røgslør, til trods for at så mange børn og unge fortsat bliver udsat for fortrædeligheder, og det bare bliver ved og ved. Jeg er rasende over det, og jo, det var måske farligt at skrive om, ikke mindst fordi jeg er lokal på Samsø, men skulle det nu være grund til ikke at skrive om det? Tværtimod. Jeg oplever mig forpligtet til at skrive om brandfarlige emner. Jeg vil dog gerne understrege, at jeg har gjort mig meget umage med at behandle emnet, så romanen mest handler om alt det udenom: de pårørende, følelsen af ikke helt at vide, hvad der foregår, tågen, konsekvenser og senfølger. Det er ikke min mission at give læseren en masse ubehagelige billeder på nethinden eller give spalteplads til mishandling af børn. De modbydelige handlinger er ikke omdrejningspunktet for romanen, men snarere afsæt til at fortælle om det mellem-menneskelige.”

Det er den fjortenårige Jenny, som er romanens jeg-fortæller. Hvorfor har du valgt så ung en fortæller – og hvordan har det været at skrive fra hendes perspektiv?

”Ja, det har jeg også tænkt lidt over. Nu har jeg skrevet to romaner i træk med unge hovedpersoner. Det er jo ikke noget, jeg sådan planlægger, det er bare sket, men hvis jeg skal efterrationalisere, så synes jeg, det er en spændende alder, fordi den repræsenterer en overgang fra at være et naivt barn, der ukritisk køber alt, hvad mor og far står for, til den unge voksne, som nådesløst får flået de lyserøde briller af og begynder at se realiteterne i øjnene. I Jennys tilfælde får det den mor, hun forguder, til at falde tungt fra piedestalen, da hun må indse, at Kisser lyver, selvom hun har opdraget Jenny til, at det gør man bare ikke overfor folk, man elsker. Jeg synes, det er så spændende, når mennesker træder ind i voksenlivet og begynder at danne deres egen virkelighed. For Jenny betyder det, at hun begynder at færdes mere mistroisk og agtsomt i verden.”

Det er ikke Jenny selv, der er offer for de overgreb, romanen handler om. Hun er snarere vidne eller pårørende – hvorfor har du valgt denne vinkel?

”Jeg har valgt denne vinkel for at kunne komme helt, helt tæt på overgreb, på en ny måde, uden at udpensle detaljer, som ikke er til at holde ud. Desuden er jeg selv pårørende til én – nemlig mine børns far – som har været udsat for mishandling som barn, og det har jeg aldrig selv været. Så det ville virke forkert, hvis jeg prøvede at lade som om, jeg ved noget om at være offer. Men jeg ved noget om at være pårørende, og om at kæmpe for at få lov til at elske et menneske med senskader efter mishandling, så derfor lå det lige for, at fortællestemmen skulle tilhøre en pårørende, ikke et offer.”

Ligesom i flere af dine foregående romaner tager den fiktive fortælling afsæt i virkelige hændelser. Hvordan vil du beskrive forholdet mellem virkelighed og fiktion i HVIDE BLOMSTER?

”HVIDE BLOMSTER er nok den af mine syv romaner, hvori jeg for alvor går planken ud i forhold til at sy virkelig og fantasi sammen med fortællingens silketråd. Jeg har leget med det før, både i DINOSAURENS FJER, hvor hovedpersonen Anne Bella mere eller mindre overtog mit liv, min situation som enlig mor, min lejlighed på Nørrebro og sågar mit specialestudium, og i SVALENS GRAF hvor hovedpersonen Marie fik den samme tatovering som jeg havde på forfatterfotoet, og så i BLÆKHAT hvor jeg lod bestemte historiske begivenheder som Tjernobylulykken og attentatet mod den russiske ambassade i København danne skellet i den fiktive historie. I HVIDE BLOMSTER folder jeg så min leg med at putte virkelighed ind i fiktionen og fiktion ind i virkeligheden helt ud, fordi romanens fundament jo netop var min forargelse over en række sager fra virkeligheden, hvor børn var blevet mishandlet.”

Hemmeligheder og tavshed fylder meget i fortællingen. Det samme gør lysten til hævn. Hvorfor er det centralt?

”På en eller anden måde er det jo temaer, der går igen i alle mine romaner. I HVIDE BLOMSTER kan man sige, at hemmeligheden på den ene side er ofrets traume – det, der ikke bliver talt om, fordi det er skamfuldt – og på den anden side er hævnlysten, som vi heller ikke taler om, fordi det er strafbart at hævne. Men vi kender alle følelsen af hævnlyst i den ene eller anden udstrækning.”