De vildfarne børns arkiv

Prisbelønnede Valeria Luiselli forener poesi og politik i den overrumplende intellektuelle og dybt bevægende roman DE VILDFARNE BØRNS ARKIV, hvor en familieferies afslutning og flygtningebørns endelige flettes sammen. Resultatet er komplet egenartet. Vi dykker ned i et stykke fremragende politisk litteratur fra USA.

Valeria Luisellis roman DE VILDFARNE BØRNS ARKIV har to spor. I det ene følger vi en familie på fire, der pakker bilen i New York og kører mod apacheland. I det andet de vildfarne børn, der krydser den amerikanske grænse ledt af en menneskesmugler.

En sindssygt læseværdig, smuk, grum, vidende bog

Men kan man det? Kan man sammenkæde en privilegeret families bilrejse og flygtningebørns dødsrejse? Det er det betimelige, moralsk enerverende spørgsmål, der løber igennem romanen, der både er plotmæssigt dragende og politisk kropumulig. DE VILDFARNE BØRNS ARKIV er selvkommenterende og konstant reflekterende. Den undersøger litteraturens rolle samtidig med, at den er helt vidunderlig litteratur i sin egen ret.

”En sindssygt læseværdig, smuk, grum, vidende bog” skriver Weekendavisens Linea Maja Ernst om DE VILDFARNE BØRNS ARKIV i sin bevæget-begejstrede anmeldelse. Foreningen af politisk aktivisme og en suveræn litterær stil har gjort Valeria Luisellis roman, den første fra hendes hånd skrevet på engelsk, til en af de seneste års største litterære sensationer. Hyldet af kritikere og Barack Obama som en af årets bedste bøger, da den sidste år udkom med et brag i USA.

En roman til tiden. Det kan så let lyde som en floskel, men i tilfældet DE VILDFARNE BØRNS ARKIV er det mere en sandhed. Romanen er politisk. Den kredser undersøgende og noget så sjældent som filosofisk-moralsk omkring konsekvenserne af den amerikanske asylpolitik. Og den åbner for en gennemborende indsigt i, hvordan mennesket agerer i krisesituationer, både de storpolitiske og de dybt intime.

Luisellis epos er også en stor amerikansk roman om mennesker bundet sammen af blod og mere eller mindre tilfældige bånd.

DE VILDFARNE BØRNS ARKIV er en litterær intervention, en udforskning af, hvordan det er eksistentielt muligt at være stiltiende vidne til, at 80.000 migrantbørn mellem oktober 2013 og marts 2014 flygtede over grænsen til USA med ubeskrivelige dødsfald til følge. Og uagtet lige så aktuel i coronaens skær, fordi den skærende roman så intelligent spørger, hvor grænsen går mellem det enkelte individ og menneskeheden.

Luisellis epos er også en stor amerikansk roman om mennesker bundet sammen af blod og mere eller mindre tilfældige bånd. Den udforsker i genskæret af Jonathan Franzen familielivet, men i en helt anden poetisk skala.

Romanen er også en skriftlig roadmovie. Den bevæger sig gennem USA, gennem historien, gennem nutiden og undersøger dokumentarisk de aflejringer, som mentalitet og politik har skabt. På kirkegårde, tankstationer og moteller. På mennesker.

En lidenskabelig engageret bog med intellektuel spændvidde og moralsk alvor, et vidunderligt, kærligt portræt af børn og den opgave, det er at tage sig af dem.

Bogen har taget den engelsktalende verden med storm. ”I Luisellis hænder bliver romanen i egentlig forstand roman igen – elektrificerende, spændstig, besnærende, ny”, som der stod at læse i New York Times.

James Wood skriver i et langt essay om DE VILDFARNE BØRNS ARKIV i The New Yorker, at værket er: ”En lidenskabelig engageret bog med intellektuel spændvidde og moralsk alvor, et vidunderligt, kærligt portræt af børn og den opgave, det er at tage sig af dem.”

Men hvad handler romanen om, hvordan forener Luiselli road-trip og politisk manifest?

En familie – mor, far og to børn – pakker bilen i New York og kører mod Arizona, med apacheland som rejsens mål. Men hvorfor apacher, spørger den ti-årige dreng? Fordi de var de sidste af noget, svarer hans far. Undervejs er familien samlet hele tiden, når de spiser, sover, kører, dokumenterer, registrerer, læser, hader og elsker. Men det bliver den sidste rejse, de foretager som familie.

De vandrer til fods, krydser floder i skrøbelige fartøjer, rejser på taget af godsvogne. Ikke alle når frem til grænsen.

I Latinamerika rejser tusindvis af mindreårige børn nordpå til den amerikanske grænse ifølge med en menneskesmugler. Med sig har de en lille rygsæk med en bibel, et stykke legetøj, undertøj. De vandrer til fods, krydser floder i skrøbelige fartøjer, rejser på taget af godsvogne. Ikke alle når frem til grænsen.

DE VILDFARNE BØRNS ARKIV væver disse to rejser sammen, suverænt og elegant, til en roman fuld af ekkoer og refleksioner – en indtrængende og vedkommende historie om, hvad det vil sige at være menneske i en umenneskelig verden.

Hvis man har læst Luisellis vidunderlige DE VÆGTLØSE vil man straks genglædes over det kølige sprog, de lyriske interventioner, de skønne betragtninger over det almindelige liv og de globale strømme, der gør læsningen af den mexicansk fødte amerikanske forfatters sætninger så besjælet, så anderledes.

Litteraturen er for mig for evigt forandret efter læsningen af DE VILDFARNE BØRNS ARKIV.

DE VILDFARNE BØRNS ARKIV peger på mange måder tilbage mod autofiktionen som MIN KAMP, men den litterære stil er prægnant anderledes. Det prunkløse poetiske sprog, fænomenalt oversat af Peter Adolphsen, giver Luisellis miks af essayistik, litterære læsninger, fremadskridende handling, filosofiske betragtninger og konkrete registreringer sin egen smag.

Det er en modig roman, den 37-årige forfatter har skrevet. For den helt konkrete sammenfletning af en privilegeret kernefamilies rejse og de fattigste børns farefulde færd, er anfægtende, stødende. Og det er så vidunderligt at læse litteratur fra øverste hylde, der er moralsk udfordrende.

Litteraturen er for mig for evigt forandret efter læsningen af DE VILDFARNE BØRNS ARKIV.

DE VILDFARNE BØRNS ARKIV er Månedens Bog i Samlerens Bogklub.