Derfor læser vi Follett

Det kan virke uoverskueligt. Det kæmpemæssige forfatterskab, de nørdede, historiske emner, de murstentunge, lange romaner. Så hvorfor læser millioner af mennesker Ken Follett over hele verden?

Vi har spurgt nogle af jer, hvorfor I læser Follett.

Ken Folletts bøger er de rene murstensromaner, hvorfor mange kvier sig ved at gå i gang med dem. Nu har jeg læst de tre første i serien, der var tilsammen mere end 3000 sider, og jeg har stadig ikke fået nok! Man lever sig helt ind i de forskellige menneskers liv og samtidig får man historisk indblik i de forskellige perioder, familierne lever i. Man bliver så optaget, at man både føler med, glædes med og bliver rasende over, hvad de familier må opleve og udsættes for. Ja, jeg tager med fryd 1000 sider mere!”

-       Sussan Christophersen

Ken Follett formår at fange én fra allerførste linje i sine bøger, hver side er en page-turner, især i de historiske romaner, hvor han beskriver og fortæller, så man selv danner og ser de forskellige situationer for sig. Han placerer læseren lige foran vinduet ind til bogen, og vinduet står på klem, så man mærker både vind og vejr, stemninger, dufte, drømme og meget mere. Ken Follett hører ligesom Ildefonso Falcones til de få forfattere, der virkelig kan fortrylle og sætte læseren ind i deres fortællings verden og tid, fordi research og fiktion forenes i en helhed.”

-       Dorte Frederiksen

”Jeg elsker at læse KEN FOLLET! JORDENS SØJLER trilogien er noget af det mest skattede i min bogsamling, der i årenes løb er blevet ret omfattende. Ikke siden jeg som barn var dybt optaget af Robin Hood, har jeg læst noget der i den grad kunne få mig til at forsvinde langt tilbage i tiden. VÆRE DER se det hele for mig. glemme tid og sted. lige fra historiske person beskrivelser til opdigtede personer og beskrivelser af bygningsværker. Alt er meget levende beskrevet og derfor er man NØDT TIL at følge med tilbage i tiden og bare blive ved og ved med at læse. Man ved, handlingen foregår for flere hundrede år siden, og samtidig er det næsten som om, det handler om personer man kender og holder af. Derfor elsker jeg at læse KEN FOLLETT.”

-       Else Pilegaard

”Mit bekendtskab med Follett startede med JORDENS SØJLER,som jeg skeptisk begyndte at læse efter flere anbefalinger. Jeg var ret overbevist om, at en bog om 'gamle dage' ikke var noget for mig, men jeg blev hurtigt grebet af bogen. Jeg har siden slugt Ken Folletts bøger - både Kingsbridge trilogien, Century trilogien og flere af hans thrillers. For mig at se er en af de helt store forcer ved Folletts bøger hans persongalleri. Han formår at levendegøre sine karakterer på en måde, jeg sjældent oplever hos andre forfattere - og det er uafhængig af om romanen foregår i 1100- eller 1900-tallet. Derudover formår han at forene sine personskildringer med historiske begivenheder på en realistisk og troværdig måde, som kun bidrager til en endnu større læseoplevelse.”

-       Anna Hansen

”Jeg har været vild med Ken Follett, siden jeg læste JORDENS SØJLER på en ferietur i Tyskland. Hver gang jeg kom ind i de store kirker, Køln Domkirke bl.a., stod jeg og beskrev for familien forskellen på de forskellige byggestile. Siden har jeg læst både UENDELIGE VERDEN og DEN EVIGE ILD - så også både Jordens søjler i Østre Gasværk og Den evige ild på Bellevue teateret. Uanset hvad hans emne er, mærker jeg tydeligt, hvor grundigt han har undersøgt fakta - også sidst i hans bog om Notre Dame i Paris. Samtidig med er hans sprog let læseligt og flydende”

-       Birthe Bonke

”Når jeg først er begyndt på en Ken Follett bog er den meget svær at slippe igen. Man bliver simpelthen revet med ind i historiens brus. Jeg har været på sommerferie hele august måned i Paris, så især kapitlerne fra Paris kom til live hver dag jeg gik en tur her i byen. Faktisk var den første bog jeg læste af Ken Follett ikke “Jordens søjler”, men “Giganternes fald” fra Century-trilogien. “Giganternes Fald” og “Verdens Vinter” er mine to favorit bøger af Ken Follett, da de beskriver en periode af historien, som vi er rimelig bekendt med og så alligevel ikke. Og det er det der er så fedt ved Ken Follett, at man altid lærer nogle episoder og hændelser af historien man ikke kendte i forvejen. Mange gange under læsningen af både Century-triologien og Kingsbridge serien stopper jeg op for at søge lidt på begivenhederne fra denne tid. Det er det, der er så lækkert ved at læse Ken Follett - vi lærer en masse verdenshistorie samtidigt med at blive gevaldigt underholdt hele tiden undervejs.Det var svært at lægge “Den evige ild” fra mig og jeg står nu lidt med tomme hænder, da den er færdig, så jeg blev rigtig glad for at se af Follett’s nye bog også fra Kingsbridge nu er udkommet. Jeg havde egentlig ventet at den næste bog i serien ville være fra den ny verden, hvortil Neds sønnesøn vil rejse, men så kan vi jo heldigvis gå og glæde os til den stadigvæk, samtidig med at bliver underholdt om vikingetiden i stedet for.

Tak for en god bogklub”

-       Jette Pedersen

AFTENTID OG MORGENRGY er fjerde bind i Kingsbride serien. Den udkommer 15. september i Bogklubben og resten af verden.