Dybt i de dødes rige

DE DØDES RIGE er netop genudgivet af Gyldendal. En stor klassiker af den danske nobelprismodtager Henrik Pontoppidan i en smuk lærredsindbunden luksusudgave. DE DØDES RIGE er en mindst ligeså suveræn læseoplevelse som Pontoppidans mest kendte værk, Lykke-Per. Det er en enestående kærlighedshistorie om to vaklende mennesker, der har svært ved at give sig hen til hinanden - og en underholdende kollektivroman om tidsånden i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet.

Hvis det at være forfatter vil sige at have redskaberne til at leve sig ind i andres liv, til at krybe i andres sind og hud, være i deres tanker og føle deres følelser, så har Danmark få større forfattere end Henrik Pontoppidan. Der eksisterer nærmest ikke grænser for hans evne til at beskrive; hans medleven er uendelig.

Han var samtidig med Herman Bang, den i et præstehjem opdraget forfatter for hvem religion ikke spillede nogen særlig rolle, modsat Henrik Pontoppidan, der livet igennem sloges med "Sidenius-arven" efter præstefaren - den røde tråd gennem LYKKE-PER.

Ingen steder er præstestanden dog gennemtrævlet som i DE DØDES RIGE (1912). Bare for at nævne et enkelt tema. Det er en bog, jeg bliver ved med at vende tilbage til, undrer mig over, streger i, glædes ved. I denne tekst vil jeg forsøge at gøre det vedkommende, hvorfor netop dén roman er så fundamental i Pontoppidans forfatterskab og hvorfor en skildring af en tid, der ikke er mere og alligevel rækker ind i vores samtid og advarer om skred og hul udvikling, kan sige os noget i dag.

Hver en sten i hans forfatterskab er blevet vendt. Naturligvis. Hvert et komma og punktum analyseret for hen ad vejen at komme til bunds i det sind, han selv var så tilbageholdende med at beskrive; selv ikke da han lukkede butikken med selvbiografien, blev man klogere. For med den litterære titel, UNDERVEJS TIL MIG SELV, lod han prosaen og poesien fylde mere end at dele ud af egentlige afslørende anekdoter fra sit liv.

Han havde en hånd, der selv førte ordet. En hånd så ustyrlig som Kierkegaards, der i spasmer kunne skrive natten lang uden nogen forbindelse til hjernen. Blæksporene blev skrevet på papiret som var hænderne styret af Gud.

Se bare her. I KNOKKELMANDEN, en novelle i FRA HYTTERNE (1887, første gang dog trykt i Ude og Hjemme), ligger konen Ane for døden. Noget så banalt som et sæt bukser får pludselig status af at være det mest patosfyldte i hendes liv, da hun ud på natten kalder på sin mand og hvisker: ”Eulalias’ røde Hoser… de nye, Du véd… de må ikke vaskes i Sodalud.”

Som en sidste gerning formaner hun manden et råd om nogle bukser. For nulevende vel noget vås, for hvem tænker over den slags på sit dødsleje, men Pontoppidan ser rigtigt, når han bruger hoserne som et billede på, hvor stor en menneskelig og materiel rigdom de repræsenterer for en kone som Ane.

Henrik Pontoppidans forfatterskab er temmelig forenklet inddelt i tre dele, der hver afsluttes med et hovedværk. En socialkritisk periode med DET FORJÆTTEDE LAND som eksempel på det sind, Henrik Pontoppidan viste over for mennesker på samfundets bund med en række skildringer af livet på landet. En individuel-psykologisk epoke, hvor han havde særligt fokus på individets udvikling med LYKKE-PER som afsluttende værk, og sidst en national kultur-kritisk periode med en angst for undergang – et motiv, der kommer til udtryk i DE DØDES RIGE.

Og til sagen. DE DØDES RIGE skildrer Danmark omkring systemskiftet. Der er stadig en rum tid til, at den store krig indtræffer, og ganske som Stefan Zweig beskriver i VERDEN AF I GÅR, fornemmer man også i København, hvordan flødeskumskagerne bliver indtaget med avec‘er uden nogen særlig uro over for den katastrofe, der rammer verden godt et årti senere.

I DE DØDES RIGE bor der mennesker, der lever et liv i ånd- og historieløshed. Mennesker, der ønsker at realisere sig selv, men alligevel går til grunde. Der er glitter og materialisme, og Pontoppidan er grundlæggende pessimistisk i sit syn på verden. Som læser er man gennemsyret af en fatalistisk stemning; den verden, vi lever i, er ved at bryde sammen, men hvordan kan vi da så overhovedet forestille os livet i en ny?

Bogen er Månedens Bog lige nu, og du kan se vores mini-dokumentar om romanen her: https://stream.gyldendals-bogklub.dk/de-dodes-rige-af-henrik-pontoppidan

I LEOPARDEN af Giuseppe Tomasi di Lampedusa er temaet det samme. Sicilien omkring 1861 – året for Italiens samling, risorgimento: et gammelt kongerige må acceptere sin undergang, for som der står: ”for at alting kan blive som det er, må alting forandres.” Det er undergang med et strejf af optimisme. En accept af fremtiden.

Hos Pontoppidan aner man ikke sine gode råd. Vi er inde i den store roman. Den europæiske roman som tyskere og russere kan skrive. Samfundslag, personer og landsdele bliver flettet sammen, så læserne bider negle. Ikke af spænding, men af målløshed over hvor storslået alle ender finder sammen. Udover godsejerstyre, et præstevælde, dansk politik, opstigen og fald, er der i romanen to gennemgående figurer. Torben og Jytte.

Vi møder Torben på hans herregård i Jylland som afkræftet godsejer, der trods sin unge alder ikke umiddelbart vil livet. På et rekreationsophold ved Middelhavet møder han Jytte, en ministerdatter fra København, som - finder vi ud af - har været inde og ude af Torbens liv før.

Bedst som vi bliver suget ind af undergangstemaet i romanens begyndelse, gør det salte hav mod syd os trods: ”… Middelhavet… helt forskellig fra det drøn, hvormed vor egen grå vesterhavsbrænding ligesom i tunge drømme vælter sig over sandrevlerne.”

Der er strejf af optimisme, og Pontoppidan bygger op til en smuk kærlighedshistorie mellem to mennesker, der hver er stødt på grund, men som i hinandens selskab liver op for alligevel at lide skibbrud. Ikke til sidst, men løbende. Som episodiske skær, der smadrer de menneskelige skrog. Det er hen ad vejen, at denne Jytte ikke kan give sig hen til Torben. Hvorfor? Måske fordi hun frygter kærligheden, eller måske fordi hun hellere vil blive i en verden af indbildning. Men til sidst får de alligevel hinanden. Ikke fysisk, men på et åndeligt plan. Lad mig uddybe.

Jakobe i LYKKE-PER er én af dansk litteraturs mest sammensatte kvindeskikkelser. Jytte Abildgaard i DE DØDES RIGE tåler sammenligning, fordi hendes vægelsind bliver skrevet frem, som var Pontoppidan inde i hendes krop, under huden og i hendes tanker. Hende og Torben higer efter hinanden uden at få hinanden. Præcis som myten om Tristan og Isolde, der længes væk fra dagen og lidelsen mod døden, den evige nat.

I operaen TRISTAN OG ISOLDE forsøger Wagner at fuldende sin tolkning af Arthur Schopenhauers filosofi. Wagner opdager Schopenhauer i 1854 og ønsker at komponere musik, der er som livet; det må bevæge sig fra dissonans til dissonans og først blive forløst i døden - øret og sjælen længes efter den endelige forløsning.

For Schopenhauer er pessimismen og askesen et livsideal eller - for at blive i Wagnerske termer - et ledemotiv. Først i døden, på et metafysisk plan, får de to middelalderlige figurer hinanden. Ja, det er ligesom, de ikke passer ind i den fysiske verden, Tristan og Isolde. Og man aner parallellen i DE DØDES RIGE, for som Torben tænker: ”… han forstod i disse øjeblikke bedre end før, hvorfor han havde haft så svært ved på ny at orientere sig i verden. Her havde han gået med erindringens lygte og lyst efter sit gamle jeg, som i virkeligheden var død for længe siden."

DE DØDES RIGE er et monument i dansk litteratur, som for mange desværre er forsvundet i et tågespor af LYKKE-PER. Der er det smukke kærlighedstema, skildringen af et samfunds sidste krampetrækninger, præsteslægter, by og land. Og aktualiteten. Pontoppidan forsøger med parodi at formidle, hvordan mennesker i datiden gakkede ud i diverse sundhedskure. Vi bliver introduceret til Det Wellerske System, får at vide, at vores primale instinkter bør få os til at kravle frem for at gå, og så denne:

”Folk er bleven ganske hysteriske af al den snak om lys og frisk luft og stegte æbler om morgenen og jeg ved ikke hvad. Forleden i en sporvogn hørte jeg en gammel skabekrukke forsikre, at luften på Hardorffsvej ikke tålte sammenligning med den på Amalievej. Så snart hun kom hen til hjørnet, sagde hun, følte hun et knugende pres for brystet, som om hun skulle kvæles. Sådan noget er jo både til at le og græde over.”

Og så er der sproget. Lad det blive den afsluttende bemærkning. De allerede udskrevne citater afslører jo så aldeles, at Pontoppidan besad talenter, der vel kun tilhører sproglige genier. Om journalister hedder det for eksempel: ”Det var det sædvanlige forsorne broderskab af litteraturens alfonser og havarerede talenter, der fra en storstads overflade flyder sammen i avisernes reporterstuer som spildevandet i en kloakbrønd.”

Sådan kunne jeg blive ved. Også om slutningen, som i forskerkredse stadig diskuteres. Men jeg bliver ikke ved. Blot en opfordring til at læse DE DØDES RIGE af Henrik Pontoppidan. Og som det er med litteratur, inviterer slutningen af den ene bog til en ny læseoplevelse. Vi ved, at Thomas Mann læste TOTENREICH (den tyske titel), så prøv ved endt læsning at gå i gang med TROLDDOMSBJERGET og læg mærke til inspirationen og hvordan den tyske murstensroman trækker på sammen forfaldsnarrativ som DE DØDES RIGE.