En kærlighedserklæring til Maria Helleberg
Hvis man kan tale om en slags læser, så er jeg er nok ikke den klassiske Maria Helleberg læser. Med mine 28 somre er jeg nok lidt yngre end hendes gængse læser, og på min bogreol står hun side om side med det, man med et fortærsket udtryk, kan kalde lidt 'smallere litteratur'. Lige nu står hun mellem Lars Høecks LEGACY og Simons Strauss SYV NÆTTER. Men hun står der. For jeg elsker Maria Helleberg.
Da jeg var 12 gav min mor mig KÆRLIGHEDSBARN i julegave. Bogen handler om forholdet mellem hertug Frederik Christian af Augustenborg og den danske prinsesse Louise Augusta, der officielt var datter af kong Christian VII og dronning Caroline Mathilde. Uofficielt var hun datter af dronningen og Johann Friedrich Struensee. Vi følger Louise Augustas liv, og bliver inviteret ind i en verden af balkjoler, intriger, ulykkelig kærlighed og fremfor alt ensomhed. Det er en fantastisk bog.
Helleberg tager dig med på eventyr. Eventyr du bliver klogere af.
Lige siden jeg læste KÆRLIGHEDSBARN har jeg været ivrig Maria Helleberg læser. For Helleberg tager dig med på eventyr. Eventyr du bliver klogere af. Du rejser tilbage i tiden, til konger og dronninger, intriger, kærlighed, sex, halshugninger og krige – og det hele er historisk korrekt.
Det samme gælder romanerne SOMMERFUGL og STORMENE. I SOMMERFUGL er den sande historie om Ingerd. Vi er i Norge i 1400-tallet, og den 15 årige Ingerd bliver giftet bort til en langt ældre mand. Ægteskabet er ulykkeligt og voldeligt, og da ægtemanden dør, kastes Ingerd ud 1520’ernes reformation og Unionens opløsning. Det er bryllupsnætter, dødslejer, flygtninge og en verden i hastig forandring. Det er kamp og kærlighed i reformationtidens Norden.
STORMENE foregår ligeledes under reformationen, men her er vi hjemme i Danmark igen. Den yndige Elsebe lider samme skæbne som Ingerd. Som 15 årig bliver hun giftet bort til en langt ældre mand, der mishandler hende hele ægteskabet igennem. Da Elsebe møder Stygo, der senere viser sig at være ingen ringere end Stygge Krumpen, den senere så kendte biskop, aner hun håb. Han hjælper hende med at blive skilt, og Elsebe bliver kastet ud i historiens uforudsigelige begivenheder. Det er en roman om menneskeskæbner under det store magtskifte der fandt sted, da Martin Luthers tanker slog igennem i Danmark.
Den lærte mig ikke bare at læse murstensromaner i en ung alder, den lærte mig at interessere mig for historien.
Så tak til min mor, fordi hun gav mig KÆRLIGHEDSBARN dengang. Den lærte mig ikke bare at læse murstensromaner i en ung alder, den lærte mig at interessere mig for historien. Hvor vi kommer fra, hvem der byggede vores land, vores samfund. Det er en interesse der har fulgt mig lige siden, og som giver mig en forståelse af, hvordan jeg er plantet i verden.
Maria Hellebergs romaner er gedigen romankunst. Det er researchede og de er velfortalte. Helleberg er den historiske romans dronning. Læs hende, tag på eventyr tilbage i historien, og bliv klogere. Det er fantastisk.
Afslutningen
Maria Helleberg er lige nu aktuel med MIN KRISTIN, efterfølgeren til STORMENE og SOMMERFUGL.
I MIN KRISTIN afslutter Maria Hellebergs dermed den formidable historiske romantrilogi om reformationens Norden, hvor vi kommer tæt på en af tidens vildeste kvindeskæbner, nemlig adelskvinden Kristina Gyllenstjerne. Hun overlever den ene katastrofe efter den anden i den store skandinaviske borgerkrig i 1500-tallet. Som enke efter den svenske rigsforstander Sten Sturre, der dør midt i et opgør med den danske konge Christian 2., må hun ene kvinde forsvare Stockholm mod danskerne i månedsvis. Hun overgiver sig til sidst, men da Christian 2. skal krones i Stockholm, tager han en grusom hævn, og stort set hele Kristinas familie bliver udslettet i Det stockholmske blodbad. Kristina fængsles, men løslades igen, da Christian 2. forvises fra Sverige, og reformationen ruller gennem Skandinavien.
I mellemtiden er Kristinas nevø blevet svensk konge under navnet Gustav Vasa. Kristinas sønner er dog de retmæssige arvinger til den svenske krone, og det er en trussel mod den berømte og berygtede Vasaslægt. Kristina forsøger at redde sig selv og sine børn ved et strategisk giftermål, men én efter én dør hendes sønner under mystiske omstændigheder.
MIN KRISTIN er en episk og og vildt underholdende historisk roman om storpolitik, kærlighed, begær, oprør, forræderi, religion og mord. Om en ukuelig kvinde, der befinder sig i kernen af de store historiske omvæltninger i hendes levetid, og som på trods af katastrofer og store tab bevarer et ufatteligt mod og en stor livslyst.
Se vores Forfattermorgen med Maria Helleberg.