"En rejse der slutter hvor JORDENS SØJLER begynder"
Ken Follett er verdensberømt for Kingsbridge serien, og med mere end 150 millioner solgte eksemplarer, er han en af verdens mest succesfulde forfattere. Nu, 22 år efter første bind i serien JORDENS SØJLER udkom, er Ken Follett klar med fjerde bind i serien. Men hvem er manden, der tjener millioner på sine bøger, men som alligevel bruger år efter år på research, så alle historiske aspekter er faktuelle?
Den 15. september udkommer AFTENTID OG MORGENGRY simultant i hele verden. Samme dag kan du få den som Månedens Bog i Gyldendals Bogklub.
De første år
Ken Follett blev født i d. 5. juni 1949. Hans far var skatteopkræver og hans mor var hjemmegående, og som mange andre familier i efterkrigstidens England, var ressourcerne knappe. Follets forældre var også kristne i en sådan grad, at de ikke tillod deres børn at se fjernsyn. Den unge Follett fandt derfor hurtigt ind i bøgers verden:
”Uden TV og radio var læsning min underholdning. Jeg havde ikke særlig mange bøger selv, så jeg har altid været taknemmelig for offentlige biblioteker. Uden muligheden for gratis bøger ville jeg aldrig være blevet en sulten læser, og hvis du ikke er en læser, er du ikke en forfatter.”
Follett kastede sig over bøgerne. Særligt serien DE FEM var et hit, men han har selv indrømmet, at det først var da han blev teenager, at han egentlig blev interesseret i at gå i skole:
”da jeg blev interesseret i piger, blev skolen pludseligt mere interessant.”
Men interessant blev den så også, og Follett begyndte at tage skolen mere og mere seriøst. Han arbejdede flittigt og kom til tops i sin klasse, hvilket han fortsatte med på universitetet.
Follett studerede filosofi på universitetet. Han var begyndt at tvivle på den kristne lære han var opdraget i, og filosofien blev en måde at søge efter svar. Det blev også et led i rejsen mod forfatterskabet:
”Der er en forbindelse mellem filosofi og fiktion. Når du læser filosofi, skal du beskæftige dig med spørgsmål som: ’Her sidder vi ved et bord, men er det her bord virkeligt?’. Det er et dumt spørgsmål, for selvfølgelig er bordet virkeligt. Men når du læser filosofi, så bliver du nødt til at tage den slags alvorligt, og du skal have en fantasi ud over det sædvanlige. Det er det samme med fiktion, hvor det også handler om at forestille sig scenarier, der er forskellige fra den virkelige verden.”
Efter universitetet tog Follett en efteruddannelse som journalist, og blev ansat på Evening News. Jobbet som journalist var ikke helt nok for ham, og heldigvis for alle os læsere, begyndte Follett at skrive. Han skrev om aftenerne og i weekenderne på hobby-plan, og han fik udgivet en del af sit arbejde i den periode. Hans første roman THE BIG NEEDLE udkom i 1974 under navnet Simon Myles, men intet af det han udgav, havde den store gennemslagskraft.
Gennembruddet og millionerne
Men så skrev Follett NÅLENS ØJE. Romanen om den iskolde lejemorder og nazi-spion der går under navnet NÅLEN. Og han vidste, at den var bedre end hvad han ellers havde skrevet:
”Jeg forestillede mig ikke at den ville sælge millioner af kopier, men jeg vidste den var god nok til at holde os i live. Jeg tænkte at det var det rette øjeblik til at sige mit job op og se om jeg kunne leve af at være fuldtidsforfatter.”
Og som sagt så gjort, Follett, der på det tidspunkt var gift og havde et barn, sagde sit job op og sprang ud i drømmen. Man kan roligt sige, at det var en god beslutning. Kort efter blev rettighederne til NÅLENS ØJE sat til salg på det amerikanske marked.
”Jeg fik et opkaldt fra min agent, der sagde: ’rettighederne til paperbackudgaven af din roman er på auktion lige nu, og prisen er lige nu på en halv million dollars, men auktionen er ikke slut endnu’. Jeg fandt ud af, at min del af den halve million dollars var 150.000 engelske pund (red: svarende til ca. 1.240.800 dkk), og jeg tænkte, at det nok godt kunne holde mig kørende resten af livet. Så det var en stor dag."
Rettighederne endte med at blive solgt for over fem millioner danske kroner. Og det var bare én bogs rettigheder i ét land.
Kingsbridge serien
Follett har mange store bestsellere bag sig. Bl.a. Century trilogien, der begynder med romanen GIGANTERNES FALD, hvor fem familier med forbindelser til hinanden, bevæger sig igennem en farefuld verden med Første Verdenskrig, den russiske revolution og kampen for kvindernes valgret som bagtæppe.
Men mest kendt og elsket er Follett for Kingsbridge serien. Serien er Folletts store, historiske mesterværk. Den foregår i en fiktionel by, Kingsbridge, og Folletts viden og grundige research kommer virkelig til sin ret i denne fordybende og episke saga, der er fyldt med ambitioner, kærlighed, magt og familiekonflikter.
Første bind i serien JORDENS SØJLER udkom i 1989 og overraskede hele verden. Romanen fortæller historien om prior Philip, der er en andægtig og ambitiøs munk, der er drevet af drømmen om, at bygge den største katedral verden endnu har set. Det er også historien om Tom, den fattige murer der er splittet i sin sjæl og som bliver arkitekt for Phillip. Det er historien om den smukke, undvigende Lady Aliena, der er hjemsøgt af skam. Det er historien om kampen mellem godt og ondt, der til sidst vender kirken mod staten og gør ven til fjende.
Andet bind i serien UENDELIGE VERDEN udkom i 2007. Romanen finder sted to århundrede efter JORDENS SØJLER. Fire børn slipper væk fra Kingsbridge, der nu er kendt som katedral-byen, og den nat de flygter, ser de en mand blive dræbt i skoven. Som voksne bliver de fire skæbner vævet sammen af ambition, kærlighed, grådighed og hævn. De kommer både til at opleve velstand og hungersnød, pest og krig. Et barn vil rejse verden rundt men vende hjem til sidst, et andet barn bliver en magtfuld, korrupt adelsmand. En vil gå imod den katolske kirke, og en vil kæmpe for den umulige kærlighed. Men alle fire lever de under skyggen af det drab de overværede den skæbnesvangre nat.
Tredje bind DEN EVIGE ILD udkom i 2017. Historien starter i 1558, og beretter om den stjernebestrøgede romance mellem Ned Willard og Margery Fitzgerald, der varede over et halvt århundrede. Imens romancen udspiller sig, vender Europa sig mod England, da Elizabeth Tudor bliver dronning. Dronningen finder sig selv i et virvar af folk der vil hende det ondt og sætte hende af tronen, så dronningen og hendes nærmeste starter et spionagesystem, der blev begyndelsen til British Secret Service (og Jamens Bond).
Og nu kommer så AFTENTID OG MORGENGRY der er fjerde bind i Kingsbridge serien. Romanen foregår omkring år 1000, da England er under konstant angreb fra vikingerne. Romanens tema er oprindelse af et retssystem, der forhåbentligt dømmer alle lige. Follett beskriver selv bogen som:
”En rejse der slutter hvor JORDENS SØJLER begynder.”
Citaterne er oversat fra forfatterens biografi.