Ensom på den jyske hede

De bedste bøger er dem, man får anbefalet. Måske er det en tese uden forankring, måske er det ikke. For nylig var jeg så heldig at komme under vejrs med et lille mesterværk om knirkende hestevognshjul på den jyske hede, om tilgivelse, anger og om at komme hjem til sig selv. Det hele gik for sig på denne måde. 

Hin fredag i oktober sidder jeg sammen med forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Vi har netop lavet et interview om hendes nye roman MARGRETE 1, og foran sig holder hun en lille bog af den himmerlandske forfatter Thit Jensen. KONGEN FRA SANDE står der på forsiden. Med få og indlevende ord fortæller Anne Lise om den for mig komplet ukendte roman. Titlen kringler sig vej ind til min højre hjernehalvdel og hænger fast. KONGEN FRA SANDE. 

Straks efter går jeg på bogtorvet.dk. Alle med interesse i udgåede klassikere kender det sted. Her kan man altid gøre sig et coup de livre. Det gjorde jeg for noget tid siden, da det lykkedes mig at skaffe en førsteudgave af MALTE LAURIDS BRIGGES OPTEGNELSER – Rainer Maria Rilkes brutale roman om et menneske, der langsomt går i hundene. Romanen var endda i en udgave med personlig fyldepensdedikation fra oversætteren til modtageren, en vis Betty Nansen (sic!). Ja, sådanne bøger finder man på bogtorvet.

På hjemmesiden scroller jeg ned ad siden og finder frem til et gammelt eksemplar af Thit Jensens bog hos Antikvariatet Gorm den Gamle i 7300 Jelling. Nuvel, kun en fjerdeudgave, men ordene er de samme. Og om det så er bønner, velsignelse eller Post Nords foretagsomhed ved jeg ikke, men allerede to dage senere når romanen frem til en pakkeboks. Jeg får bogen hentet og fjerner det brune indpakningspapir og slår straks op på første side. Tal om hine tider, for stor er min overraskelse, da jeg ingen vegne kommer med de gulnede sider. De er nemlig slet ikke sprættet op. Altså, en uåbnet bog fra 1928 – er det muligt? Men så får jeg prøvet det, tænker jeg, og herfra går det stærkt med kniv og øjne.

Hvor havde Anne Lise ret, for dén er anbefalingen værd, og med det samme får jeg lyst til at lade titlen vandre videre.

På Birthes bord

Efter endt læsning tager jeg derfor bogen med ind på Gyldendal. Mit formål er udelukkende det at placere den centralt på seniorredaktør Birthe Melgårds skrivebord i håbet om at fange hendes opmærksomhed. Hende har jeg i lange tider forsøgt at overbevise om Johannes Jørgensen og hans omfangsrige forfatterskab. Desværre er hun endnu ikke bidt på, selv om jeg har sunget en sang for min fiktive og aldeles usyge moster og prøvet at forklare, hvorfor den svendborgensiske katolik fortjener langt større opmærksomhed, end den han får i dag. Birthe mener dog, at Jørgensen snyder på vægten og bruger omvendt ordstilling for at få digte til at gå hjem.

Ja, det er nok gjort bedre, men mon ikke hun kan forlige sig med Thit Jensen? Spiritist og kvindesagsforkæmper, bedre bliver det ikke. Altså Jensen. Stor er min glæde derfor, da Birthe Melgård returnerer med besked om, at hun glæder sig til at gå i gang med KONGEN FRA SANDE.

Romanen går for sig på denne måde:

Julenat kører en bonde over den jyske hede. Han kører hjemad mod vest. Bonden er ikke er alene, for bag på hestevognen ligger hans døde søn i en kiste. I bondens hoved tvinger tanker om fortiden sig frem, og langsomt begynder at han ransage, hvorfor han mistede troen på sin søn, men aldrig på den Gud, han nu forsøger at søge svar hos. Det er anger, kærlighed og religion til lyden af knirkende vognhjul over en lyngklædt og mørk hede. That’s it. Intet stort forkromet plot. Bare en mand, en død søn, en fortid og Gud.

Det er en voldsom nærværende og åndelig roman med beskrivelser af heden og det jyske landskab, som jeg sjældent har læst det. Thit Jensen skriver i samme retning, som hovedpersonen kører; lige ud ad grusvejen!

Det gyldne savblad

Romanen udkom første gang i 1919, og jeg tvivler på, at folk, der ikke er født og vokset op på eller omkring den jyske hede, kan skrive den frem på samme måde som Thit Jensen. Det er ikke de utallige og mange varierende måder at beskrive lyngen på, der står tilbage som stor læseoplevelse. Lad landskab og fauna være, hvad det er. Nej, hvad Thit Jensen gør er at skrive om hedens sjæl gennem bonden Hans Yngvar, ham som gemmer sig bag titlen. Hør bare begyndelsen af romanen:

Hans Yngvar kører i det tempo som siger sig selv, når et menneske ligger dødt bag i vognen. Hus efter hus. Langsomt. Det er som om han aldrig har vidst, hvad langsomhed er.

Det bag i vognen har i alt for mange år været dødt – fordi en krop lever, er det ikke derfor et menneske. Fra hans søn forlod Gud, har han ingen søn haft, thi kun de som lever i Gud, lever!

Vinden kommer imod Hans Yngvar – derude fra vest, hvor en sidste solrødme striber kimningen. Som et gyldent savblad, der skærer sig ind mellem himmel og jord.

Vi har altså med en mand at gøre, der kører over den jyske hede i et adstadigt tempo med sin døde søn. Foran har manden den gyldne aftenhimmel, og hans hoved er fuld af tanker om den Gud, hans søn forlod. Romanen er vejen. Det er rejsen. I sig selv og på den jyske hede.

På mange måder er det en urfortælling, og der er noget nærmest bibelsk over Thit Jensens roman i den forstand, at den foregår på en rejse. Uanset bibelindsigt, så tænk på alle de figurer i Kristendommen, der er på vej et sted hen. Så mange beretninger og lignelser foregår på vejen, så mange figurer i både Det gamle og nye Testamente var under vejs: Paulus rejste som en gal for bare at nævne en historisk verificeret person. Moses fører israelitterne ud af Egypten på en lang rejse, Abraham forlader sit land med familien. Og Jesus gør det selvfølgelig også. Rejser.

Tvivl og fortrydelse

Thit Jensen må have tænkt i bibelske baner, da hun skrev KONGEN FRA SANDE. Det kan der ikke være tvivl om. Hendes far havde interesse for spiritisme og troede på reinkarnation, og Kristendommen fyldte ikke som sådan det store i det Jensen‘ske hjem. Men sin Bibel har Thit Jensen alligevel kendt.

I denne roman lader hun således religionen være den, som graver en kløft mellem far og søn. Den døde søn skal hjem, men skal det være i indviet jord, spørger Hans Yngvar, for sønnen er død i vanære og har ikke været tro mod troen så at sige:

Hans Yngvar løfter sin pande, over ham hvælver sig himlen som en maske med tusinde øjne. Din alene æren.

Han blev en dovendrik, Herre.

Hans Yngvar river huen af sit hoved, hans hvide hår vifter for nattens ånde, han ser med brændende, vidtåbne øjne op.

Jeg stolede på dig som det diende barn stoler på sin mor, fordi det ingenting andet ved.

Så meget gav jeg Gud, oh Herre.

Min blinde tro!

Og hvad gav du!

Mens bonden kører over heden og dag bliver til skumring og nat bliver til gry, gennemgår han sit eget og sønnens liv. Anekdoterne triller forbi som de hvide sten i den lilla lyng, der ligger som et tykt tæppe over de sandede marker. Han taler med Gud, han råber til Gud, og til sidst må han stoppe vognen og bryder sammen med foldede hænder på kistens låg. Han hulker og stønner og råber på den bette Yngvar i kisten. Først da natten er forbi, indser faren, at han har mistet sin søn. Han spørger Herren, om han har taget fejl af sit barn hele sit liv. Har han været for hård? Har han været for naiv? Har han været for blind?

Hans Yngvar vrider sine hænder.

Mit hovmod, mit hovmod, klager han – for mit hovmods skyld at min sjæl var alt, ofrede jeg min søn, Isak, min eneste!

Hans Yngvar står hvidhåret og rokkende.

Min alene skylden bette Yngvar, min, min, og Gud være din arme sjæl nådig.

Han ser op – mod stjernernes glimmernæt spændt under himlen og hans trætte læber skælver.

Ingen afmagt er så stor som et menneskes, hvisker han – og ingenting er så svært at se som det.

Til sidst forstår læseren, at Thit Jensen har skrevet og gennem romanen udført det, som Abraham i Første Mosebog aldrig kom til; ofringen af sin egen søn Isak. Gud satte Abraham på en prøve og beder ham tage sønnen med til Moriabjerget og ofre ham for at bevise sin tro og lydighed mod Gud. Abraham adlyder og binder sønnen til et alter og løfter sin kniv, da der i det samme lyder en stemme fra himlen og en engel stopper Abraham i sidste øjeblik.

Hans Yngvar når ikke at stoppe sig selv. Han har ofret sin søn. Ikke på et alter med kniv, men over et langt liv. Dømt ham, bøjet hovedet, skammet sig, og først in memoriam forstår han, at det er gjort. Han beder Herren tage sønnen til sig i sit hjerte og beder om nåde for hans sjæl – det som Hans Yngvar ikke selv kunne.

Hjemstavnen

KONGEN FRA SANDE er en lille, men vældig bog om en stor mand, der først til allersidst indser, hvor lille han er. Udover de bibelske temaer skriver den sig ind i rækken af bøger, der handler om hjemstavn. Hans Yngvar kommer jo til sidst hjem, fysisk og til sig selv. Det er også det, romanen handler om.

Hjemstavnsgenren var udbredt omkring begyndelsen af det 20. århundrede, hvor forfattere dyrkede deres hjemstavn som et resultat af industrialiseringen. Som modstand mod byens kummerlighed skulle landet og provinsen nu dyrkes. Jeppe Aakjær skrev om hjemstavn og selvfølgelig Thit Jensens egen bror, Johannes V. Jensen med sine HIMMERLANDSHISTORIER. Men også Steen Steensen Blicher.

Et syvmeterspring frem i tiden bliver genren populær igen i vor tid, i 00’erne. Forankring i et sted bliver et referencepunkt for flere danske forfattere. Tænk bare over udkantsdanmark og den rådne banan beskrevet af Erling Jepsen, Carsten Jensen, Knud Romer, Jens Smærup Sørensen og Kim Leine. For bare at nævne nogle.

KONGEN FRA SANDE handler om ensomhed, religion, smerte, kærlighed, tilgivelse. Og om at komme hjem til sig selv. Bette Yngvar, bette Yngvar, min dreng, min dreng.

Tak til Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Anbefalede bøger er nu de bedste. Og nu venter jeg spændt på Birthe Melgårds reaktion med et stille håb om, at jeg ikke har afleveret noget bras på hendes bord (pretentious, moi?). Jeg synes det ikke. Og jeg forsøger gerne at overbevise hende igen, selv hvis jeg skal synge en sang for min syge moster.

OPDATERET: Birthe Melgård endte med at læse bogen. Se hvad hun synes om den her.