Notre Dame har en særlig plads i hjertet hos Ken Follett

15. april 2019 omkring klokken 18:20 udbrød der brand under taget i Notre Dame i Paris. Ingen mennesker omkom, men da ilden endelig var slukket, stod det klart, hvilke ødelæggelser flammerne havde forvoldt: vægge var skadet, størstedelen af tagkonstruktionen ødelagt og meget interiør stod ikke til at redde.

Én af dem, der mærkede branden rive op i de indre følelser, var forfatteren Ken Follett, som ankom til Paris blot to dage efter branden. Og med det samme besluttede han sig for at skrive en bog om katedralen.

”Jeg fløj til Paris lige efter branden for at medvirke i et program på fransk tv i en diskussion om katedraler. Den følgende morgen spiste jeg morgenmad på Hotel Bristol med min franske udgiver, og hun spurgte om jeg ville skrive en lille bog om Notre Dame og dens betydning for os alle sammen,” har Ken Follett udtalt om den nye bog, der nu er klar på dansk.

En hyldest til katedraler

Mange kender Ken Follett for romanen JORDENS SØJLER, som udkom helt tilbage i 1989. Her bliver læserne taget med tilbage til England i midten af 1100-tallet i en tid præget af anarki. Over 800 sider følger vi opførelsen af en katedral i en fiktiv by i England og får detaljerede beskrivelser om gotisk arkitektur, som var en helt ny stil i datidens England.

Notre Dame har jo en kolossal symbolsk betydning

Læs mere om bogen her

Den franske katedral er bygget i samme tid, dog over en mastodontisk periode fra 1163 til 1345 og er i dag en af Paris’ vigtigste attraktioner. Mange kender ikke mindst kirken gennem den berømte roman KLOKKEREN FRA NOTRE DAME af Victor Hugo skrevet i 1831 om sigøjnerpigen Esmeralda, som klokkeren Quasimodo og bogens andre personer kredser om.

Fordi Ken Follett har skrevet JORDENS SØJLER og opfølgeren UENDELIGE VERDEN har han et indgående kendskab til katedraler verden over – ikke mindst Notre Dame.

Bogen er en hyldest til Notre Dame – en af Paris’ vigtigste attraktioner.

Overskud går til genopbygning

NOTRE DAME er en kort bog om kirkens lange historie, fejringen af dens storhedstid og dens plads i folks hjerter. I bogen kommer man også med bagom begivenhederne fra de sene aftentimer til morgenen efter branden. Derudover er det en støttebog for Notre Dame, hvor pengene går til velgørenhedsfonden La Fondation du Patriemoine.

”Min udgiver sagde, at hun ville donere overskuddet fra bogen til en fond, der finansierer genopbygningen af kirken og sagde til mig, at jeg kunne gøre det samme, hvis jeg ønskede. Jeg tvivlede ikke et sekund og sagde: Ja, selvfølgelig. Det vil jeg elske at gøre.”

Jørgen Leth om Notre Dame

Den danske forfatter og cykelekspert har været i Paris et utal af gange især gennem arbejdet med Tour de France. Han var dybt berørt den dag, katedralen brændte.

”Notre Dame har jo en kolossal symbolsk betydning. Den kan ses rage op gennem årtierne, gennem revolutionen, gennem vigtige faser af Frankrigs historie. Det var ikke til at tro, at man skulle se det ske. Og at sådan en brand ikke straks blev standset. Senere har vi jo set hele fortællingen rullet ud, og man forstår at det var en virkelig tragedie med mange menneskelige elementer i. Det er stof til en ny roman synes jeg, og til film. Hvem mon byder ind?”