Forfatter Malene Lei Raben anbefaler

Jeg har valgt tre meget forskellige titler, men der er en grund til, at jeg har valgt dem. For det første har jeg valgt Selma Lagerlöfs KRISTUSLEGENDER. Selma Lagerlöf er en virkelig dejlig forfatter, og hvis man ikke har læst hende, så har man virkelig noget godt i vente. KRISTUSLEGENDER har en særlig plads i mit hjerte, jeg er troende, og her er der en masse små eventyrlige fabler om Jesus, som også er allegoriske fortællinger der er almenmenneskelige. Det er historier om ærlighed og kærlighed, langmodighed, bamhjertighed og alt muligt andet, så man kan sagtens læse dem, selvom man ikke er troende. Jeg har læst den mange gange.

Den anden jeg har valgt er STATION ELEVEN af Emily St. John Mandel. Det er ikke science fiction, men det er en dystopisk fortælling om verden, efter den er blevet ramt af en influenza pandemi, hvor 99,9% af befolkningen er gået til grunde. Den er helt utrolig velskrevet og meget, meget smuk, og til tiden finder du næsten ikke noget mere relevant. Det er en New York Times bestseller, anmelderrost alle steder, og jeg kan ikke anbefale den nok. Den foregår i Nordamerika og følger en teatertrup der rejser rundt 20 år efter, at alt elektricitet forsvandt i verden. Bare en sætning som den her: ”Twenty years after the end of air travel.”

Den vil jeg anbefale at man læser, for at finde plads til hinanden

Den sidste jeg har valgt det er Nigel Nicolsons PORTRÆT AF ET ÆGTESKAB. Den handler om et meget spændende ægteskab, et meget inspirerende ægtepar, Vita Sackwille-Vest og Harrold Nicolson.Han var diplomat, forfatter og politiker og hun var adelskvinde og meget berømt for at anlægge smukke haver. Begge to er også kendt for at have haft udenomsægteskabelige affærer med folk af begge køn, og for at rumme hinanden i en grad, som jeg tror er meget, meget sjældent i ægteskaber. Den vil anbefale at man læser, for at finde plads til hinanden, give plads til hinanden, og rumme hinanden på et helt nyt niveau. Hun var blandt andet også kendt for at have et forhold til Virginia Woolf, men deres ægteskab var altid stærkere end alle de ting de hver især foretog sig. De var utroligt forskellige både kunstnerisk og intellektuelt og i deres livsvalg, men de formåede alligevel at have et langt og lykkeligt ægteskab. Den synes jeg man skal læse, hvis man gerne vil inspireres til, hvordan man holder sammen.

Anbefalingerne er fra da Malene Lei Raben var vores gæst til Forfattermorgen. Se hele interviewet med Malene Lei Raben.