Gyldendals intellektuelle skarpskytte: "Det er en sørgelig historie fra den jyske hede"

På Gyldendal arbejder Birthe Melgård som redaktør. Birthe er ikke hvem som helst! Klaus Rifbjerg har engang kaldt hende for Gyldendals intellektuelle skarpskytte og "hvis tillid det er en ære at have, og hvis venskab man slet ikke kan få nok af."

Mikkel Fønsskov har flere gange forsøgt sig med anbefalinger af bøger til Birthe, men uden held. Hans sidste læseoplevelse var dog så stærk, at han forsøgte nok engang.

Til Mikkels store glæde fulgte Birthe Melgård hans råd og læste Thit Jensens roman KONGEN FRA SANDE. Her kan du læse hendes skarpe svar:

Kære Mikkel

Tak for en virkelig god anbefaling – havde du ikke lagt bogen på mit skrivebord, havde jeg nok ikke fået læst den, i hvert fald ikke foreløbig. Den er gammel, 100 år, den er næsten glemt, men den er absolut værd at læse. Den er knortet, ikke i sit indhold, men i sin stil. Jeg har ikke andet ord for den måde, Thit Jensen skriver på: knortet.

Bogen tvinger sin læser ned i tempo, forsætningerne er snørklede og ofte med en arkaisk klang, men det gør ikke spor, det er kun sundt at droppe den overfladiske og hurtige skrålæsning, som vi så nemt forfalder til, når vi konstant skal tjekke ting på nettet. Her læser man i samme tempo, som hovedpersonen kører med sin gamle, skrumplende hestevogn: langsomt, prøvende og med masser af småophold undervejs. Men når man så har overgivet sig til langsomheden, bliver man belønnet i stor grad.

Det er, som du også skriver, en helt igennem sørgelig bog, hvor vi er inde i hovedet på egnens betydende og rige storbonde, der kører liget af sin søn hjem til gården. Han er en hård mand, kongen fra Sande, en gudfrygtig og - finder han ud af under den lange køretur - en hovmodig og egoistisk mand, der ikke har haft blik for sønnens væsen og længsel efter at bryde med de gamle værdier: kristendommen, nøjsomheden, den magre jord og det hårde fysiske arbejde. Han har valgt byen, kvinderne, det akademiske arbejde, tant og fjas, som faren kalder det. Og ja, han var en skidt karakter, men hvorfor blev han en parfumeret, småalkoholisk, promiskuøs pengebedrager?

Det er bl.a. dét, Hans Yngvar finder svar på i den lange nat, hvor han ikke kun må tage afsked med sit eneste barn, som valgte at drikke cyankalium, men også må se alle sine drømme lagt i ruiner og – hvad der gør allermest ondt – se sig selv i et nyt og knapt så flatterende lys. Man føler virkelig med ham, når han til allersidst overgiver sig og lader sorgen få frit løb.   

Tak endnu en gang for anbefalingen. Du har agiteret for Johannes Jørgensen og din syge moster i månedsvis – min modstand vakler …

Kærlig hilsen

Birthe

Kære Birthe,

Hvor det glæder mig, at du har nydt at være i selskab med Hansd Yngvar - Kongen fra Sande. Må den blive genoptrykt til trods for det knortede sprog.

Jeg fornemmer, at du nærmer dig Jørgensen med samme hastighed, som du suser gennem lyskrydsene på Frederiksberg; også ham vil du få glæde af, spår jeg. Om ikke andet vil du formidle din anbefaling videre, så andre også får lyst til at gå på opdagelse i de gamle romaner. Er det ikke (også) hvad bøger handler om - at give noget videre, gøre andre menneskers liv rige og komme ned i tempo og lægge mobilen til side?

Netop klassiske værker siger os i virkeligheden en masse om den tid, vi lever i - måske endda mere end nutidige bøger! Og så er emnerne ofte store, som det Thit Jensens roman griber fat i - religion, eksistens, fortrydelse og hovmod.

Tak fordi, du tog anbefalingen til dig.

Kærlig hilsen

Mikkel