Hov, der stod Albert Speer!

Særligt én scene i Duellen ligger stadig og roder rundt i hovedet på mig her et par måneder senere.

Vi befinder os et godt stykke oppe i 1970erne og Marcel Reich-Ranicki, den store litteraturkritiker og jøde med en grufuld fortid på flugt under krigen, er ansat på Frankfurter Allgemeine Zeitung. Han er af sin chef, der udmærket kender hans fortid, inviteret til fest i anledning af historikeren Joachim Fests store Hitlerbiografi. En længe ventet udgivelse om Føreren og den mest kulsorte periode i landets historie – og en hårrejsende erindringsrejse 30 år tilbage i tiden for Reich-Ranicki. Men det skal blive endnu værre. For æresgæsten, særligt inviteret i dagens anledning, er ingen anden end Albert Speer, Hitlers hofarkitekt, der slap gennem Nürnbergprocesserne med 20 års fængsel.

Reich-Ranicki gør ikke noget, lader det passere, som man nu gør som jøde i efterkrigstidens Tyskland, hvor man konstant omgås ex-nazister, der nu – som om intet var hændt – bestrider alverdens erhverv i en demokratisk retsstat. Som nu de kunstnere Reich-Ranicki omgås i sammenslutningen Gruppe 47. Herunder Günter Grass, efterkrigstidens største tyske forfatter, som på dette tidspunkt ganske vist ikke havde afsløret sin ungdom i SS.

Duellen er et skydetelt af spydigheder og litterær uenighed mellem to kæmpe hanelefanter, forfatteren og hans (personlige) kritiker. Men det er i lige så høj grad et medrivende dokument over et Tyskland, der gennem nederlaget blev demokratisk - men med mange af de samme nationalsocialistiske medløbere ved roret.

Køb DUELLEN her

Den tyske journalist Volker Weidermann, der også er tilknyttet Frankfurter Allgemeine Zeitung, har gjort det til sit speciale at skrive værker som dette, der omsætter litteraturhistoriens store koryfæers personlige livshistorier til knaldromaner. Det handler ikke så meget om Grass’ værker eller Reich-Ranickis kritik af efterkrigstidens tyske litteratur, men om hvordan deres liv blev spundet ind i hinandens på godt og ondt. Om hvordan Grass føler sig personligt forfulgt både af Ranickis kritiske pen og af hans jødiske fortid og den utrolige flugt under rømningen af ghettoen i Warszawa, hvor Grass’ hånd i princippet kunne have været den på aftrækkeren.

Weidermann introducerede grebet i den fantastiske internationale bestseller Oostende 1936 om Stefan Zweig og Joseph Roths sviretur i den belgiske havneby i sommeren 1936, med den hastigt gryende nazificering af Europa som kulisse. I det team var den ellers så melankolsk-skrøbelige Stefan Zweig den stærke, der hele tiden må puste nyt liv i den gennemalkoholiserede, men fuldstændig fabelagtige (synes Zweig og jeg tilslutter mig!) østrig-ungarske forfatter, der havde værker som Job, Radetzskymarch og 1002. nats eventyr på CV’et.

Køb Oostende 1936 her

Det gør Oostende 1936 til et trist, men meget interessant tidsdokument. For nok drak jøden Roth sig først væk fra nazismen og denne jord med sit endeligt i Paris i 1939. Men Zweigs død tre år senere var måske endnu mere tragisk. Han blev paralyseret af længslen efter verden af i går, fulgte krigens rædsler fra den anden side af Atlanten, rykkede videre til Brasilien, hvor han indbildte sig at se konturerne af et nyt Europa, troede alligevel ikke rigtig på det, tog gift og døde i 1942.

Europa har en broget historie, og lad os prise os lykkelige for, at vi har så fabelagtige formidlere som Volker Weidermann til at fortælle om det.