Hun voksede op blandt ’DE SIDSTE DAGES HELLIGE’

Det var Rachel Rösts arbejde med udsatte børn og unge, der fik hende til at indse, at hun selv stod midt i en historie, der var vigtig at fortælle. Nu har hun skrevet romanen GRUNDVOLD om sin rystende opvækst i et lukket, fundamentalistisk mormonsamfund på Amager.

"Gud elsker dig. I forudtilværelsen kæmpede du tappert på det godes side, da der var krig i himlen. Nu er du sendt ned i de sidste dage, fordi du har en særlig mission, men det ved Satan også. Så han vil være særligt ude efter dig." Sådan siger faderen i Rachel Rösts roman med sin tunge hånd hvilende på sin femårige datters hoved. Den lille pige blusser af stolthed over at være udvalgt – og af frygt for Satans klør. Nogle år senere er stoltheden forvandlet til skam, da hun er nødt til at forære klassens nye pige Mormons bog sammen med en hilsen og et fotografi af sin familie. Den nye pige var ellers det tætteste, hun havde været på at få en veninde på skolen. Men som faderen siger: "Det er bedre at risikere at fornærme vennerne, end det er at fra- røve dem det evige liv." Senere endnu, da puberteten sætter ind, og kroppen begynder at forandre sig under det gammeldags, tækkelige tøj, lurer Satans indflydelse og farens fordømmelse overalt.

GRUNDVOLD er en fortælling om at vokse op i en fattig mormonfamilie i Urbanplanen på Amager. Vi følger hovedpersonen Rebecca gennem barndommen og ungdommen, mens hun langsomt indser, at hun lever i et fængsel. Kirken og hendes far dikterer alt i familiens liv – helt ned til, hvor mange stykker toiletpapir, de må bruge – mens de ofte lever af grød lavet på mælkepulver og venter på dommedag, som kan komme når som helst. Da Rebecca gør oprør, fjerner hendes far døren til hendes værelse, så hun ikke længere kan smække med den – og så hun aldrig kan være alene. Til sidst går hun til kommunen og beder om at blive fjernet fra sin familie. Hun bliver anbragt på en døgninstitution og ramler ud i et kaotisk ungdomsliv.

"GRUNDVOLD er i store træk min egen historie, fra jeg var 5 til 22 år", fortæller Rachel Röst."Det har været både psykisk udmattende og voldsomt for kroppen at huske tilbage. Også fordi jeg i flere år har prøvet at glemme alt om mormonmiljøet. Mens jeg skrev, opdagede jeg, at jeg tit sad og holdt vejret, og jeg var nødt til nu og da at tage længere pauser for at vende tilbage til mit nutidige liv."

I dag bor den 44-årige forfatter på Østerbro og arbejder som foredragsholder, underviser og social iværksætter. I 2012 stiftede hun organisationen Læs for Livet, som i dag har flere ansatte og mere end 30 frivillige, der arbejder for at skabe social forandring ved hjælp af læseoplevelser. For Rachel Röst selv blev bøgerne nemlig en tiltrængt flugtvej og en katalysator for at skabe sig et andet og bedre liv. De åbnede for andre verdener, andre måder at leve livet på, end den hun mødte i sit barndomshjem. Og den erfaring brænder hun for at give videre til andre udsatte unge:

"Som barn læste jeg meget, og det var en flugtvej for mig ind i en anden, mere simpel og venlig verden. Da jeg blev anbragt, var der ikke en eneste bog på ungdomspensionen - og intet folkebibliotek i nærheden, og i disse år mistede jeg en vigtig overlevelsesmekanisme. Uddannelse er den største beskyttelsesfaktor mod udsathed, og jeg var så heldig, at jeg var god i skolen, glad for at skrive og læse. Derfor fik jeg en masse positiv opmærksomhed fra lærerne, og det dyrkede jeg. Det har klart bragt mig til, hvor jeg er i dag", fortæller Rachel Röst.

Jeg er ikke længere den lille, stille pige, der sidder alene på sit værelse, uden nogen ved, hvad der sker.

I Læs for Livet indsamler de mange frivillige bøger, som Rachel og hendes kolleger bruger til at donere skræddersyede biblioteker til døgninstitutioner, behandlingshjem, asylcentre m.m. Som en del af arbejdet tager de ud og snakker med de unge om deres interesser og drømme og om bøgerne. Det var gennem arbejdet med de udsatte unge, at Rachel Röst igen begyndte at forholde sig til sin egen fortid. Når hun blev spurgt, hvorfor hun havde startet Læs for Livet, svarede hun nemlig altid, at det var fordi, hun selv havde følt, hvor stor en forskel bøger havde gjort under hendes opvækst. Og når hun begyndte at fortælle andre om sin barndom, blev det tydelig, at hun stod med en historie, der var var vigtig at få fortalt.

Fire år har Rachel Röst brugt på at bearbejde sin personlige historie til en færdig roman. Undervejs har hun bl.a. opholdt sig undercover i en mormonkirke i London for at genopleve nogle af religionens mange detaljerede ritualer og regler, så hun kunne give så præcist et indblik som muligt i den verden, hun selv har vristet sig fri af.  Og hun har nær-læst Mormons bog, som i Rachels barndom dikterede sandheden. Men selvom fortællingen om Rebecca lægger sig meget tæt op ad Rachels egen fortælling, er der ikke tale om en ren selvbiografisk skildring, fortæller hun:

"Da jeg gik i gang med at skrive, fandt jeg ud af, at der var rigtig mange ting, jeg ikke kunne huske, og så begyndte der også bare at dukke ting op, som var ren fantasi. I starten var jeg bange for, at jeg var et lyvebarn, men jo mere jeg hengav mig til det, jo mere fandt jeg ud af, at jeg ville skabe et kunstnerisk værk, som netop blev en blanding af fantasi og virkelighed. Det var det, romanen gerne ville være." Og selvom det har været en hård og langvarig skriveproces, har det også været forløsende og meningsfuldt: "Hver gang jeg læste manuskriptet igennem igen, faldt noget på plads i mig. Der har været meget heling i arbejdet med romanen. Det er følelsen af, at jeg endelig får fortalt min historie og har fået lov til at råbe op. Jeg er ikke længere den lille, stille pige, der sidder alene på sit værelse, uden nogen ved, hvad der sker. 

"En vigtig drivkraft i arbejdet med roman har også været at række ud til andre, der er vokset op med omsorgssvigt, i dys-funktionelle familier eller i miljøer præget af strenge regler og indoktrinering: "Social kontrol findes mange steder i samfundet og i mange religioner. Det ér muligt at slippe ud. Det ér også muligt at rejse sig, selv om man har været ude i noget snavs, som jeg var i mine ungdomsår. Jeg håber, at andre kan finde styrke i min roman."

GRUNDVOLD er månedens bog i klubben i juni 2021.