Forårets store roman

For Kirsten Thorup har historien rumsteret i årevis. Om en kvinde, hvis historie, hun ikke har kunnet slippe. Derfor begyndte hun at skrive. Uden at have researchet. Kirsten Thorup gik i gang, og så tog historien form og blev til romanen INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN. Og sådan er det altid.

”Jeg skriver aldrig på research. Tilskyndelsen til mine romaner er altid personlig og har afsæt i personer og historier, der på en eller anden måde har været en del af mit liv. Og historien i min nye roman kommer ud af hovedpersonen, Harriet, som i desperation og sorg over sin mands død på Østfronten rejser til München, så at sige i krigens fodspor. Det er netop på denne rejse, at bogen begynder.”

Og lad os tage den kort. Historien.

Vi er i 1942 på et overfyldt tog, der bevæger sig ned gennem Nazityskland. Én af passagererne er den unge danske kvinde Harriet, som har efterladt sine to små børn på et børnehjem i Ålsgårde og nu er på vej til München. Som Kirsten Thorup fortæller, er kvinden i sorg over at have mistet sin mand, Gerhard, der har tjent i det tyske Luftwaffe. I den bayerske hovedstad indkvarterer Harriet sig hos sin mands tyske officerskollega Klaus og hans danske hustru Gudrun. Ægteparret tilhører den nazistiske overklasse og bor i en pragtvilla, men virkeligheden og den til tider grusomme hverdag trænger sig på. Og snart begynder også villaens fornemme kulisser at slå revner og en grusom sandhed træder frem.

Jeg har arbejdet med at samle researchen og konfrontere hovedpersonen med forholdene i det nazistiske Tyskland

Begyndelsen, togturen ned gennem Tyskland, var også begyndelsen på skriveprocessen. Kvinden i toget var set-up ’et, og først herefter gik researchen i gang. Researchophold i München, udforskning af den omfattende litteratur om det nazistiske Tyskland, og derudover research på nettet, der flyder over med informationer om 2. verdenskrig.

”Processen foregår løbende. Jeg begynder at skrive, så jeg har dannet grundlaget for romanfortællingen og ikke bliver for bundet af researchen. Så sent som i sommer var jeg igen nede i München og fandt frem til nye faktuelle informationer. Så jeg måtte ændre detaljer i romanen,” siger Kirsten Thorup.

Omfattende researcharbejde

INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN er en roman om kærlighedens og krigens galskab og et portræt af en kvinde, som er loyal mod sin afdøde mand, der har kæmpet på tysk side. Det er også en historie om en kvinde, der insisterer på at forholde sig neutralt til nazismen, men kommer i splid med sig selv i konfrontationen med volden og angsten, der infiltrerer ”den indre front”: alt det, der foregår på hjemmefronten.

Alt i bogen er sket eller kunne være sket i virkeligheden. Det er ikke noget fra min fantasi.

Som læser fornemmer man tydeligt romanens forskellige spor. Det personlige, psykologiske portræt af en kvinde og hendes opfattelse af virkeligheden, og samtidig er det ikke til at komme uden om, at romanen er bundet til en krigstid. Netop arbejdet med at dykke ned i 2. Verdenskrig har været særdeles omfattende.

”Den største udfordring har været researchen. Jeg stødte på mange forhold, som jeg ikke havde haft kendskab til tidligere. Jeg fandt for eksempel ud af, at mange millioner civile, hovedsagelig fra det tidligere Sovjetunionen og Polen, men også fra besatte lande som Holland og Frankrig, var tvangsarbejdere i Tyskland under krigen. Godt otte millioner. Det var et stort arbejde at få det og andet researchmateriale ind i handlingsforløbet, så det føltes naturligt integreret. Jeg har arbejdet med at samle researchen og konfrontere hovedpersonen med forholdene i det nazistiske Tyskland,” siger Kirsten Thorup og understreger vigtigheden i at skabe et realistisk univers som rammen om romanens handlingsforløb: ”Alt i bogen er sket eller kunne være sket i virkeligheden. Det er ikke noget fra min fantasi. Jeg har haft en person i tankerne, jeg ville skrive en roman om, men alle de ting, hun oplever og skal forholde sig til, er sket i virkeligheden.”

Bogen er en roman om kærlighedens og krigens galskab

Kirsten Thorup er ikke uvant med at dykke ned i tungt og omfangsrigt researcharbejde. Hun fik sin skønlitterære debut i 1967 og har siden skrevet utallige romaner. For sit arbejde har Kirsten Thorup modtaget en række priser, senest Nordisk Råds Litteraturpris i 2017 for ERINDRING OM KÆRLIGHEDEN.

Men med den nye roman havde forfatteren brug for assistance, fordi 2. Verdenskrig og det nazistiske Tyskland er en så stor emnekreds.

”For første gang har jeg haft en researcher, der har hjulpet mig med at finde materiale frem. Vi har rejst sammen, og jeg har naturligvis selv researchet, men min researcher har hjulpet mig med at gå i arkiverne i Tyskland og Danmark og holde orden på alle de mange informationer. Tidsbilledet har krævet en dybtgående indsigt i de historiske facts. Der dukkede løbende nye aspekter op som jeg måtte integrere i romanen og konfrontere mine karakterer med,” siger Kirsten Thorup.

En kvinde på hjemmefronten

Mange før Kirsten Thorup har beskæftiget sig med tiden under 2. Verdenskrig, men forfatteren har ikke haft lyst til at dykke ned i emnet før nu. ”Jeg er født i 1942, samme år som den kvindelige hovedperson kommer til München. Min generation, der er født under eller lige efter 2. Verdenskrig, har været meget præget af den periode i historien. Vi har fået tudet ørerne fulde med krigen i skolen og hørt så mange historier fra besættelsestiden, da vi var unge, så jeg har haft en distance. Det er først langt senere, at jeg har haft lyst til at gå tilbage, og det har jeg gjort i romanen sammen med min hovedperson.”

Kirsten Thorup understreger igen, at hun ikke på noget tidspunkt har haft en idé om at skrive om netop 2. Verdenskrig. Det har hele tiden været en karakter, hovedpersonen, Harriet, som har formet historien – og derigennem er det så også blevet en bog om krigen.

”Det var ikke mit projekt at bringe noget nyt frem om det fortærskede emne, som 2. Verdenskrig er. Men jeg er glad for, hvis min roman dækker noget nyt på landkortet. For mig er det en rejse ind i en fiktiv person. Min motivation har været at beskrive en kvinde, der rejser til Tyskland midt under krigen. Hun sætter scenen og holder os fast. Først efterhånden er det blevet en historie om krigens hjemmefront. Om sorgen over at have mistet sine nære. Og de helt banale forhold, som for eksempel at skaffe mad og daglige fornødenheder med den knaphed, som krigen fører med sig. Det var først efterhånden som romanens handling udviklede sig, at temaerne kom frem. Jeg kan se nu, at romanen handler om kvindens rolle i det nazistiske Tyskland og om krigens hjemmefront.”

INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN er en fremragende, brutal og sønderrivende roman om kærlighedens og krigens galskab.

Se vores Forfattermorgen med Kirsten Thorup.