”Ingen politifolk og behandlere på forlaget”

Nekrologen er oprindeligt bragt i Weekendavisen.

Dette er en nekrolog over digteren Yahya Hassan, 1995-2020. Jeg var hans redaktør på de to bøger, han nåede at udgive, YAHYA HASSAN fra 2013 og YAHYA HASSAN 2 fra 2019.

Yahya og jeg havde en professionel relation, selvom den også var emotionel, i hvert fald for mig. Jeg lærte ham at kende, da digteren Lars Skinnebach i 2012 sendte mig hans manuskript. Og resten er historie, som man siger. Og nu, da jeg skal skrive mine slutord, slår det mig midt i sorgen og vreden over, at en 24-årig stor digter døde alene i sin lejlighed, at nekrologen er en harmonisøgende genre, en hyldest og en idyl, hvor man søger slutbilledet via den privilegerede adgang til et liv.

Jeg er for meget perker til dig, og du er for meget borger til mig, du laver bare mine bøger og ryger mine smøger.

Jeg søger selv anekdoten, den rigtige fortolkning, slutstenen. Men jeg var ikke hans ven, jeg har ikke privilegeret adgang. En af de meget få gange, han var hjemme hos mig – han var igen på flugt fra nogen – sagde han, ”Jeg er for meget perker til dig, og du er for meget borger til mig, du laver bare mine bøger og ryger mine smøger.” Og det var sandt. Jeg lavede bare hans bøger og røg hans smøger.  

Så det her er en hyldest til en stor digter, men det er ikke en idyl, heller ikke en sort en, der passer ind i billedet af ”den unge oprører”, ”offeret”, ”den tidligt afdøde” eller andre færdigstøbte billeder, for med Yahya er der ingen idyl, billedet koagulerer ikke, det stritter, falder ikke til ro. Og det er sådan, jeg ser ham for mig: som en kuldslået antiidylliker, en vild, kaotisk og karismatisk digter, for kun i digtene kunne han – tror jeg – finde sit eget sted og sige sandheden: kulsort, ond, umulig, men også fri, sjov, vild. 

Kun i digtene kunne han – tror jeg – finde sit eget sted og sige sandheden: kulsort, ond, umulig, men også fri, sjov, vild. 

”Ingen politifolk og behandlere på forlaget,” sms’ede Yahya til mig i sin typiske telegramstil, eller snarere ordre-stil, sidste sommer. ”Der er/Styr på det/Bare kør bogen.” Og det var det, det drejede sig om for Yahya Hassan: digtene. Alt det andet, han også var, statsløs palæstinenser med dansk pas, kriminel, psykisk syg, voldsoffer og gerningsmand, hård som flint, iskold, manipulerende, charmerende, klog, sød, varm og magnetisk som få, alt det var en del af ham og den tummel og tumult, der omgav ham, men det var digtene, der betød noget. Det var frihedens sted, der kunne han forsvare sit eget territorium.

Som der står i det sidste digt i Yahya Hassan 2:

”JEG ER ET LITTERÆRT HANGARSKIB/ET POETISK MASKINGEVÆR/BØDE HÆFTE OG FÆNGSEL PRELLER AF PÅ MIG/IKKE FORDI JEG ER UEGNET TIL STRAF/MEN FORDI JEG ER FOR EGNET TIL DET.” 

På vej til vores første redaktionsmøde blev Yahya arresteret, og da han ringede og spurgte, om jeg ville hente ham på Købmagergade lige ved Gyldendal, stod han midt i højsommeren i pels, skudsikker vest og to kufferter og var ved at blive visiteret af to betjente. Da jeg prøvede at forklare, at Yahya og jeg skulle diskutere hans manuskript, sagde den ene betjent ”back off”. Men det er sikkert bare noget, jeg husker fra en film.

Yahya bøjede sig ikke for nogen, han ville ikke være repræsentant for nogen, ikke spændes for nogens vogn. Han ville bare skrive de digte, han ville – med de enorme omkostninger, det havde. 

Til vores sidste redaktionsmøde blev jeg dirigeret rundt pr. sms i en tysk bys gader for til sidst at stå en halv meter fra en hættetrøjeformummet Yahya, der sagde, ”Hey, ska vi lave bog eller hvad?” Og det skulle vi. For her var centrum for ham, den her vilde gave – at skrive, så eksplosivt et talent, han havde. Det var bare at lytte, få ham til at lytte til sig selv, give plads og holde kæft – for han insisterede på sin egen stemme med en søvngængeragtig sikkerhed. Yahya bøjede sig ikke for nogen, han ville ikke være repræsentant for nogen, ikke spændes for nogens vogn. Han ville bare skrive de digte, han ville – med de enorme omkostninger, det havde. 

Yahya blev tæsket, disciplineret, bæltefikseret og medicineret, han blev defineret, forklaret og talt på hele sit liv, han var selv voldsmand, begik overgreb mod kvinder, var straffet, patient, misbruger og jeg ved ikke, hvor mange gange han er blevet dømt ude, og hvor mange gange han rejste sig og kæmpede mod volden uden for ham og inden i ham selv – ved at skrive digte. 

Men Yahya var ikke nogens, han var Yahya. For at skrive digte gør ikke mennesker bedre, det gør dem kun til digtere.

I den første bog ser man en digter blive til, først i hårde, klare knækprosadigte, senere i løbet af samlingen finder han ud af, at han også må vende vrangen ud på den form, og sproget metastaserer, spalter sig, bliver komplekst, grovere, sjovere, sortere. Og han vender vrangen ud på alt det, vi troede vi vidste, og viser os, at vi lyver, og at vores verden er bygget på vold og disciplin, og at svaret er digte og modvold, uden velfriseret idyl. Og alle kommer igennem møllen, han gør op med sin egen opvækst, hykleriet og volden i det miljø, han kom fra, men også med det såkaldte danske velfærdssystem, der tvangsfjernede ham, tævede ham og begik overgreb mod ham – og endelig den velmenende kulturelle middelklasse, der med kyshånd tog imod en ny ”etnisk” digter og ville gøre ham til sin.

Men Yahya var ikke nogens, han var Yahya. For at skrive digte gør ikke mennesker bedre, det gør dem kun til digtere. Som han skrev ”LÆGGER KNIVEN TILBAGE I SKUFFEN/SKYLLER EN KLUMP UD I TOILETTET/GEMMER KONTANTER I MIN KAMP” (Knausgaards roman, red.).

Han skrev to lynende bøger, de er frihedens sted, de kan ikke blive færdige, billedet kan ikke falde til ro.

I den anden bog fortæller han om omkostningerne ved det liv, han levede. Han gennemgår alle sine roller fra præmieperker til psykoseperker, som det første og sidste afsnit hedder. Bogen er vildere sprogligt, med ekspanderende langdigte, naturdigte, rimede tekster, helt knoglehårde knækprosadigte og politiske digte, der viser råddenskaben i den vestlige idyl: at omgås kulturelite og dronninger, mens ens familie bliver smadret i Gaza, at blive jagtet af kriminelle fra sit eget miljø, at være på stoffer, at begå overgreb, at blive fængslet, få en psykose og blive indlagt og ikke at have noget at forsvare sig med. Kun digtene. Eller måske ikke engang dem, ”JEG TROR HVERKEN PÅ MIN PEN ELLER PÅ MIN PISTOL/MEN JEG HAR DEM ENDNU VED HÅNDEN”.

Og han blev ved. Som der står i samlingens næstsidste digt, der var det sidste, han skrev:  MÅNEDIGT JEG VIL IKKE TILBAGE TIL MÅNEN JEG STÅR I SKUDSIKKER VEST OG BOLLER DIG PÅ EN RASTEPLADS JEG VIL HUSKES SOM ET AF DE MENNESKER  DER IKKE BLEV SLÅET IHJEL FOR INGENTING PÅ DEN HER JORD

Så til alle dem, der vil give ham en diagnose, en færdig fortolkning, en ideologisk ramme, tage ham til indtægt for noget, eller som så det komme, vil jeg sige ”Ingen politifolk og behandlere på forlaget”. Han skrev to lynende bøger, de er frihedens sted, de kan ikke blive færdige, billedet kan ikke falde til ro.