”Jeg skriver, for at noget nyt kan vokse frem”

Hvordan begynder en roman? Niviaq Korneliussen og jeg sidder i Gyldendals gård, det er en varm sommeraften et par dage før, hendes nye roman BLOMSTERDALEN udkommer, og Niviaq er lige kommet til København. Der er slik og chips på bordet, cigaretterne er fremme, og der drikkes kaffe og colaer. Og det er umenneskeligt varmt. Vi og hendes anden redaktør, Janne Breinholt Bak, har kun mødtes en enkelt gang, sidste år. Ellers har vi skypet og skrevet på Messenger og prøvet at ramme hinanden på tværs af tidsforskellen mellem Nuuk og København, mens den her onde og mørke fortælling BLOMSTERDALEN er blevet færdig. En roman om en ung grønlandsk kvindes spiralering ned i mørket, fortalt helt tæt på, i førsteperson, nutid.

BLOMSTERDALEN er en trykkoger, hvor man følger et sind, spærret inde i sig selv, mens hun prøver at redde sig selv fra mørket. En rå og intens roman, fuld af desperation, kropslighed og sort humor.

Niviaq Korneliussen, født 1990, debuterede i 2014 med HOMO SAPIENNE – en vild og flerstemmig roman om fem unge i Nuuk, en roman om køn, seksualitet, desperation og ungdom. Romanen blev en sensation, fordi den talte om det moderne Grønland på en helt ny måde.

Den blev oversat til 11 sprog og blev anmeldt i bl.a. The New Yorker, der skrev, at bogen beskrev ”en helt ny og moderne sensibilitet”. Niviaq blev Grønlands nye internationale stjerneforfatter. BLOMSTERDALEN er hendes anden roman, hun har skrevet den på dansk og oversat den til grønlandsk.

”Romanen begyndte med tre stemmer”, siger Niviaq. ”Jeg vidste ikke, hvad den skulle handle om, men jeg havde de her tre karakterer, jeg interesserede mig for, så jeg begyndte med at høre dem tale. Ingen af dem hører til, er udenfor, alle tre er meget grønlandske. Navarana var hende, jeg havde lettest ved at skrive, hun er ”gal”, har en hjernetumor og har haft et helt smadret liv, hun er sort, sort, sort, men hun siger tingene, som de er. Hun er vred på alle, men vil også det bedste for alle. Hun er som mange grønlændere ødelagt af traumer, og da vi ikke har et system, der kan hjælpe de fortabte, går hun bare rundt i gaderne og taler … men hun er også fri og ligeglad med al pænhed – og så er hun sjov! Jeg elskede at skrive hende. Og så er der Maliina, den her smukke veluddannede kvinde, en del af den unge grønlandske elite, som der er mange af. Som vil have orden i sagerne, er rationelle, ikke finder sig i når tingene ikke fungerer, men som har svært ved at hjælpe, når tingene kommer for tæt på. Verden er både naturlig for dem – og lidt abstrakt. Og så er der hende her jeg’et i romanen – jeg har ikke engang et ansigt på hende, jeg ved ikke, hvad hun hedder – som altid har følt sig udenfor og som har nogle dæmoner, hun ikke kan styre. Hun er for tyk – ifølge hende selv – og kan ikke få plads i en familie, hvor alt er rent og pænt og heteroseksuelt. Hun har aldrig rigtig mødt nogen, der forstod hende, bortset fra hendes mormor, der døde, og hun ødelægger ofte tingene for sig selv og andre. Hun er en slags ulykkesfugl. Jeg havde skrevet HOMO SAPIENNE, der var mere brudt og med fem stemmer, og jeg ville prøve noget af det samme. Og de tre snakkede og snakkede, men der skete ikke en skid … og så gik jeg i stå.”

Men så skete der et eller andet?

”Ja. Jeg fandt ud af, at jeg måtte skrive om det, ingen taler om – selvmord. Og så skulle det være en jegfortælling, lige på og hårdt og med et strammere forløb – og så væltede det ud!”

Og alle tre personer er stadig med, men den begyndte med den trekant? Maliina er jegets kæreste, og Navarana en hun møder på et centralt tidspunkt i sit liv og som driver hende mod mørket. Som to muligheder for hende – det velfungerende liv og det smadrede liv?

”Ja.”

Men de er aldrig sammen samtidig.

”Nej, det er skægt. De måtte ud af den samtale, og det måtte blive jegets fortælling, det var hende, der havde mulighederne for både lyset og mørket, hende der havde en fortælling i sig. Men jeg ville ikke lave en almindelig selvmordsfortælling, hvor hovedkarakteren er blevet misbrugt eller kommer fra en ødelagt familie. Jeg har lavet to spor i romanen, en lille tekst om hver af de 45 selvmord, der begås i Grønland om året – og så jeg’ets fortælling. Bliver hun også en af de 45 – og hvorfor? Hendes familie er velfungerende, men forstår hende bare ikke. Eller hendes mor gør ikke, mændene i den her fortælling betyder ikke noget. De laver bare sovsen for tyk eller ser fjernsyn. Jeg ville lave en fortælling, der kunne gå begge veje, mod forløsningen eller døden.”

Jeg’et må konfrontere sine dæmoner, og det kan enten ende i døden eller i forløsningen

Forløsningen?

”Ja. Jeg’et må konfrontere sine dæmoner, og det kan enten ende i døden eller i forløsningen. Jeg ville ikke have, at den kun kunne ende med døden. Der er så mange i Grønland, der begår selvmord, det er i bevidstheden hos os alle sammen hele tiden. Hver gang en vi kender, begår selvmord, åbner de en dør for den mulighed. Det er altid en mulighed i Grønland, men det er jo ikke alle, der begår selvmord. Jeg ville gerne undersøge den dør. Hvornår bliver den åbnet og lukket? Kan vi redde hinanden og os selv?”

Jeget har mange muligheder. BLOMSTERDALEN begynder, da hun vil begå selvmord og sidder uden for Nuuk og ryger det, hun har besluttet sig for, er hendes sidste cigaret, og så kommer denne smukke kvinde løbende forbi – som en drøm! De bliver kærester, jeg’et tager til Danmark for at studere, verden ligger åben for hende, med en skøn kæreste og snart med en universitetsgrad i antropologi.

”Ja, men det er Maliinas drøm. Det er hende, der vælger antropologi for jeg’et. Og de danske studerende kan ikke få hende til at passe ind i deres læsegruppe og kostplaner.”

Ja, det er sjovt. Et ondt portræt af danskere, der som antropologer bør være de mest åbne mennesker, og så er de selvoptagede og racistiske og siger, at hun er rigtig god til dansk og spørger, om naturen er flot deroppe.

”Ja, det kører ikke for hende. Eller for dem. Og jeg’et er for direkte i sit sprog, sjofel og forstår ikke deres humor. Grønlændere er ikke til sarkasme og ironi som danskere, der aldrig siger hvad de mener.

Gør de ikke?

”Næh, de skal altid pakke tingene ind. Grønlændere er mere direkte, mere kødelige og siger tingene, som de er. Det synes danskere tit er voldsomt. Grønlandsk humor handler også ofte om kroppen. Det ligger også i sproget. Det grønlandske sprog er direkte.”

Ja, det må man sige. Et bjerg hedder Kusse eller Spredte ben.

”Men det bjerg ligner en STOR kusse. Men der er også et bjerg, der ligner skeer – så hedder det det. Sukker hedder ”det der ligner sand” – og det gør det. Det kan jeg godt lide ved grønlandsk, og det er også det, jeg fører videre, når jeg skriver dansk, kropsligt, direkte. Ikke så meget fikumdik. Og jeg tror også, der er mange der vil støde sig på den meget sex, der er i bogen, tror du ikke?”

Så må de lære det. Romanen består af tre dele: i Vestgrønland og Danmark, i Østgrønland og i Danmark igen. Da Maliinas kusine begår selvmord, tager de til Tasiilaq for at finde ud af, hvad der skete med Guuju, som hun hedder. Og det er der Blomsterdalen ligger, en meget smuk dal, med en kirkegård fuld af selvmordere.

”Østgrønland er et sted, hvor livet er virkelig hårdt, lukket inde af bjerge. Og det passer jeg’et godt, hun føler sig hjemme, spærret inde i en hule. Østgrønland er også et sted, som alle ser ned på, og hvor der er mange sociale problemer. Jeg ville gerne vise det sted, som alle ser ned på og vise en god familie der. Det er sådan her: Danskerne ser ned på vestgrønlænderne, der ser ned på østgrønlænderne og gør grin med deres sprog, en ond trekant. Jeg ville fortælle om de svageste og give dem en historie. Her finder jeg’et på mange måder ”hjem”, mens Maliina er rasende over, hvorfor systemet ikke kunne redde hendes kusine, der havde prøvet at begå selvmord flere gange. Maliina søger den rationelle forklaring, mens jeget synker ned i depression. Maliina redder også en ung transseksuel mand fra selvmord og laver et forbund med ham. Men hun ser ikke, at jeg’et et ved at synke.  

Hun lærer sit eget mørke at kende, og er det ikke det vi skal bruge romaner til? At lære os selv at kende?

Men man sidder i løbet af romanen og hepper på jeget og bliver desperat af alle de muligheder, hun får og ikke tager, man ser alle dørene åbne og lukke – Maliina, en uddannelse, et forbund med andre, der ikke passer ind, lesbiske, transseksuelle.

”Det er helt ligegyldigt, at jeg’et er lesbisk. Det er bare noget, hun er, men ikke alt, hun er. Jeg ville skrive en roman om et menneske, hun er så tilfældigvis lesbisk og grønlænder, men først og fremmest menneske. I min første bog skrev jeg meget på kønnet, seksualiteten i den her gruppe af outcasts, men i den her ville jeg videre, jeg vil ikke være en repræsentant for noget eller nogen. Jeg interesserer mig for mennesker. Og jeg interesserer mig for de unge, de svage. Det er dem, jeg taler til – for at noget nyt kan vokse frem. En af grundene til at det har taget mig seks år at skrive BLOMSTERDALEN er, at jeg er med i en rejsende skriveskole for uprivilegerede unge, hvor vi fortæller om litteratur og får dem til at skrive. Og det er hårde liv, de har, men litteraturen kan give dem en stemme. Og håb. Mange af deres tekster handler om det: om drømme og om retten til sin egen stemme. For der er ingen, der hører dem. Men ting sker nu … Og vi skal – ligesom jeg’et i romanen og alle mennesker – konfrontere det mørke, der er. Og ikke gemme os.

Og jeg’et finder ud af, at hun ikke kan gemme sig for sig selv?

”Ja. Hun lærer sit eget mørke at kende, og er det ikke det vi skal bruge romaner til? At lære os selv at kende?”