Klimafiktion: Bliv klædt på til at forstå en voksende genre i litteraturen
Hvert år mødes politikere til klimatopmøde et sted i verden. Her drøfter de, hvordan klodens lande bedst tackler de menneskeskabte forandringer i klimaet og den stigende udledning af drivhusgasser. Forventningerne til globale løsninger bliver bare ikke altid indfriet, fordi politikerne har svært ved at komme til enighed.
Anderledes konkret går forfatterne til værks. Menneskenes forhold til klima kommer nemlig i stigende grad til udtryk i litteraturen. I så stort et omfang, at naturen, klimaet og miljøet har fået sin helt egen genre: cli-fi (climate fiction) eller på dansk klimafiktion.
Litteraturen har altid været et spejl på verden. Gennem tiden er tendenser, kriser, krige og sociale forhold kommet konkret til udtryk i narrativer i skønlitteraturen. Vi mennesker har sat og sætter i stigende grad et aftryk på kloden, og selvfølgelig tager forfatterne også det tema op til behandling.
Det ligefrem vrimler med litteratur om katastrofer og skræmmende fremtidsscenarier. Det er ikke uden grund, at cli-fi rimer på sci-fi. Der er noget både utopisk og dystopisk over genren. Klimafiktion kan nemlig både være tekster, der bruger katastrofen som afsæt til at skabe en utopi, drømmen om et nyt og bedre samfund. Dernæst bliver litteraturen også brugt som spejl på de menneskelige handlinger, som har konsekvenser for kloden og derigennem forløst i en dystopisk fortælling. Tænk bare på filmen THE DAY AFTER TOMORROW for at komme med et eksempel fra populærkulturen.
Forfatterens rolle
Genren er ikke ny. Siden 1970erne har man opereret med termen, men herhjemme har vi først inden for de sidste årtier opereret med betegnelsen klimafiktion. Særligt er forskeren Gregers Andersen gået ind i den litteratur, der kredser om klimaet.
Hans forskning har vist, at genren kan gøre læsere og seere mere bevidste om klimakrisen og dermed påvirke os til at handle. Forfatterne bruger den globale opvarmning som en del af plottet eller skaber karakterer, der vil noget for klimaet. Herhjemme har vi en forfatter som Charlotte Weitze, der både som menneske er bevidst om de klimaaftryk, hun sætter, men samtidig tager det på sine skuldre at formidle det i sin litteratur.
Ganske vist er det ikke altid, at de klimaopmærksomme bliver sat i et godt lys. Det hører med til skønlitteraturen at både forherlige, men også ironisere over mennesker, der er opsatte på at løse et enormt problem. Tænk bare over, hvordan udtrykkene klimatosse og klimafanatiker fornedrer den omhu, nogle mennesker har for klodens ve og vel.
I Christian Krachts IMPERIUM møder man August Engelhardt, der udvandrer til Tyskland til en stillehavskoloni for at drive en plantage med kokospalmer. Han tror fuldstændig blindt på kokos’ positive egenskaber og vil ikke spise andet, hvilket resulterer i den rene galskab. Eller i Henrik Pontoppidans DE DØDES RIGE, hvor vi bliver introduceret til Det Wellerske System, der fordrer en streng diæt og at det for mennesket er bedst at gå på alle fire, fordi det er i tråd med vores oprindelige natur. Spot og hån er der således kun til overs for en grosserer og dennes kone, der praktiserer sundhedsdillen, der ved århundredskiftet var udbredt i Pontoppidans fiktive univers.
IMPERIUM er et eksempel på en roman, der kredser om et utopisk tema, der kan læses ind i den klimafiktive genre. Den tog Tyskland med storm, da den udkom. Måske fordi Christian Kracht med skarp ironi fortæller om den (sande) tyske vegetarisme og soldyrkelse.
Har du lyst til at dykke ned i flere eksempler på klimaet i fiktionen, så kommer her en række bud.
DEN AFSKYELIGE af Charlotte Weitze
Vi er i Norden i en nær fremtid, hvor klimaforandringerne viser sine konsekvenser. Heidi har taget job på hospitalet for at være tæt på sin søster. Det er syv år siden, Angelica kom ud for landets sidsteskisportsulykke. Hvad der egentlig skete dengang, er aldrig blevet helt klart, men Angelica skulle mødes med nogen, og Heidi svor ikke at fortælle det til forældrene. Siden er sneen smeltet på Klaftafjeld, verden er blevet varmere.
På hospitalet møder Heidi Kenneth, som døjer med øget svedproduktion. Kenneth er over to meter høj og har kraftig hårvækst. Han har ingen familie og taler ikke gerne om sin fortid, men Heidi forelsker sig hovedkulds. Med sine svedproblemer er Kenneth påvirket af klimaforandringerne og optaget af at modvirke yderligere temperaturstigninger. Men hvad kan det enkelte menneske stille op? Og hvor langt vil det gå?
TJENERINDENS FORTÆLLING af Margaret Atwood
Denne bog er et eksempel, der afviger en smule fra genren, men alligevel er der en skarp kritik af den forurening, menneskeheden udsætter os selv og omverdenen for. Det er en dystopisk historie fra 1985, hvor vi er i et samfund bygget på totalitære principper. Fertiliteten er netop grundet forurening ganske lav, og fordi der er meget få fødedygtige kvinder, bliver disse holdt som avlskvinder blandt mændene i eliten. Kvinder, der ikke kan tjene som avlskvinder bliver derimod sendt ud i kolonier for at skovle giftigt affald. Nogle kalder det en økothriller, i hvert fald har den fået en gevaldig masse omtale efter bogen blev indspillet som tv-serie på Netflix.
BIERNES HISTORIE af Maja Lunde
Denne bog er en dyster beretning fortalt gennem tre menneskeskæbner i tre tidsaldre. Ubesværet flyver vi fra 1800-tallets England, hvor den melankolske biolog William prøver at bryde igennem og præsentere verden for en ny type bistade for at sikre hans familie anerkendelse og brød på bordet. Til USA, anno 2007, hvor biavleren George står uforberedt og skræmt over for begyndelsen på den store bidød, Colony Collapse Disorder. Bierne begynder at dø af uforklarlige årsager, staderne tømmes uafvendeligt og George begynder at mærke konsekvenserne på egen krop og økonomi.
En historie om generationer, hvor fædres forvitrende forventninger hæmmer sønners livsevne. Om den dybe fare for goldhed og kim, der aldrig får lov at gro. Og om en verden, hvor eksistens og klima er dybere forbundne, end vi tør indrømme. En verden der er ved at briste.
Det 21. århundrede, hvor vejret pisker kloden, indlandsisen søbes som slush-ice, dyrearter forgår i blitz, og vi opfatter liv og viden som information: fundamentalt digitalt? Cirka sådan her. SOLAR er Theis Ørntofts første roman. Den kommer fire år efter DIGTE 2014, der blev kaldt "et hovedværk i tiårets danske lyrik" (og nu er i 14. oplag!) – og handler om den unge (ret sortseende) digter og højskolelærer Theis, der falder ud af sit liv, ud af civilisationen og til sidst crasher ud af menneske(lig)heden. Det begynder på en vandretur ned ad Hærvejen, hvor Theis brokkende gør status (Ørntoft er stor satiriker) over en klimagal verden fuld af velfærdsvæsener rullet så stramt i privilegier og tryghed, at de ikke mærker, noget er ændret. Noget stort. At præmisserne for liv ligesom skifter på tektonisk niveau. Imens længes Theis selv efter noget primitivt. Efter at sovse sig ind i kosmos og mærke "virkeligheden" i stedet for det dræbende velordnede højskoleliv. Og så lader Theis sig ellers falde – ned gennem systemerne, kulturen og sindet.
For alle, der er interesserede i klimafiktion, holder Karen Blixen Museet en række seminarer hen over efteråret med forfattere og litterater, der dykker ned i emnet.
