Krimi, kærlighed og karriere
De har dannet par i 25 år, de har begge glorværdige karriere som journalister bag sig (og foran sig), og så skriver de krimier. Sammen. Rigtig gode krimier. Vi har skrevet et portræt af ægteparret og forfatterparret Janni Pedersen og Kim Faber.
Man lever jo ikke kriseløst, fordi man er sammen i 25 år, eller fordi man elsker hinanden.
De har i mange år været kendt som TV2’s Janni Pedersen og Politikens Kim Faber, men nu kender man dem lige så godt som krimi-duoen Faber & Pedersen. De mødte hinanden på journalisthøjskolen. Kim var undervisningsassistent og Jannie var studerende. Det er 25 år siden, og til spørgsmålet om hvordan man klarer det, svarer Kim:
”Vi kan tydeligvis lide at arbejde sammen. Og tale i munden på hinanden! Altså jeg synes, vi kan mange ting sammen, det er måske derfor, vi stadig ER sammen. Det har noget at gøre med at have mange farver på paletten. Ikke sådan bare elske og have et godt sexliv. Men også få en hverdag til at fungere. Det lyder enormt gråt. Men hvis man skal være sammen i 25 år, er det ikke fest det hele. Det handler meget om evnen til at kunne klare sig ud af kriserne. Man lever jo ikke kriseløst, fordi man er sammen i 25 år, eller fordi man elsker hinanden.”
Parrets første krimi VINTERLAND udkom i 2019. Det er en skarp kriminalroman om terror, ondskab og magtesløshed i et Danmark, der er ved at fryse til. Debuten tog hele Danmark med storm, og vandt Det Danske Kriminalakademis Debutantpris.
I bogen stifter vi bekendtskab med Martin Juncker. En af Danmarks bedste og mest kendte drabsefterforskere. Efter at have trådt ved siden af er han dog blevet forflyttet til en stille by i provinsen. Vi møder også Junckers tidligere partner i Politiet, Signe Kristiansen, der stadig arbejder ved Københavns Politi. Pludselig lander der en dramatisk sag på Junckers skrivebord om en myrdet mand og hans forsvundne hustru. Signe Kristiansen står i spidsen for jagten på gerningsmændene bag en bombe der springer på et julemarked i Indre By, og begge efterforskninger leder dem steder hen, ingen havde regnet med.
Janni, når du bare skriver råddent, er det pissegodt, lad være med at sidde og tænke over, at du skal være litterær, bare skriv, skriv
Men hvordan skriver man en bog sammen, uden at komme til at konkurrerer og sammenligne?
”Vi har aldrig konkurreret. Kim er ufatteligt dygtig til ufatteligt mange ting, men det er ikke, fordi jeg tænker: Uha, du er så dygtig, så der er ingen grund til, at jeg konkurrerer med dig. Det er bare på nogle andre parametre. Jeg synes, vi er meget komplementære. Jeg skal ikke begynde at konkurrere med Kim om, hvem der skriver bedst eller har de bedste associationer. Med bog to sagde du meget tydeligt til mig: ”Janni, når du bare skriver råddent, er det pissegodt, lad være med at sidde og tænke over, at du skal være litterær, bare skriv, skriv, skriv, så er det mit job at få sammenhængene, overgangene og sproget til at blive jævnet”. Siger Janni Pedersen.
Og nu er parret aktuelle med SATANS SOMMER. Her følger vi igen Juncker og Kristiansen. Juncker befinder sig stadig i den stille provins, hvor han plages af mareridt efter sin fars død. Da en lokal advokat findes dræbt i byens park, kastes han ud i en omfattende efterforskning, der også trækker tråde til hans egen fortid.
Juncker prøver at fortrænge fortiden, men det er ikke nemt, da hans datter begynder at stille spørgsmål. Samtidig modtager Junckers kone, journalisten Charlotte, et anonymt tip om, at det forfærdelige terrorangreb, der ramte København for et halvt år siden, kunne være blevet forhindret. Juncker nægter at involvere sig i sagen, og det er derfor op til Signe at grave sandheden frem.
SATANS SOMMER er Månedens Bog til 145,95 lige nu.
Citaterne i artiklen stammer fra artiklen ’Janni Pedersen og Kim Faber: Der er nogle ting, man skal passe på med at sige i et parforhold’