Kroppen taler

KROPPEN TALER er en guide til at forstå, hvordan vores krop, psyke og følelser hænger uløseligt sammen. Bogen tager afsæt i Body All Mind-kropsterapi eller B:A:M - en terapiform, som de to danske kropsterapeuter, Martin Bonde Mogensen og Mikael Kyneb, selv har udviklet, og som arbejder med både de fysiske og psykiske spændinger, der står i vejen for din krops bevægelighed og et liv i balance.

5 hurtige spørgsmål til Martin og Mikael

Hvorfor er kroppens sprog ifølge jer det vigtigste sprog i verden?

Fordi vi alle sammen bruger vores krop dagligt, men ikke har været specielt gode til at lytte til kroppens signaler. Vi er utroligt gode til at agere ud fra vores overbevisning om, hvad der er rigtigt eller forkert i mange henseender, men selvom vi måske har kørt på grænsen i flere år og ignoreret, at vi som mennesker både mentalt og fysisk har haft brug for en pause, så fortsætter vi, fordi vi tror, at det er det, der forventes af os. Og det er her, kroppen begynder at larme med en smerte, en skavank, en modstand osv. Det er vigtigt, at vi stopper op indimellem og lytter til kroppens sprog. Inden det er for sent.

Har I eksempler fra jeres eget liv på sammenhængen mellem krop og følelser?

Ja, dem har vi masser af. Jeg (Mikael) er fx ikke opvokset i verdens mest trygge hjem. Vold, misbrug og alkohol var en stor del af hverdagen. Det har medført, at jeg i mange år har forsøgt at stille alle andre mennesker tilfredse. Det var vigtigt for mig, at de havde det godt, og at jeg kunne gøre en forskel for dem. Jeg varetog hellere deres udfordringer end kiggede på mine egne og søgte deres anerkendelse for at føle mig værdisat. Og det påvirkede i høj grad mit helbred.

Hvad lider vi danskere mest af? Og hvorfor?

Vi danskere lider generelt af ryg og lændesmerter, hovedpine, migræne og har større og større tendens til at have ondt i livet. Vi mener, at det er vores kultur, der har været med til at opbygge disse tilstande med forventningspres - både fra os selv og vores omgivelser. Vi enten skal - eller vil - nå det hele på den halve tid. Og det kan vi holde til over en kortere periode, men ikke i længden. Ifølge Sundhedsstyrelsen har 880.000 danskere problemer med ryg og lænd og over 600.000 døjer med hovedpine, så det er ikke bare nogle tal, vi slynger ud i luften. Det er virkelig mange mennesker.

Hvis I skulle komme med ét godt råd til, hvordan man bliver bedre til at lytte til sin krop, hvad skulle det så være?

Det kan være svært at generalisere og komme med ét svar, for vi er jo alle forskellige som mennesker, og derfor skal vi også behandles forskelligt. Men et par spørgsmål, som kan være vigtige for alle at stille sig selv, er: Har jeg for travlt? Kan jeg selv følge med i det tempo, jeg lægger for dagen? Og hvad har jeg brug for, for at kunne være den bedste udgave af mig?

Hvem kan have glæde af at læse jeres bog?

Vi håber, at alle, der interesserer sig for krop og sjæl, kan have glæde af vores bog. Bogen er meget tilgængelig og kan læses fra ende til anden, men kan også bruges som opslagsbog i jagten på din sande oplevelse!