Litterære bilture del 3

Flyene flyver ikke. Verden er halvt lukket ned. Hvornår må vi myldre ud igen? Vi ved det ikke. Men der er råd for det meste. Danmark er et dejligt land. Skabt af smukke landskaber, formet af vejret og historierne.

Her kommer tredje og sidste del af vores føljeton om BILTURE I DANMARK med tilhørende litterære oplevelser. I dag kører vi langs Øresund. Vi kører fra Helsingør til København, og vi kommer forbi sagnomspundne forfatterinder, helte der sover, Hamlet i en livmoder og kærlighedsaffærer der fører til død.

Del 3. Fra Helsingør til København

Det er dyre villaer og det er smukke skove. Det er havudsigt, gamle fiskerlejer og kongeslotte. I dag kører vi fra Helsingør til København, og undervejs læser vi bl.a. Karen Blixen, Maja Lee Langtvad, Maria Helleberg og Ian McEwan.

Før han faldt i søvn, rejste han rundt i hele verden og var kendt som en farlig kriger under navnet Orgier le Danois. Nu sover han som sagt lidt, men han vågner igen.

Helsingør! Elsinore, Kronborg, Hamlet, Øresundstolden. Her starter vi. I byen der er særligt kendt for de gamle, velbevarede huse og havet der altid er så nærværende. Og slottet.

I mere end 400 år var byen også kendt for sin enorme rigdom, da man indførte Øresundstolden i 1420. Kronborg var vagthunden, der vogtede Øresunds smalleste sted. Det var for øvrigt Frederik d. 2 der navngav det smukke renæssanceslot i 1585. I 1629 brændte det meste af slottet ned, men den byggeaktive Christian d. 4 fik det genopført.

Og så skal vi ikke glemme, at der er i Kronborgs fugtige kasematter, sidder en helt og sover. Her har Holger Danske, hele Danmarks nationalt helt, sovet i mange hundrede år. Før han faldt i søvn, rejste han rundt i hele verden og var kendt som en farlig kriger under navnet Orgier le Danois. Nu sover han som sagt lidt, men han vågner igen, hvis Danmark trues af fjender.

Hamlet bor nemlig i en livmoder.

Læs:

Ian McEwan: NØDDESKAL

Titlen henter Ian McEwan i et citat fra Shakespeares stykke: "Åh Gud, jeg kunne være spærret inde i en nøddeskal og dog regne mig for konge over det uendelige rum, hvis det ikke var for mine onde drømme." Og McEwan placerer Hamlet, eller en person der har referencer til Hamlet, i en form for nøddeskal: Hamlet bor nemlig i en livmoder. Hovedpersonen bor i en livmoder på en kvinde der hedder True, og vi minder om, at Hamlets mor hedder Gertrude i Shakespeares stykke. Inde fra livmoderen følger hovedpersonen et drama udfolde sig. Trude har smidt faderen, John, på porten, og indledt et forhold til Johns bror. Sammen planlægger det elskende par, hvordan de ved hjælp af gift skal skaffe John af vejen. Og her må vi igen lige påminde, at Hamlets egen far også blevet slået ihjel af sin bror, Claudius, der derefter hoppede på Gertrude.

Ian McEwan er bl.a. også forfatter til MASKINER SOM MIG og VED CHESIL BEACH, der også får de varmeste anbefaling her fra.

find din indre ulvehund / find din indre fårehund / find din indre hønsehund

Maja Lee Langvad: FIND HOLGER DANSKE

find din indre svinehund

find din indre ulvehund

find din indre fårehund

find din indre hønsehund

Maja Lee Langvad debuterede med den konceptuelle digtsamling om identitet, adoption, integration og danskhed. En usædvanlig digtbog, hvor teksterne genremæssigt placerer sig et sted mellem debatlitteratur og konceptuel digtning. Digtsamlingen fik mange rosende anmeldelser og indbragte hende Danmarks største debutantpris Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris.

Knud W. Jensen – ostegrosseren der finansierede hele Danmarks litteraturbranche i 1940’erne

Slå naturligvis et smut forbi det arkitektonisk spektakulære M/S Museet for Søfart, og følg derefter Strandvejen – en vej der fra gammel tid har været en af kongerigets vigtigste alfarveje. Alfar som i ’alle må fare’ i modsætningen til kongevejene, der var forbeholdt, ja, kongerne.

Du kommer igennem det gamle fiskerleje Snekkersten, og så kommer du til intet mindre end Louisiana. Et af verdens flotteste kunstmuseer, der blev opført af Knud W. Jensen – ostegrosseren der finansierede hele Danmarks litteraturbranche i 1940’erne. Han finansierede Wivels Forlaget og tidsskriftet Heuretica, og i 1952 købte han simpelthen Gyldendal, og indsatte Ole Wivel som direktør. Selveste Gyldendal.

Læs:

Pernille Stensgaard: SELVESTE GYLDENDAL

”Et forlag er ikke andet end menneskers kloge og dumme beslutninger.” Pernille Stensgaard har skrevet en bog om Gyldendals 250 første år: 1770-2020. Knud W. Jensen køber aktiemajoriteten i forlaget og indsætter en ledelse bestående af tre unge mænd: Otto B. Lindhardt, Jokum Smith og Ole Wivel, som bliver dem, der kommer til at tegne det nye Gyldendal. Stensgaard fortæller sin historie med tilbageblik på vigtige perioder og personer, magtkampe og intriger i forlagets historie: om Søren Gyldendal, der grundlagde det hele, om de tre generationer Hegel, om Peter Nansen, Ingeborg Andersen, Kurt Fromberg, Stig Andersen, helt op til vores tid. Informativt, livfuldt, en fornøjelse at læse.

Et forlag er ikke andet end menneskers kloge og dumme beslutninger.

Fortsæt af Gl. Strandvej og besøg Nivågaard Malerisamling, der gemmer på skatte fra den italienske renæssance og den danske guldalder. Og ja, så kommer vi til Rungstedlund. Karen Blixens hjem og i dag fungerende Karen Blixen Museum. Karen Blixens indflydelse på litteraturhistorien både nationalt og internationalt kan ikke underdrives, og herfra vil der kun lyde den anbefaling, at du skal læse alt fra den mytologiserede forfatterindes hånd. Vi nævner i flæng: SYV FANTASTISKE FORTÆLLINGER, VINTEREVENTYR, DEN AFRIKANSKE FARM og SKYGGER PÅ GRÆSSET.

Vil du vide mere om Karen Blixen ret vilde livsskæbne, så kast dig over Tom Buk-Swientys LØVINDEN.

Og så kan det da også nævnes, at Birthe Neumann lige er blevet annonceret til at spille Karen Blixen i den Bille August-instruerede film PAGTEN, om det intense og fatale venskab mellem den verdensberømte forfatter Karen Blixen og den unge lovende digter Thorkild Bjørnvig. Det kan du læse mere om her.

Kør ad Folehaven til Hørsholm Kirke, der er bygget på resterne af det prægtige Hirscholm Slot, der var arnested for Danmarkshistoriens måske mest kendte romance: kærlighedsforholdet mellem Struensee og Caroline Mathilde, der førte til død, ødelæggelse og reformer.

Vi følger Louise Augustas liv, og bliver inviteret ind i en verden af balkjoler, intriger, ulykkelig kærlighed og fremfor alt ensomhed.

Læs:

Ulrik Langen: STRUENSEE

Professor i historie ved Københavns Universitet går tæt på en af danmarkshistoriens mest omdiskuterede personer, hans vej til og forvaltning af magten og den store indflydelse han fik på eftertiden. Gennem Struensee stiftede danskerne for første gang bekendtskab med ytringsfrihed, en mere human straffelovgivning og mange andre forhold, der pegede frem mod en senere tids samfundsindretning. Selv om de fleste af hans tiltag blev rullet tilbage, kunne erindringen om dem ikke udslettes. På den måde satte Struensee – og ikke mindst de mange myter om ham – et varigt aftryk i danmarkshistorien.

Maria Helleberg: KÆRLIGHEDSBARN

Bogen handler om forholdet mellem hertug Frederik Christian af Augustenborg og den danske prinsesse Louise Augusta, der officielt var datter af kong Christian VII og dronning Caroline Mathilde. Uofficielt var hun datter af dronningen og Johann Friedrich Struensee. Vi følger Louise Augustas liv, og bliver inviteret ind i en verden af balkjoler, intriger, ulykkelig kærlighed og fremfor alt ensomhed. Det er en fantastisk bog.

Du ender i København. Du har kørt 62 kilometer sådan cirka. Du er glad.

Kør ad Hørsholm Kongevej tilbage til Strandvejen. Kør gennem Tårbæk til Klampenborg og spadser en tur i Dyrehaven. Haven der i generationer er blevet spadseret i af naturhungrende Københavnere. Du kan også lige besøge Danmarks ældste forlystelsespark Bakken.

Du ender i København. Du har kørt 62 kilometer sådan cirka. Du er glad.

Og så skal det lige siges, at hvis du har ungerne med på bagsædet, og de ikke er videre begejstrede for slotte og kirker og gamle malerier og døde forfatterinder, så kast 50 SJOVE LEGE TIL TUREN efter dem. I denne lille æske er der 50 forskellige idéer til at gøre køreturen sjovere.

Ovenstående biltur er fra bogen BILTURE I DANMARK.

Læse-anbefalingerne er fra skribentens egen hjerne.

Læs første del af den kørende føljeton her og anden del her.