”Måske kunne vi skrive en roman, der bygger på alt det, vi taler om?”

Det var i klitterne langs Fanøs kyst, at idéen blev født. Erik Valeur og Lise Ringhof gik lange ture sammen langs stranden og diskuterede deres fælles interesse for det, de kalder den danske folkesjæl. Samtaler blev til samarbejde, og nu har de udgivet første selvstændige bind i deres stort anlagte romantrilogi om fanøslægten Brinch og danmarkshistorien. Her taler de sammen om arbejdet med romanen og dens forskellige tematikker.

Sønderho, nytårsaften 1899. Familien Brinch, der består af en ubrudt slægt af fiskere, er samlet for at fejre det nye århundredes komme. Men en skygge sidder med ved bordet: den seneste og den yngste sjæl, som havet har taget. Det er Erlings lillebror. Erling lod ham blot ude af syne et kort øjeblik ude på sandtangen, da et funklende stykke rav fangede hans opmærksomhed. Og nu er han væk og Erlings liv forandret for altid. Kort efter møder han Hubert, en mærkværdig vanskabt dreng fra den lokale fattiggård. Et tæt venskab opstår, og Hubert bliver en del af Erlings familie. Efter skoletiden forlader Erling det lille fiskersamfund på øen, sin familie og Hubert. Efter en kort tur til søs lander han i landets hovedstad og flytter ind hos ejeren af Flynderen, et værtshus fyldt med bohemer og originaler. Her diskuteres der livligt omkring stambordet, og Erling lægger øre til lange snakke om danskernes lilleputsind og nationens største drømme. Han læser medicin og forelsker sig i den oprørske Kate, der vil rejse ud og hjælpe de sårede i det krigsramte Europa. Erling ønsker at følge hende – men tøver. I stedet flytter han til Vejle, hvor han gifter sig ind i en rig familie og bliver en velanset læge. Erling kæmper med at lægge afstand til fortiden og alt det, han er flygtet fra. Men en dag kommer en tysk soldat til byen og et nyt belæst bekendtskab får den gamle udlængsel til at blusse op igen. DET ER DE DANSKE SOM FLYGTER er en stor fortælling om, hvad der skaber et menneske, et folk, en nation. Om tvivl og tøven, skyld og flugt. Om stærke kvinder, stor kærlighed, venskab, klasseskel og fremmedhed i første halvdel af 1900-tallet.

DET ER DE DANSKE SOM FLYGTER er Månedens Bog fra d. 3. november.

Erik: Lise, du var jo salgs- og marketingchef på Politikens Forlag, dengang jeg fik antaget romanen DET SYVENDE BARN i 2011. Og da syntes du vist bare, jeg var temmelig storsnudet og irriterende ...!

Lise: Ja, for du ville blande dig i alt ved bogens lancering! Men så efter et par år mødtes vi ved nogle forlagsfester og lærte hinanden at kende.

Erik: Jeg boede på Fanø, og vi begyndte at gå ture sammen på stranden og tale og diskutere – og kom så på den her idé om en roman, mens vi gik i storm og solskin ved Vadehavet.

Lise: Vi er begge to ret interesserede i dansk historie – og samfundsudviklingen frem mod dagens Danmark – og vi sad i klitterne og kiggede på hinanden og tænkte: Måske ku’ vi – skrive en roman, der kunne bygge på alt det, vi taler om...

Erik: Ja, som en slægtsfortælling, der strakte sig gennem den nyere danmarkshistorie – altså efter 1864 frem til i dag: Hvilke svagheder og styrker har vi haft som folk og nation, fortalt gennem fiktive, nuancerede personer og virkelige nedslag i danmarkshistoriske begivenheder.

Lise: Ikke mindst de mere ømfindtlige, som vi har haft en tendens til at skubbe ind under det store nationale gulvtæppe.

Stærke fiskerkoner og national skam

Erik: Vi så os omkring, for vi boede jo selv i et 300 år gammelt fiskerhus, og i et sådant hus kunne historien begynde, tænke vi. Med en fanøslægt fra ’det yderste hav’, Sønderho.

Lise: Kvinderne på Fanø klarede i århundreder de fleste opgaver alene, fordi mændene var på langfart, hvor mange druknede, mens de derhjemme stod for dyrkning af jorden, dyrene, børnene, alting, og blev meget, meget selvstændige.

Erik: Det er et af de første vigtige temaer i trilogien om slægten Brinch: forholdet mellem kvinder og mænd i vores lille 'smørhul'. Sammen med andre temaer udvikler det sig gennem hele trilogien – fra skipperhjemmet på Fanø til den landsdækkende diskussion om kvinders stemmeret og senere gennem to verdenskrige og – i andet og tredje bind – frem mod ungdomsoprøret med kvindefrigørelsen og helt frem til Me-too-debatten i dag.

Lise: Vi slår også ned på mere skjulte sider af danmarkshistorien – i første bind er det blandt andet ledende politikeres forkærlighed for racehygiejne, hvor vi var førende lige indtil Hitler kom til magten, med sterilisering og internering af ’mindre egnede’ individer. Det chokerede mig meget.

Erik: Et andet pinligt nedslag fra den tid var regeringens benhårde afvisning af de flygtende tyske jøder fra nazisterne, fulgt op af vores behandling af tyske flygtninge efter krigsafslutningen, der heller ikke står på side ét i historiebøgerne.

Lise: Noget, vi talte om allerede dengang på stranden, var, at der skete noget med os som folk efter 1864, hvor vi på en måde skrumpede, både geografisk og i vores folkesjæl: Vi måtte bære skammen og ydmygelsen – og skiftede ’natur’ til et mere kuet, lidt vegt og ængsteligt folk.

Erik: Titlen stammer fra dét nederlag – med et citat fra romanen TINE af Herman Bang, som blev skrevet til hans mor efter nederlaget i hans hjemby på Als.

Dannebrog fra himlen

Lise: Der gik noget tid i begyndelsen, før det gik op for mig, at sådan en roman ikke kunne skrives i fritiden fra mit fuldtidsjob. En dag, jeg kom hjem, havde Erik dækket hele gulvet i stuen med mindst halvtreds A4-ark med kapiteloverskrifter – kan du huske det?

Erik: Ja, jeg syntes, vi trængte til noget overblik!

Lise: Og så kom vi til at skrive på fuld tid begge to. De store linjer i handlingen diskuterer vi sammen, og derefter laver jeg et ret detaljeret udkast til de enkelte kapitler – hvor det foregår, hvordan der ser ud, og hvem er til stede – som Erik så skriver videre på. Derefter pudser vi igen og skriver om og finder detaljer, vi måske har overset i første udkast.

Erik: Indimellem tager vi ud i landet og taler med folk for at samle indtryk og stemninger, både geografisk og historisk.

Lise: Desuden læser vi stakkevis af aviser, magasiner og tidsskrifter og ikke mindst ugeblade fra den tid, og vi har også endevendt mere personlige, skriftlige ting som breve, dagbøger og optegnelser fra vores egen familie. Noget er flettet ind i bogen – blandt andet din skøre oldefar...

Erik: Åh-ja ... Vi fandt jo dybt i papirerne en mærkelig historie fra Genforeningsfesten i 1920, hvor en flyvemaskine opskræmte både kongen og hele den jublende mængde ved at flyve ind over festpladsen på skansen og kaste et stort dannebrogsflag ned til regenten, som først troede, det var en bombe! Dét var bare min oldefar – som vist var utilfreds med, at halvdelen af Slesvig ikke kom med i genforeningen...

Lise: Ja, han var radikal avismand, og den episode viste sig at være historisk korrekt – og meget dansk, synes vi!

Den forkrøblede dreng

Erik: Gennem hele bogen har det været spændende at væve den fiktive dramatiske fortælling sammen med de historiske tråde i ’bagtæppet’ – uden at det påvirkede intensiteten og spændingen – og det har givet mange lange aftener med diskussioner...

Lise: Ja, vi er jo lidt forskellige. For eksempel vil du jo helst have, at hovedpersonerne lever så længe som muligt, mens jeg er lidt mere sådan: Nu må der ske noget nyt – en ny fase – noget uventet! Så peb du.

Erik: Ja, det må jeg indrømme – jeg tager kun nødigt afsked! Der har også været nogle dage, hvor vi næsten sad fast, men hvor der så skete noget, som nærmest var et vink fra himlen. Fx da karakteren Hubert blev skrevet ind i bogen.

Lise: Ja, for hovedpersonen Erling skulle have en ven, efter at han som ni-årig havde set sin lillebror drukne en vinterdag og gav sig selv skylden for det. Han var en sky og ranglet og fuldstændig ensom dreng, der strejfede alene omkring. Han skulle møde nogen – vi vidste bare ikke hvem og hvordan. Men så en formiddag på det tidspunkt, mens vi stod i en supermarkeds-kø, så vi en mærkelig skikkelse foran os – en krumbøjet, misdannet mand, der tydeligvis havde set sådan ud fra fødslen, og det slog nærmest ned i os i samme sekund...

Erik: Ja, hvad nu hvis den sære, omstrejfende skippersøn får en ven, der er endnu mere udstødt og ensom end ham selv? Han møder Hubert fra Fattiggården, der er vanskabt fra fødslen, og som ad mange krogede veje kommer til at følge ham livet igennem.

Det, der truer os

Erik: En andet vigtigt tema i bogen er fordømmelse og fordomme. Da Erling rejser fra både øen og Hubert, udvikler han dette træk, som er meget dansk og findes i mange mennesker, inklusive os selv: Når han møder noget ukendt, måske truende, reagerer han ved at dukke sig og vige væk – og ofte med fordømmelse.

Lise: Og han bliver endnu mere fordomsfuld, mens han uddanner sig til læge i København og derefter flytter til Vejle og gifter sig med byens rigeste pige – og lægger alt bag sig, ikke mindst den vilde, idealistiske sygeplejerske Kate, der rejser ud til verdens nødstedte. Han tør ikke følge hende – og så skærer han hende helt af.

Erik: Måske skyldes det træk også, at vi er et ganske lille folk med en selvforståelse og et syn på resten af verden, der ikke altid står helt overens med det lille land, vi er – og det spejles i Erling, der har store planer og vældige tanker om heltebedrifter, men viger, når det gælder.

Lise: Fra gammel tid har vi fremhævet værdier som åbenhed, gæstfrihed, frisind og tolerance, sammen med eventyrlyst og vovemod, som de virkelig positive kendetegn ved os danskere. Men de værdier slår nogle gange om i noget af det, der kendetegner skippersønnen Erling i vores bog: ængstelighed og fordømmelse af det, der synes at true, eller som er uforståeligt og kommer alt for nær.

Erik: Heldigvis er de gode nationale karaktertræk – som også er med i bogen – stadig stærke omkring os. Vi ser dem, hver gang vi rejser rundt og taler med folk i hele Danmark.