Mich Vraa om PIGEN FRA DET STORE HVIDE SKIB
Historien om Jutlandia er en fortælling om idealisme, håb og om at bryde reglerne i en stædig kamp for værdighed og retfærdighed. Her fortæller Mich Vraa, den ene halvdel af forfatterparret bag den historiske roman PIGEN FRA DET STORE HVIDE SKIB, om arbejdet med fortællingen og om sin afgrundsdybe beundring for Jutlandias sygeplejersker.
De fleste danskere forbinder nok mest af alt Jutlandia med Kim Larsens kendte sang fra 1980’erne: ”Det var i 1949 eller ca. der omkring ... ” I virkeligheden var det altså i 1951, og historien om det danske hospitalsskib og dets rolle i Koreakrigen rummer langt mere, end popsangens kendte vers lader os ane. Da forfatter Jesper Bugge Kold en dag blev fanget af en tv-dokumentar om Jutlandia, var idéen der derfor med det samme: Her var et vigtigt og fascinerende stykke danmarkshistorie – ovenikøbet et, som vi har god grund til at være stolte af – som de færreste danskere kendte til. En historie, der tilmed rummede en lang række interessante skæbner og masser af menneskeligt drama. Her var med andre ord stof til en rigtig god roman. Han fik hurtigt sin forfatterkollega Mich Vraa med på idéen: ”Jeg plejer faktisk at sige, at det ikke er historien om Jutlandia, men om nogle af de mennesker, der var med ombord. Først og fremmest om Molly, som ville være en stærk hovedperson på en hvilken som helst baggrund. Men når det er sagt, så er det rigtigt, at det første ord var Jutlandia. Da vi talte om idéen, stod det rimeligt klart, at de fleste danskere – inklusive os selv – ikke vidste meget mere om hospitalsskibet, end at Kim Larsen engang skrev en sang om det. Derfor ville vi fortælle historien, og vi ville gøre det sammen,” fortæller Mich Vraa. I PIGEN FRA DET STORE HVIDE SKIB følger vi først og fremmest kvinderne på skibet. Sygeplejerskerne. Og det var et helt bevidst valg: ”Vi kunne sikkert godt have fortalt historien set fra en læges synspunkt, men sygeplejerskerne var – sygeplejersker er – tættere på patienterne. De var der, når de vågnede efter bedøvelsen og havde mistet en arm eller et ben og havde behov for trøst og vejledning. De var der før, under og efter, og de var der først og fremmest for de mange børn, som Jutlandia reddede. Kirurgerne var nok mere tilbøjelige til at fortrække til rygesalonen og snakke mandesnak, når de var færdige med arbejdet. Alle ombord gjorde et stort, beundringsværdigt stykke arbejde, men da vi først havde mødt Molly og hendes kolleger, løb de med det hele. Vores beundring for de kvinder – som i hvert fald ikke gjorde det for pengenes skyld – er afgrundsdyb. Så romanen endte med at blive en hyldest til kvinderne, og det er jeg glad for,” siger Mich Vraa.
Udover den danske sygeplejerske Molly følger romanen også, i et parallelt spor, en 11-årig koreansk pige, Yun, som mister hele sin familie, da hendes landsby rammes af de amerikanske bomber. Undervejs i skrivningen blev det klart, at de to karakterers historie havde noget tilfælles, som blev et væsentligt tema i romanen: ”Vi havde oprindelig fire hovedpersoner: Molly, Yun, førstestyrmanden Gustav og en amerikansk marinesoldat. Den sidste røg helt ud, og Gustav blev en biperson. En roman er – heldigvis – en levende organisme, som udvikler sig løbende, nogle personer bliver nærmest levende for forfatteren, mens andre nedtones eller helt forsvinder.
Der er et fælles tema i Molly og Yuns historie: De har begge mistet noget, måske nærmest alt, og de er begge draget ud på en rejse for at finde et nyt liv. Et nyt håb. Det udkrystalliserede sig undervejs som et vigtigt tema i romanen, og selv om vores oprindelige tanke var, at Jutlandias rejse til Korea kunne overstås på et par kapitler, så blev den i stedet den største og vigtigste del af bogen. Yuns rejse ned gennem det krigshærgede Korea er mere præget af de rædselsfulde ting, hun oplever undervejs, men det er tydeligt, at de begge to er meget stærke kvinder – skønt Yun kun er elleve år,” siger Mich Vraa. Molly og Yun er overlevere på hver deres måde. De oplever begge en særlig udsathed på grund af deres køn, og hver især er de kommet i en svær situation på grund af omstændigheder, som de ikke havde nogen indflydelse på: ”Molly bliver overfaldet af meget lidt heltemodige frihedskæmpere d. 5. maj 1945.
Det er nærmest ubærligt uretfærdigt: Hun har lige arbejdet fjorten timer for at redde blandt andet nogle frihedskæmpere efter skyderier på befrielsesdagen. En lille dreng er død mellem hænderne på hende. Og Yuns landsby bliver bombet af amerikanske fly. Alle dør, alle huse brænder, hun er elleve og næsten alene i verden. Også det er ubærligt. Men de rejser sig begge og kæmper for deres liv. Som Molly siger, da hun endelig erstatter sin skam med vrede: Før eller siden får man nok. Alle de undertrykte, udnyttede, voldtagne. Kvinderne. Jøderne. Måske skulle jeg helt om på den anden side af jorden for at forstå det. Det lykkes for Molly at rejse sig, og hun kommer ud af historien som et stærkere menneske. Det har hun eddermame også fortjent.”
Mich Vraa og Jesper Bugge Kold, som begge bor på Fyn, har hver især et succesfuldt forfatterskab bag sig, og begge har de skrevet flere historiske romaner. At skrive en bog i fællesskab var en helt ny og givende erfaring, fortæller Mich Vraa: ”Det kan indimellem være en smule ensomt at arbejde som forfatter, men her fik vi mulighed for at tale om historien hver dag. Undervejs lærte vi noget om vores egne og hinandens styrker og svagheder. Det er jo ikke de samme ting, vi kan, og det gælder om at udnytte forskellene bedst muligt. Jesper elsker at researche; jeg vil hellere skrive. ”Romanen er fuld af detaljer og historiske fakta, og den slags skal bare være i orden, fortæller Mich Vraa. Ellers føler læseren sig snydt. Heldigvis findes der masser af dokumentarisk materiale om Jutlandia - og så er der også guld at hente på internettet, når man skal gengive noget, man ikke selv har oplevet: ”Jeg har aldrig sejlet gennem Suezkanalen i virkeligheden, men jeg har stået på broen af et stort fragtskib og tilbagelagt hele turen fra Port Said til Suez – på Youtube.
Jeg kan også nævne, at jeg har set Jutlandias afsejling fra Langelinie på Statens Filmcentrals video mange, mange gange. Jeg har stået på den kaj og set hende stævne ud mod Trekroner. ”Undervejs i de to forfatteres research gjorde det især stort indtryk på dem at læse om, hvordan besætningen brød de strenge ordrer om kun at måtte behandle amerikanske soldater for at redde liv blandt civile koreanere: ”Missionen blev tidligt udnævnt til at være humanitær, men det blev den faktisk først, da personale på Jutlandia i Korea brød reglerne og begyndte at tage civile, ikke mindst syge og underernærede børn, ombord til behandling. Mandatet var fastsat af FN (læs: USA), og Jutlandia måtte kun behandle FN’s soldater. Det er jo ikke en humanitær indsats; det er en krigsindsats. Men på grund af lægers og sygeplejerskers stædige kamp – og missionschefen, kommandør Hammerich, der vendte det blinde øje til – endte Jutlandia med at behandle tre gange så mange civile som soldater. Det præcise tal kendes ikke, men det var i tusindvis. Og det er jo et rigtigt eventyr, som danskerne godt kan være stolte af.”
