Når man gentager sine forældres SVIGT

Den storsælgende danske krimiforfatter Jesper Stein springer ud som eminent romanforfatter med en hård og ærlig fortælling om de langvarige konsekvenser af sine forældres skilsmisse, om farens utroskab, morens alkoholmisbrug – og om, hvordan han selv kom til at gentage begge dele i sit eget voksenliv.

Jeg er ikke syg. Jeg er holdt op med at drikke.

Han træder frem på romanens første side, Jesper Stein. Som fortæller og hovedperson i sin nye roman RAMPEN. Hans liv er mere eller mindre gået i opløsning i et miks af dødsfald og skilsmisse, og alkohol har bragt ham i en slags Stunde Null. Nu ser han tilbage på sit liv og sin ungdom. Med en knude i maven. Han indleder sådan her: "Jeg er ikke syg. Jeg er holdt op med at drikke. Jeg er blevet skilt. Min mor er død. Det er derfor, jeg er bange."

Herfra tager den voksne Stein os med tilbage til Rampen, den villavej i Risskov i Århus, der danner rammen om den autofiktive roman, og som har lagt navn til bogens titel. En titel som – naturligvis – rummer meget mere end blot at være et vejnavn. Jesper bor på Rampen. Jesper er på rampen, i sit liv, fanget mellem to forældre. Faren er gymnasielærer, og efter 29 års ægteskab forlader han sin kone til fordel for en elev. Den unge Jesper Stein bliver tilbage i huset på Rampen med en mor, der er fortvivlet, bitter, og som langsomt bedøver sig selv i hvidvin. Størstedelen af romanen foregår i 80’erne i et venstreorienteret og frisindet miljø, den unge generation går i Kansasbukser og er progressive. Det er en brydningstid, hvor kroppen er i fokus, og hvor kærester bliver udskiftet på ugentlig basis. Et miljø som ligger langt fra de fortællinger om politimanden Axel Steen, som Jesper Stein de seneste år er blevet berømt for.

Det er en fortælling om, hvordan det er at være i en familie på godt og ondt.

”Modtagelsen har været meget anderledes, end jeg har prøvet før. Det er en skilsmisseroman og en generationsroman, som bl.a. rammer børn af akademikere med hjemmebrygget hvidvin, men hvor der også er meget lort ude i krogene. Det er en fortælling om, hvordan det er at være i en familie på godt og ondt. En familie med meget kærlighed, hvor der er et tykt blodsbånd. Og det er også en bog om alkohol-afhængighed, og hvordan man lever med det, hvordan man kommer videre med svigt,” siger Jesper Stein. 

Grænseoverskridende loyalitet

Da dansklærerfaren forlader hjemmet i Risskov, står reolerne gabende tomme. Intet fylder dem ud. Jesper forsøger at balancere mellem to forældre og så et udadvendt ungdomsliv med masser af fest og rus. Samtidig kræver hans mor sønnens fulde loyalitet, en loyalitet som går grænseoverskridende tæt på. Og netop den klaustrofobiske relation til moderen fylder en stor del af romanen. 

”Der var en del scener, jeg gerne havde været fri for både at skrive og opleve, dengang jeg var 17. Det har været hårdt at skrive og har påvirket mig og gjort mig ked af det undervejs. Det har gjort mig ked af det dels på mine egne vegne at skulle genoplive ting fra min ungdom, som jeg gerne ville have været foruden, og dels ar jeg været ked af det på min mors vegne. Jeg har søgt ind i de mørkeste afkroge af hendes liv og skrevet scener om min mors liv indefra, hendes allerstørste smertestunder.”

Det er et ekstremt udtryk for, hvad der er foregået mellem min mor og mig. En total udviskning mellem mor og søn.

Et af de smertelige steder handler om en nat, hvor moren i en brandert kræver mere af, hvad et mor-søn-forhold kan. Hvad et mor-søn-forhold skal kunne. Hun savner den fysiske nærhed, som faren gav hende, nu efterspørger hun det samme af sønnen. 

”Jeg har fået en forståelse for min mor, en forståelse, som jeg ikke havde før. Det var en svær scene at skrive, ekstremt grænseoverskridende. Men hvad er mest grænseoverskridende – at skrive det eller at opleve det? Jeg er på det rene med det nu og har debatteret det med folk undervejs i skriveprocessen. Hun kom med en indirekte opfordring til incest, og så svarede jeg ”jeg kan ikke gå i seng med dig.” Det er en voksen mand, der afviser sin mor klokken to om natten i en hvidvinskoger. Mit forhold til min mor har ikke været præget af noget incestuøst, for hun ville ikke sige det en almindelig eftermiddag, det er sagt i en desperat stund. Men det undskylder det ikke. Det er totalt grænseoverskridende. Den slags må man ikke sige til sine børn. Det er et ekstremt udtryk for, hvad der er foregået mellem min mor og mig. En total udviskning mellem mor og søn. Sønnen bærer hende igennem, mens hun tilsviner den anden person, faren,” siger Jesper Stein. 

Historien gentager sig selv

RAMPEN er skrevet i nutid af en forfatter, der selv har oplevet en personlig deroute. Jesper Stein har i virkelighedens verden drukket sig gennem de smertefulde sider af livet, han er blevet skilt, han har svigtet, og begge forældre er døde. Familiehistorien gentager sig. Med den autofiktive roman forsøger han at række ud efter fortiden, forstå den og forlige sig med de svigt, han selv oplevede, og som siden skulle præge ham i en stor del af livet. 

Det er hele romanens nerve, den røde tråd, der løber igennem: at undersøge hvor meget, der går igen, og hvad det er for en arv, jeg bærer rundt på.

”Det er hele romanens nerve, den røde tråd, der løber igennem: at undersøge hvor meget, der går igen, og hvad det er for en arv, jeg bærer rundt på. Det, der sker, når jeg zoomer ind på mine forældres og min egen historie er, at der er så mange spejlinger, at jeg næsten får ondt i maven. I det eksistentielle perspektiv, så bærer vi jo mønstre videre fra vores forældre, ting vi er glade for, og ting, vi vil lægge i graven. Vi bliver nødt til at identificere dem, ellers kan man aldrig komme videre. Selve skriveprocessen har været god, når det har virket, for jeg har gjort mig erkendelser. Men det har ikke i sig selv været noget behandlingsforløb. I virkelighedens verden har det været terapien, der har hjulpet mig. Alkoholbehandlingen.” 

Jesper Stein har seks bøger bag sig om politimanden Axel Steen, senest udkom SOLO i 2018. Efter den anmelderroste modtagelse af RAMPEN har Jesper Stein dog tænkt sig at fortsætte i det spor og – hvem ved – måske sætte krimikarrieren på pause: 

”Jeg skriver en roman ad gangen. Jeg tænker ikke, at jeg aldrig vil skrive en krimi mere. Men det har været en stor oplevelse at skrive den her, så på en måde har jeg fået blod på tanden.” 

RAMPEN er Månedens Bog i i klubben nu.