Om litteraturens nytte
Jeg skriver dette i min spisestue, morgensolen skinner over Birkerød sø, der står grødskåle på bordet, en halvtom mælkekarton har efterladt et snusket mærke på det overfyldte bord, og min mand spørger, om jeg vil have mere kaffe.
Mine børn på 5 og 8 pusler snart ud i haven. Vi er buret inde herhjemme, det er hele Danmark. En virus æder sig ind på hverdagslivet, som rynkede roser fortærer vores kyster. Hvis ikke vi gør noget.
Så det gør vi. Ikke.
Jeg læser Knausgårds årstidskvartet for at forsøge at forstå, hvordan det, der sker i vores lille familie nu, vil skabe vores børn i fremtiden.
Jeg læser Knausgård. Jeg læser Knausgårds årstidskvartet for at forsøge at forstå, hvordan det, der sker i vores lille familie nu, vil skabe vores børn i fremtiden. Jeg læser Knausgårds årstidskvartet for at åbne mine øjne – og for at kunne tilgive.
Men mest af alt læser jeg I KYKLOPERNES LAND, den digre essaysamling, der ligger på mit rodede natbord som en bønnebog. Hver aften, siden karantænen trådte ind, har jeg læst et af Knausgårds mesterlige essays. Jeg har læst om billedkunstnere og forfattere, jeg har fået et nyt blik på Jon Fosse og på USA ved at låne Knausgårds observerende øjne.
Litteraturen skal ikke læses på grund af nogen ydre nytteværdi. Den skal læses for en indre nødvendighed.
Teksterne er klingrende klare knausgårdske. Især den gentagne afvisning af ideen om kunsten som hjemstedet for det ’gode’. Og vigtigst er der en evig påmindelse om kunstens betydning. Kunstens betydning for det enkelte lille menneske og for samfundet. Litteraturen skal ikke læses på grund af nogen ydre nytteværdi. Den skal læses for en indre nødvendighed.
Karl Ove Knausgårds essaysamling er noget af det mest nødvendige, jeg har læst i år. Både her i den private boble ved spisebordet, der nu også er arbejdsbord. Men også i den større offentlige samtale om, hvad der er værd at samle sig om, hvad vi kæmper for. Vi kæmper for litteraturen.
