Ord fra det menneskelige mørke

Begyndelser. Disse frydefulde første ord, afsnit, sider i de bedste af de bedste romaner. Nogle bøger gror på en, åbenbarer først deres virkelige værd efter en drøj start. Ikke Nabokov, aldrig Nabokov. Hans romaner åbner med sprogligt spirende scener, med små forskydninger, der indrammer hele fortællingens kompleksitet og både udstiller, afslører og omfavner hovedkarakterernes indre og ydre fortrin og fortrædeligheder.

Vladimir Nabokov (1899-1977), der skrev sine første ni romaner på russisk, blev efter udgivelsen af LOLITA i 1958 kendt som den engelsksprogede prosas mester - kun overgået af Joyce. Nabokov var et sprogligt geni og fuldstændig poetisk flydende på russisk, tysk og engelsk. Hans familie flygtede fra den russiske revolution i 1917, først til Berlin og siden Paris, hvorfra Nabokov flygtede til USA i starten af 1940’erne. LOLITA udkom for første gang på fransk, fordi ingen amerikanske forlag turde binde an med udgivelsen. Nabokov er igennem receptionshistorien blevet synonym med romanen om Humpert Humpert og den 12-årige nymfe, men hans forfatterskab er så meget rigere, vildere, mørkere.

De senere år er der kommet øget fokus på den russiske eksilforfatters forfatterskab, så skud ud til forlaget Turbine for netop nu, i disse krænkelsesfokuserede tider, at udgive Nabokovs nedrige og sjælsomstyrtende romaner som jublende kritikere - med rette- kalder en ”begivenhed i dansk litteratur”. 

Vi kunne ikke vælge mellem Niels Lyngsøs to mesterlige nyoversættelser af Nabokovs oversete mesterværker. Månedens Bog i august i Samlerens Bogklub er derfor en pakke med en særlig god pris på to mindre kendte klassikere, der hører hjemme på enhver samlers bugnende boghylde.

Lolita i en mesterlig maggiterning

Forløberen til et af det 20. århundredes vigtigste romaner LOLITA er lige så blændende i sin egen ret og ifølge Weekendavisen også ”nøjagtigt lige så ækel, nedrig og vidunderlig som dens mere berømte efterfølger.”

Vi kaster os ud i et trekantsdrama. Den velbjærgede Albinus bor i Berlin med hustru og datter, isoleret fra rendestenens rakkerpak og lullet godt ind i sin borgerlige tilværelse, indtil fristelsen og fornedrelsen banker på hans dør i skikkelse af den purunge Margot, der drømmer om at blive filmstjerne. Men også bare om at blive teenagestjerne i en enkelt mands liv. 

LATTER I MØRKET fra 1932 blev først skrevet på russisk og er både tematisk og stilistisk forløber for et af det tyvende århundredes største romaner, LOLITA. For Margot er Albinus en billet til friheden, for Albinus er hun vejen lige lukt i helvede. For egentlig er Albinus tilfreds med sit lille liv, indtil lidenskaben vælter ham omkuld. ”Vi læser her en roman begået af mesteren af kunsten at svøbe en sjælsrå og nøgternt grusom indstilling til livet i den mest gennemsigtige og stramme sætningsdannelse,” skriver Rasmus Vangshardt i Kristeligt Dagblad og kvitterer med fem stjerner.

Det er ikke lutter lykke at tabe sit hjerte til Nabokov

Da Albinus præsenterer Margot for Rex, en amerikansk filmproducer, er det med katastrofale følger for alle de involverede. Fortællingen om deres ulykkelige trekant er en sardonisk og uimodståelig ironisk roman om begær, svig og bedrag.  ”Niels Lyngsø lykkes brillant med at indfange forfatterens stil”, skriver Mikkel Bruun Zangenberg om oversættelsen, der lovprises i samtlige anmeldelser. 

I Politiken hæfter Benedicte Gui de Thurah Huang sig især ved Nabokovs svimlende evne til at suge læseren med ind i miseren: ”Jeg har sjældent læst en roman så veludført og så net arrangeret som LATTER I MØRKET (…) Romanen er fuld af usandsynlige tilfældigheder og sammentræf, på én gang vildt dramatisk og overmåde styret – akkurat som en snurretop, nogen har tvunget op i fart. Det er behageligt nok, så længe man selv har overtaget. Det er sjovt at føle sig vidende og belæst, når romanens temaer sender én i retning af andre litterære klassikere. Dens krukkede dyrkelse af ungdoms flor minder om Oscar Wildes dekadence. Dens utallige hotelophold og kursteder får mig til at sende en tanke til den kærlighedssyge, pædofile æstet von Aschenbach, der drager sit sidste suk på Lidoen hos Thomas Mann. (…) Men efterhånden begynder man at nære afsmag for sine mange begavede iagttagelser, for sin egen læseiver og for sig selv. Det er ikke lutter lykke at tabe sit hjerte til Nabokov, for er man ikke som kunstnydende og skønhedssmægtende læser akkurat lige så forført, narret og til grin som den kære Albinus i romanen? Man har givet sig hen til skønhed og ond fornøjelse, og akkurat som Albinus må man nu stavre svimmel ud af romanen igen.” Og stavre gør man, ør og mæt og samtidig skønt udfordret og udmagret af de uskønne spil og triste skæbner. Det gør ondt, rigtig ondt, at læse Nabokov. Og netop derfor er det så godt.

Eksistensens eksil

Det skrevne ords skønhed og indholdets grumme ubehagelighed. PNIN viser Nabokovs uforlignelige evne til at kombinere det skønneste med det grimmeste. 

PNIN fra 1957 blev Nabokovs store gennembrud. På udgivelsestidspunktet stod den ikke i skyggen af LOLITA, der var bandlyst og derfor ikke ude blandt den læsende offentlighed. Det var derfor romanen om den stakkels eksilrusser Timofey Pnin, der blev eksilrusseren Nabokovs ’claim to fame’. 

Den sindige, 55-årige Timofey Pnin lever et stille liv i Amerika, hvor han underviser i russisk sprog og litteratur på Waindell College. Pnin er både hos sine studerende og ved det amerikanske ægtepar, han lejer et værelse hos, en komisk figur, kendt for sin excentricitet og pudsige indfald. Men inden i den russiske klovn lever dramaet, både i det små og i det store, og det har det med at vise sig i stadig større sprækker i Pnins facade. Romanen er bygget op omkring syv episodiske kapitler, der slår blødt og brutalt ned i forskellige af Pnins livsfaser.

Jo mere kollegerne griner, desto mere banker vores hjerter for ham.

Som 17-årig flygtede han med forældrene fra den russiske revolution, han kæmpede kortvarigt for den hvide hær, men landede til sidst i Paris, hvor begge forældre omkom af tyfus. Da Hitler kommer til magten må Pnin igen flygte, denne gang med en utro kone, som udnytter ham til sin egen flugt, over Atlanten til Amerika, hvor han klæder sig pænt på og forsøger at skjule sit traumefyldte liv. Men da Pnin skal holde et foredrag for en gruppe Ruslands-interesserede kvinder, kigger han ud over publikum og ser sine forældre sidde i forrådnet tilstand, skolekammeraten, som blev skudt gennem hovedet i Odessa af de røde, og ungdomskæresten, som døde i en koncentrationslejr, vinker til ham fra første række; og Pnins stivnede smil og høflige manerer kan ikke længere skærme et indre, som er ved at bryde sammen.

I modsætning til flere af forfatterskabets andre hovedkarakterer er Pnin så sandelig en elsket karakter, en antihelt med små feminine fødder og en imposant torso. Fortalt med en passende anstand fra tredjeperson-fortællerens privilegerede udgangspunkt er Pnins lidelseshistorie både umanerlig morsom og uendelig trist. Som det lyder i litteraturmagasinet Atlas: ”Fortælleren er ikke hovedperson i bogen, men en fjern kollega, der betragter og beskriver hovedpersonen, den stakkels eksilrusser. Denne lidt kunstige fortællerposition er et genialt greb, for den gør det muligt at skabe ægte sympati for den brysk-melankolske Pnin, der efter omtumlede ungdomsår i Europa nu befinder sig i en søvnig stat i USA, hvor han underviser på et søvnigt college beliggende i en søvnig by fuld af mennesker, der ingen ambitioner har.”

Også i Kristeligt Dagblad hylder kulturredaktør Michael Bach Henriksen Nabokovs geniale fortælleteknik: ”At Nabokov i sin roman lader kollegernes bagtalelser indgå i portrættet af den elskelige Pnin, er fortælleteknisk genialt. Jo mere kollegerne griner, desto mere banker vores hjerter for ham.” Lad hjertet banke og bliv litterært forført. Hvilken Nabokov-glæde!