Redaktøren til forfatteren: ”Dette er dit hovedværk!”

I 1988 sendte Ida Jessen for første gang et manuskript ind til Gyldendal, og det landede på redaktør Birthe Melgårds skrivebord. Manuskriptet blev ikke antaget, men Birthe Melgård skrev til Ida Jessen, at hun var velkommen til at vende tilbage. Det gjorde Ida Jessen – med et nyt manuskript – og siden har de to arbejdet sammen. De kalder det selv et ”makkerskab”, men man kunne også fristes til at kalde dem et ”gammelt ægtepar”, der kender hinanden godt, men alligevel lykkes med at overraske og begejstre. Sådan var det i hvert fald under tilblivelsen af Ida Jessens nye roman KAPTAJNEN OG ANN BARBARA.

KAPTAJNEN OG ANN BARBARA er Månedens Bog i Samlerens Bogklub fra d. 4. november.

DE FØRSTE 20 SIDER 

Ida Jessen er gået i gang med en ny roman. Hun har talt med sin redaktør Birthe Melgård om den – det gør hun altid – men denne gang starter processen alligevel anderledes end alle de andre gange, de har arbejdet sammen. 

Ida Jessen (IJ): ”Normalt afleverer jeg 60-70 sider til Birthe og får at vide, at jeg skal skrive videre. Denne gang afleverede jeg kun 20 sider, og jeg var i tvivl om alt, fordi det var en historisk roman. Ville læserne føle, at de var på museumsbesøg? Havde det overhovedet relevans for nogen i dagens Danmark? Noget af det værste, Birthe kan spørge mig om, er: Hvad vil du med det her?” 

Birthe Melgård (BM): (afbryder) ”Har jeg nogensinde spurgt dig om det?” 

IJ: ”Ja. Og det er, når det ikke har været godt. Men jeg sendte de 20 sider til dig, og du reagerede meget hurtigt, og jeg blev simpelthen så glad for din reaktion.” 

BM: ”Jeg var vildt begejstret, og siderne i den færdige roman står næsten, som de stod dengang. Det er så stort og flot et anslag. For mig er det nærmest bibelsk. Det er simpelthen så flot skrevet, fordi det bliver overrealistisk. Det bliver mytisk.” 

IJ: ”Grunden til, at vi arbejdede i så mange små portioner var, at jeg havde et kæmpestort behov for, at Birthe skulle følge med. Det var så stor en roman, at jeg hele tiden trængte til at få bekræftet, at den eksisterede, og det er jo også den måde, man kan bruge sin redaktør på. Romanen skal eksistere for nogle andre end én selv. Og den proces starter jo allerede, inden man har skrevet de første ord. Ideen skal plantes i verden, og Birthe har altid været med som et vidne.” 

 

ET IDA JESSEN’SK AFTRYK 

KAPTAJNEN OG ANN BARBARA foregår i midten af 1700-tallet. Det er en historisk periode, som Ida Jessen aldrig har beskæftiget sig med før. Hun fjerner sig også fra sine vante rammer ved at sætte nogle skrivedogmer op for sig selv: Hun vil skrive en stor historie, hun vil ikke lave flashbacks, og hun vil ikke ind i karakterernes hoveder. Et greb, som Ida Jessen ellers mestrer. 

IJ: ”Det er første gang, jeg har skrevet om en tid, hvor menneskets sjæl næsten ikke fandtes. For mennesket var ufrit dengang. Kongen var enevældig og herremændene havde hånds- og halsret over bønderne. Der var så stor hungersnød og fattigdom i det meste af Danmark, at man ikke tænkte over, hvem man var. Jeg var ængstelig for at skrive om nogle mennesker, som jeg slet ikke kender. Jeg kender ikke til at være ufri på den måde.” 

BM: ”Alle forfattere har et aftryk. Ida har altid været en psykologisk forfatter, så det er interessant, at hun nu skildrer nogle personer udelukkende gennem deres handlinger. Men hun sætter sig altid for at skildre menneskesindet. Du er også meget naturorienteret, og man må jo sige, at naturen spiller en stor rolle i denne roman.” 

IJ: ”Helt privat kan jeg næsten ikke få nok af blomstring og frodighed. Derfor er heden i KAPTAJNEN OG ANN BARBARA jo slet ikke et sted for mig. Jeg ville jo ikke kunne trives på flad mark med sparsom vegetation. Det er egnen fra min barndom i Thyregod, som siden er blevet opdyrket. Jeg interesserer mig for, hvad det er for et sted, jeg kommer fra. Og det er gået op for mig, hvor meget hårdt slid der skulle til for at skabe den frodighed, jeg kender fra området.” 

BM: ”Nu siger du Thyregod. Og så bliver jeg lige nødt til at tilføje noget, der er et af dine sproglige særkender. Jeg har altid kunne mærke – på en eller andet måde – at du kommer af en præstegård. Den danske salmeskat er så meget inde i dit sprog, og det hører man.” 

IJ: (griner) ”Det kommer ud mellem sidebenene.” 

BM: ”Jamen, er det ikke rigtigt?” 

IJ: ”Det er jo svært for mig at sige.” 

BM: ”Jo, du har gammeldags ord og udtryk. Det er et aktivt ordforråd for dig.” 

 

FRA FAKTA TIL FABULERING 

Ida Jessen har brugt en del af sin researchperiode på Sorø Akademis bibliotek, hvor der findes landbrugsøkonomiske tidsskrifter og andre optegnelser, som giver et billede af perioden og området, og som en gang imellem giver en snert af en personlighedsskildring, som forfatteren har brugt til at bygge videre på de historiske skikkelser.

IJ: ”Jeg stødte på Ludvig von Kahlen for 11-12 år siden i en havebog, hvor der stod lidt om opdyrkning af heden. Her blev han nævnt med halvanden linje, og der stod, at han med vilje havde valgt det mest næringsfattige stykke jord, fordi han ville bevise, at man kunne dyrke det. Det lød giga-interessant. Og så har jeg haft ham i baghovedet. Han dukkede op igen under min research sammen med en række andre personer – Trappaud, Schinkel og Thestrup. De er alle med i romanen, og de er historiske skikkelser. Hvor meget kan man tillade sig at digte? Jeg har følt mig på nogenlunde sikker grund, fordi stoffet er så gammelt, og der ikke er efterkommere. Men man kan jo aldrig vide.” 

BM: ”Du har uanede muligheder. Det er så gammelt et stof, og du har lov til at digte fuldstændigt frit. Vil du ikke selv mene, at du har fuldstændig hånd- og halsret over sådan noget stof?” 

IJ: ”Jo. Men jeg tror, at hvis jeg havde sat mig for at skrive Kartoffeltyskernes historie, ville jeg være klar over, at der kunne være reaktioner fra efterkommerne.” 

BM: ”Er det rigtigt? Så mange år efter?” 

IJ: ”Ja, for de ved lige nøjagtig, hvem de er kommet af, fordi det hele var så skemalagt og beskrevet. Og deres efterkommere har en meget stærk selvbevidsthed.” 

BM: ”Og det materiale, du har brugt her, er jo ikke nær så detaljerigt, men man ved jo, at Schinkel var ond …” 

IJ: ”Ja, jeg har læst en beskrivelse af, at han jager en hovbonde ud i søen. Det er kun to-tre linjer, men i min bog bliver det et helt kapitel. At finde de par linjer og så selv fabulere over det, er jo en gave. Når man sidder med så sparsomt et kildemateriale, og der så lige pludselig er en lille bitte drønlevende scene, giver det de historiske figurer liv.” 

 

ET HOVEDVÆRK

Den færdige roman ligger på bordet. Den er dobbelt så tyk, som Ida Jessens romaner plejer at være. Den har krævet mange timers research, mange timer ved tastaturet, en god portion tvivl fra forfatterens side og to redaktører, da Birthe Melgård har redigeret romanen i samarbejde med Gyldendal-redaktør Mette Mortensen. Men nu er den også så god, at Birthe Melgård bliver nødt til at banke i bordet. 

BM: ”Dette er et hovedværk i forfatterskabet! Det er det største, Ida nogensinde har lavet. Det er en fantastisk fortælling, og det bliver et brag af en udgivelse. Jeg har sagt det tidligere, og jeg mener det. Folk herinde er fuldstændig besat af den, og de kan ikke lægge den fra sig.” 

IJ: ”Hvor er det bare dejligt at høre.”