Syg, skandaløs, spektakulær: De første anmeldelser af LOLITA

Det er 62 år siden, at Nabokovs ikoniske og kontroversielle roman LOLITA udkom på det amerikanske marked. LOLITA er historien om den middelaldrene litteraturprofessor, Humbert Humbert, der er seksuelt besat af pre-pubertære piger, og som indleder et perverst og destruktivt forhold til den 12-årige Dolores Haze.

Bogen blev en bestseller i USA nærmest med dent samme – den solgte 100.000 eksemplarer bare i de første tre uger. Det chokerende indhold, den jovialt tvetydige og utilregnelige fortæller, Nabokovs fortryllende evne til sætningskonstruktion, kombinationen af at skabe noget så frastødende og så indbydende, det komiske og det forfærdelige absorberede læseren og gjorde den til en øjeblikkelig succes. Men hvad syntes anmelderne om den?

Humbert er os alle.

”Første gang jeg læste Lolita, synes jeg det var en af de sjoveste bøger, jeg nogensinde havde læst. Anden gang jeg læste den, syntes jeg, at det var en af de sørgeligste. Jeg nævner denne personlige reaktion, fordi LOLITA er en af de lejlighedsvise bøger, der udkommer med en lang række af rygter og forudindtagede holdninger, der kan påvirke selv den mest observerende læser. Er den chokerende? Er den pornografisk? Er den umoralsk? Skal læsningen af den ikke betragtes som en simpel oplevelse, men som en bevidst handling, der vil placere dig på den forkerte side af en kritisk skillelinje?

Jeg kan kun sige at Humberts skæbne for mig er klassisk tragisk. Humbert er helten med den tragiske fejl. Humbert er enhver der er drevet af begær, så besat af Lolita, at det aldrig falder ham ind, at hun er et menneske, og ikke bare et drømmefragment, der er blevet levende.

Forfatteren skriver om lyst i alle dets former. Han har installeret Humbert med en speciel og tabuiseret lyst af to grunde. For det første vil Humberts ulovlige lyst chokere læseren til at være opmærksom i sin læsning og dermed forebygge, at læseren udvikler en falsk og sentimental sympati. På den anden side, tror jeg, at Mr. Nabokov listigt udnytter amerikanernes attraktion mod alt hvad der er ungt, til at skabe en ubevidst identifikation med Humbert. Begge teknikker er valide. Men ingen af dem, håber jeg, vil forstyrre bogens formål, der at vise det essentielle, ineffektive, smertelige og egoistiske der udgør kernen af al passion, al grådighed, alle lyster. Alt det der insisterer på at blive tilfredsstillet uden hensyntagen til konsekvenserne. Humbert er os alle.”

- Elizabeth Janeway, The New York Times, 17. august, 1958

Det er opløftende at se alt det postyr omkring en bog. Man ville blive endnu mere opløftet, hvis bogen i centrum ikke var så gennemgående dårlig

“Få bøger bliver udgivet med så store forventinger som LOLITA, og få bøger er lige så kendt på forhånd. Det er opløftende at se alt det postyr omkring en bog. Man ville blive endnu mere opløftet, hvis bogen i centrum ikke var så gennemgående dårlig: dårlig som et kunstværk og moralsk dårlig.

Intet uddrag kan yde retfærdighed til den konstante sum af ordspil, retoriske spørgsmål, parenteser, allusioner, latinsk og meget mere der med glæde kommer fra forbryderen. Man kunne sige, at det er hele pointen, at det er helten, Humbert Humbert, der taler direkte til læseren, ikke forfatteren der fortæller, og at netop det er selve karakteriseringen af hovedpersonen. Det virker dumt at karakteriserer en syg person ved at lade ham tale 120.000 ord til os, og når man ser på Nabokovs seneste roman, PNIN, der ikke er skrevet i første person, bliver det tydeligt, at det lige netop er Nabokov der taler til os i LOLITA.

Det eneste der er lykkedes i den her bog er portrættet af selve Lolita. Jeg har sjældent set en karakters sælsomme udstråling så vidunderligt realiseret.”

- Kingsley Amis, The Spectator, 6. November, 1959

LOLITA er et lille mesterværk, en perfekt tragi-komisk roman

“Rygtet er gået LOLITA i forvejen, men intet af det er rigtigt. LOLITA er ikke en uanstændig bog, og hvis den rejser nogen former for seksuel opstemthed hos nogen, vil jeg blive meget overrasket. Skulle der være nogen der bliver opstemt, så vil jeg anbefale dem at gå et andet sted hen. Til de romaner der ikke har andet formål end ophidselsen, og derfor er badet i seksuelle og klichefyldte scener. Det du finder i LOLITA, er andre former tilfredshed og andre former for sorg. LOLITA er et mesterværk, en perfekt tragi-komisk roman, hvilket er en sjælden ting disse dage, hvor vi har mistet fornemmelsen for den forløsende effekt komikken kan have.”

-  Robert R. Kirsch, The Los Angeles Times, 31. August, 1958

At beskrive en sådan perversion med den perverses entusiasme uden selv at være frastødende er umuligt. Hvis Hr. Nabokov prøvede, så fejlede han.

“LOLITA er uundgåeligt en stor nyhed i bogbranchen, desværre er det en dårlig nyhed. Der er to lige gode grunde til, at den ikke er en læsers opmærksomhed værdig. For det første er den kedelig, kedelig, kedelig på en prætentiøs og svulmende måde.  For det andet er den frastødende. Mr. Nabokov, hvis engelske ordforråd ville forbløffe redaktørerne af The Oxford Dictionary, skriver ikke billig pornografi. Han skriver finkulturel pornografi. Måske var det ikke intentionen. Måske tænkte han på bogen som en satirisk komedie der skulle udforske den anormale menneskelige psyke. Uanset hvad intentionen var, så er LOLITA modbydelig.

En syg mand har ingen motiver, kun kræfter han reagerer på. Hans ødelagte hjerne hører til hos psykiaterne og ikke hos romanerne. Slet ikke når det er en syg perversion som Humberts. At beskrive en sådan perversion med den perverses entusiasme uden selv at være frastødende er umuligt. Hvis Hr. Nabokov prøvede, så fejlede han.”

-  Orville Prescott, The New York Times, 11. August, 1958

Anmeldelserne er fundet på https://bookmarks.reviews/