Til Pippi, fra Annika

Det er 75 år siden, at et rødhåret kraftværk med en abe på skulderen, strittende fletninger og to forskellige slags strømper, tonsede lige ind i hjertet af børnelitteraturen. Det er 75 år siden, at Astrid Lindgren gav os PIPPI LANGSTRØMPE.

Pippi er en fortælling om, hvordan verden skal forstås. Pippi er en filosofisk fortælling, med samme grundspørgende essens som Aristoteles og Kant. Pippi er en lille Sokrates i et pigebarns klæder, guldmønter og en prikket hest. For som for Sokrates som for Pippi: Det er kampen om, hvordan verden skal forstås. Det er en insisteren på at spørge og spørge og spørge ind til alt det, som vi alle sammen tager for givet. Pippi udøver civilkritik på meget højt plan!

Jeg vidste meget hurtigt, at jeg var Annika. Pippi turde alt det, jeg ikke turde

Pippi er anarkist, hun er magtmenneske – Pippi er feminist. For Pippi er ikke det, man med et forældet, kønnet sprog vil kalde ’piget’. Pippi er ikke pæn, hun er ikke ordentligt, hun er ikke velopdragen, hun er ikke stille, hun gider ikke at sidde stille og tegne. Pippi råber og skriger og er vild og vred. Pippi er modig.

Jeg har faktisk ikke læst meget Pippi. Jeg hører til generationen der mere så serien og filmene, hvor Inger Nilsson personificerede Astrids Lindgrens elskede figur. Men jeg vidste meget hurtigt, at jeg var Annika. Pippi turde alt det, jeg ikke turde. Jeg gik i pæne kjoler ligesom Annika. Jeg var genert, jeg var bange for at se dum ud, jeg var bange for at lyde dum, og derfor var det nemmere slet ikke at sige noget. Jeg gjorde alt hvad de voksne sagde jeg skulle, også når jeg vidste, at det var åndssvagt. Og ikke at Annika er metaforen for alle ovenstående mekanismer i en yderst kønnet opdragelse, men jeg var Annika: den lidt tilbageholdende ven der suger, lærer, undres og tiltrækkes af den frembrusende ven.

Så puster Pippi lyset ud, og det hele bliver mørkt.

Når jeg så Pippi, tænkte jeg, at sådan kunne jeg også være. Jeg kunne også være vild og modig. Ligesom jeg senere læste Skammerens Datter og tænkte, at jeg også turde kigge folk i øjnene. Som ældre fandt jeg andre litterære figurer der gav mig samme mod, og jeg fandt venner ude i virkeligheden, der alle havde en Pippi i sig.

Historien om Pippi ender med, at hun spiser en pille for ikke at blive voksen. Tommy og Annika kan fra deres soveværelsesvindue se ned på Pippi, der sidder i sit køkken. Hun sidder og stirrer ind i et tændt stearinlys, og det går op for Tommy og Annika, hvor alene og ensom hun er. Så puster Pippi lyset ud, og det hele bliver mørkt.

Så fra en Annika til en Pippi – tak for modet, og tak for de ofrer det kræver, at være den der starter.

Og det er jo det der er med modige mennesker, med alle mennesker der tager skridt, som ingen har taget før. Det er en ensom vej. For der er altid en Tommy og en Annika der passer ind og kan sidde sammen og vende tilbage til livet. For mennesker som Pippi, er der ikke noget at vende tilbage til.

Så fra en Annika til en Pippi – tak for modet, og tak for de ofrer det kræver, at være den der starter.