Udsat på hjertets bjerge
Der er en særlig glæde ved at læse forfatterskaber. Altså ikke bare enkelte bøger af den samme forfatter, én her og en dér, men alle bøgerne. Så begynder såvel temaer som stilistiske signaturer nemlig at træde frem, og ofte viser det sig også, at hver bog på sin vis er den samme.
Alt dette gælder for islandske Jón Kalman Stefánsson, som er aktuel herhjemme med STJERNERNES KNITREN. Romanen udkommer på Batzer & Co, der har været Stefánssons danske forlag siden 2009, hvor SOMMERLYS, OG SÅ KOMMER NATTEN udkom. Siden fulgte HIMMERIGE OG HELVEDE og ENGLENES SORG. Herefter blev romanerne længere, men signaturerne, det litterære vandmærke, er det samme i FISK HAR INGEN FØDDER, NOGENLUNDE PÅ STØRRELSE MED UNIVERSET og HISTORIEN OM ASTA.
Det kuriøse ved "Stjernernes knitren" er imidlertid, at den nok er ny på dansk, men udkom på islandsk helt tilbage i 2003. Alligevel er den et lige så godt prisme for Stefánssons forfatterskab som alle de romaner, der er fulgt efter. Han havde med andre ord allerede fundet sin stil og sine tematikker dengang, hvor han skrev romanen om en syvårig dreng, der ved bogens begyndelse netop har mistet sin mor. Men en morgen kommer en anden kvinde ud af farens soveværelse i lejligheden i Reykjavik, og for at beskytte sig selv mod sorgen og frygten for fremtiden opbygger han sin egen indre verden, hvor bedstemorens stemme toner frem og fortæller om livet i familien, før han blev født.
På den måde bliver STJERNERNES KNITREN en fortælling om fire generationer, og hele slægtshistorien viser sig at være skrevet frem af en forfatter i nutiden. Der er den syvårige dreng som voksen.
Læsere af Stéfansson vil genkende fl ere typiske træk i det nødtørftige referat, og ikke mindst fortællingen om en slægt, og hvordan fortidens mennesker træder frem af siderne og bliver til kød og blod. Med drifter, længsler og drømme som forekommer tidsløse. Også skuffelserne. Tag bare oldefaren, der sammen med en drukven drømmer store drømme om eventyr, men bliver fanget af hverdagen:
"Afrika! Stillehavet! råber de resten af natten, og bliver først tavse da solen sætter den østlige himmel i brand. Få dage senere er oldefar blevet assistent hos en ejendomsmægler, og det viser sig, at han er som skabt til jobbet."
Oldefaren er en typisk Stefánsson-karakter, og det samme er hans hustru. Råstærk, handlekraftig, med en sulten seksualitet og en smerte, som er svær at rumme:
"Jeg graver i fortiden og ser min oldefars mørke, næsten sorte hår blive gråt. Jeg ser oldemor være så bange for sine drømme, at hun en nat står op, samler de skarpeste knive sammen, forlader huset, undgår lygtepælenes matte skær, og kaster dem i vandet."
Her er det ikke bedstemoren, men forfatteren, der har ordet, og den sindrige og snurrige måde at fortælle på er en af nydelserne ved Stefánssons romaner, der ikke er labyrinter, men snarere sneglehuse, hvor ordene nok får svimlende fart i svingene, men altid løber en bestemt vej. Stefánsson har, sagt med færre ord, styr på fortællingen, og benytter sin poetiske kraft til at puste liv i karaktererne og sin tæft for fortælling til at sætte dem ind i det rette forløb.
Men det begynder og slutter med poesi. Det fortæller Stefánsson i VÆRKSTEDER, Jeppe Bangsgaards interview-bog med otte nordiske forfattere, som udkom sidste år:
"Jeg er en digter, jeg tænker som en digter. Jeg bruger også delvist digterens teknik, når jeg skriver, og på en måde blander jeg digt og roman sammen i mine bøger."
Det mærkes alle steder i STJERNERNES KNITREN, og ikke mindst i beskrivelserne af lyset og naturen, som er på niveau med nordiske mestre som Knut Hamsun, Halldór Laxness og Tarjei Vesaas, og som Stefánsson er så elsket for. Som her hvor drengen "vender tilbage til husblokken fra det sted hvor den sorte lava vokser hurtigere end træerne, hvor den evige vind blæser koldt med havets salt i sine årer, hvor stædige huse ligger og trykker sig sammen ud mod havet."
Hos Stefánsson er mennesket altid underlagt naturen. Dén som omgiver dem, men også dén som er i dem. Drifterne, overlevelsesinstinktet. Men kærligheden fremstår ligeledes som en naturkraft i romanerne, og i STJERNERNES KNITREN spørges der sådan:
"Hvad er de bånd gjort af der binder to mennesker sammen, og som i ren og skær rådvildhed er blevet kaldt kærlighed? Det er et vigtigt spørgsmål, for nogle gange virker det som om intet magter at rive folk fra hinanden, hverken dagligdagens konstante trækkraft eller øjeblikkets sprængkraft."
At det kan være sådan i menneskelivet, viser Stefánsson i roman efter roman. I disse poetiske gennemspilninger af liv i generationer og fra fortid til modernitet. Eller som forfatteren sidst i STJERNERNES KNITREN sammenfatter det: "Seks liv, hundrede og halvtreds år og en rødhåret sømand." Det er meget. Og i hænderne på en dårlig forfatter også alt for meget. Men altså ikke for Stefánsson, som måske skriver den samme bog hver gang, men er værd at læse. Hver gang.
Jeppe Krogsgaard Christensen er forfatter og litteraturkritiker ved Kristeligt Dagblad.
