Børnebogen alle diskuterer

Jakob Martin Strids nyeste børnebog I FORM MED TAPIREN bliver kritiseret af tykaktivister. Læs, hvad det går ud på, og hvorfor vi synes, du alligevel skal læse bogen.

I bogen I form med tapiren holder Lille tiger fødselsdag, og Tapiren spiser 6 stykker lagkage, 7 boller med marmelade og 84 M&M’s. Da vennerne efterfølgende leger gemmeleg, må tapiren presse sig ned i en papkasse, og da legen er slut, er han blevet helt firkantet ligesom kassen. De andre dyr må finde på noget for at få tapiren tilbage i tip-top-tapirform.

Er de andre dyr for strenge ved tapiren i deres forsøg på at hjælpe ham tilbage i tapirform? Bogen har mødt kritik, blandt andet i Politiken, hvor Christina Sand Henriksen fortæller, at bogen ”reproducerer myten om, at den tykke er den dumme, den klodsede og den uønskede”.

I artiklen bakkes hun op af tykaktivist og socialpædagog Regina, der også går under navnet Tyrannosaurus Regs. Hun udtaler:

»Et eksempel er, at krokodillen laver en joke om, at bogstaverne t, y og k giver Tapir. Den bliver reduceret til sin kropsstørrelse. Hele vejen igennem siger tapiren selv fra, men det bliver ikke respekteret. Tapiren siger til krokodillen, at den er uempatisk, og krokodillen reagerer ved at tage et billede og lægge det på Instagram mod tapirens vilje. At gøre det til en punchline, at man kan lægge et billede op, fordi tykke mennesker åbenbart ser sjove ud, er direkte usmageligt«, siger hun.

Til gengæld skriver Politikens anmelder, at bogen er ”en ægte Strid”, der ”har det hele plus lidt mere” og kvitterer med 5 hjerter.

Til spørgsmålet om, hvorvidt børn kan forstå det satiriske lag i krokodillens dårlige opførsel, svarer chef for Børne og Unge på Gyldendal:

»Nej, men man kan være sikker på, at børnelitteratur er det rum, hvor der er plads til, at man kan spejle sig. At tapiren har venner på godt og ondt, der dels hjælper ham, men også er et spejl af, at han er en brokken ven selv og også en ven, der kan være ondskabsfuld, er jo som i virkelighedens verden. Tapiren er heller ikke nem at være ven med. At udstille ham er også at udstille den barnlige sjæl, der er krævende. Børn er også ondskabsfulde, men man skal også slutte af med kærlighed«.

I Gyldendals Bogklub mener redaktør Sisse Tvegaard Andersen også, at bogen er værd at læse:

”Strids figurer er dejligt uperfekte, og man kan sagtens læse bogen uden at stå tilbage med indtrykket, at tapiren er forkert eller uønsket på grund af sin vægt. Tværtimod kan man jo tage en snak med sine børn om, hvordan man er en god og hjælpsom ven og grine lidt af, at tapiren undervejs bliver både trekantet, pandekageflad og trapez-formet, inden han finder sin helt perfekte (tykke) tapirform igen."

Du kan købe I FORM MED TAPIREN i bogklubben her.