"Heden var lovløshedens land."

Ida Jessen har skrevet sin hidtil største roman. Stor både i omfang, indhold og menneskeligt perspektiv og ligeledes en stor bedrift for forfatteren selv, der var tæt på at opgive undervejs. Vi har talt med hende om landskabets og fortællingens vidder, om hedeangst og hårdt slid, viljestyrke og overmod.

Der findes et stykke land i Jylland, som får verden til at virke uendelig. Her er ganske vist ikke meget. Jorden er fattig på næring, det meste er surt og sandet, der er få træer og buske, og bunden er dækket af klokkelyng. Det er et sted uden mennesker, her kan naturen nemlig ikke uden videre tæmmes. Det er vidderne, der vinder.

Sådan er det på Kongenshus Hede, hvor Ida Jessens nye roman foregår. Alt er fladt, og himlen kæmpestor. Det er et landskab, Ida Jessen kender indgående fra sin egen opvækst ved Thyregod, hvor hun har travet gennem lyngen, siden hun var barn. ”Hedeangst” kalder hun det, når man som menneske gribes af angsten for den totale ubeskyttethed.

Den slags landskab blev regnet for helvede; en ørken hvor ingenting kunne vokse. Der var så ufrodigt, at der ikke engang gik får.

Og det er netop denne ubarmhjertige natur og de nådesløse omgivelser, der satte forfatteren i gang med sin seneste roman. Det og så en tysk officer, der med overstadighed kastede sig ned på sine knæ og med bare næver begyndte at opdyrke heden.

“For mange år siden stødte jeg på navnet Ludwig von Kahlen. Det er vel en 10-12 år siden, at jeg begyndte at interessere mig for opdyrkningen af den jyske hede, og i den forbindelse fandt jeg så hans navn. Han var den første, der insisterede på, at det kunne lade sig gøre at opdyrke heden. Den slags landskab blev regnet for helvede; en ørken hvor ingenting kunne vokse. Der var så ufrodigt, at der ikke engang gik får. Og der tager en kaptajn fra Kastellet i København så over og udvælger sig det værst tænkelige stykke jord. Hvad er det for et menneske, der gør det? Han måtte jo besidde et overmod og en principfasthed uden lige”, siger Ida Jessen.

Historien folder sig ud i midten af 1700-tallet, hvor Ludwig von Kahlen levede. Han har fået et stykke jord af kongen og bygger Kongenshus, hvorfra hans verden det næste årti kommer til at gå. Ambitionerne er høje: Han vil kæmpe mod vinden og sandet og fremtvinge bevis for, at heden kan opdyrkes. Det er ikke noget nemt arbejde, for på heden hersker ingen anden end naturen. Her bor ganske vist ulve og tatere og så Schinkel, en brutal godsejer, som med alle midler forsøger at bekæmpe Ludwig von Kahlens projekt. Men kaptajnens største fjende er det utæmmelige, omgivelserne.

Det her er en historie om de lange stræk. Om jorden, men også om menneskelige konflikter.

“Det er en stor historie på den måde, at den også springer ud af landskabet. En historie om en mand, der tager ud for at bryde jord op. Det tager ikke bare 14 dage. Det tager år; hvordan bliver vinteren, foråret, hvordan har ryggen det om 10 år? Det er sliddet og afgrøderne og konflikterne. Det her er en historie om de lange stræk. Om jorden, men også om menneskelige konflikter. Om de menneskelige og landskabsmæssige vidder. Vi kender det fra os selv. Mennesket vil udfordre naturen og tøjle den og gøre sig til herre over den. Ludwig von Kahlen ville vise, at det kunne lade sig gøre at opdyrke heden, og jeg har lige fra begyndelsen været interesseret i hans viljestyrke,” siger Ida Jessen.

En forfatters fornemmelse for hede

Med Ida Jessen er det lidt som med von Kahlen. Hun ved også, at det ikke blot tager 14 dage, før der ligger en roman. Endsige at opdyrke et helt forfatterskab. Ida Jessen debuterede i 1989, og herefter tog den ene anmelderroste og prisbelønnede roman den anden. Senest har hun modtaget DR Romanprisen for EN NY TID, som sammen med efterfølgeren DOKTOR BAGGES ANAGRAMMER foregår i begyndelsen af 1900-tallet, hvor den jyske hede også spiller en væsentlig rolle. Så på en måde har Ida Jessen langsomt nærmet sig den store fortælling om Ludwig von Kahlen og hans eksperimenter på heden.

Der skulle være den her mand, der sloges med naturen.

“Fordi det var så stort et stof, skulle romanen vokse langsomt frem, ligesom det at nærme sig den rå hede. Jeg har skrevet om heden i Bagge-bøgerne, som lå tættere på vores tid, så jeg har langsomt nærmet mig emnet og vidst, at jeg ville skrive romanen en dag, men det har krævet tid. Med Bagge-bøgerne havde jeg lyst til at skrive små jeg-fortællinger, men først nu fik jeg for alvor lysten til at skrive den brede, episke roman med en alvidende fortæller. Jeg vidste godt, at det skulle være en stor historie, men hvordan den skulle skrives vidste jeg ikke. Der skulle være den her mand, der sloges med naturen. Jeg havde også kendskab til Schinkel, herremanden på Hald, som ligeledes bygger på en virkelig person. Men først da Annmai Mus og Ann Barbara træder ind i historien, kommer der varme og kød og blod på. Jeg har hele tiden vidst, at de skulle komme ind i fortællingen, men de første 100 sider skulle udelukkende kaste lys over kaptajnen,” fortæller Ida Jessen.

Og netop da læseren er godt inde i den store roman, bliver kaptajn von Kahlens solitære liv brudt, da han en dag får selskab af taterbarnet Annmai Mus og lidt senere den gådefulde Ann Barbara, som også har en plads i romanens titel. Livet bliver for hende og kaptajnen vævet sammen i en symbiose med omgivelserne. For det er Ann Barbara, der kærer sig om kaptajnen, hende der laver te af timian og passer ilden, malker en trebenet ko og serverer andet end bare grød for kaptajnen.

Jeg har villet skildre personerne gennem deres handlinger.

Fordi perioden ligger så langt tilbage i Danmarkshistorien, var Ida Jessen fra begyndelsen fast besluttet på, at hun ikke skulle være inde i hovederne på romanens karakterer. Det har været et dogme for hende, at læseren skal lære kaptajnen, Annmai Mus, Ann Barbara og de øvrige karakterer at kende gennem det, de gør, og ikke så meget gennem det, de tænker.

“Jeg har villet skildre personerne gennem deres handlinger. På den måde er der en tone i bogen, der kan minde om de gamle sagaer. I de gamle sagaer er der nemlig aldrig psykologiske skildringer. Det hørte med til den her historie, at jeg ikke var inde i hovederne på karaktererne. Som læser er man i deres slid og møje og ikke inde i sindet.”

Taterungen og det hemmelige sprog

Arbejdet med KAPTAJNEN OG ANN BARBARA har stået på i mange år. Ida Jessen vidste ikke noget om 1750’erne, men fandt på Sorø Akademi nogle urkilder, der gjorde hende i stand til at tegne et realistisk og troværdigt portræt af perioden og for eksempel taterbarnet Annmai Mus. Taterne, en gammel betegnelse for romaerne, talte ikke bare i manges øjne kaudervælsk. Ida Jessens research afslørede, at der fandtes et helt leksikon over tatersprog, danskrotvælsk.

Det var på heden, taterne kunne være i fred, sammen med ulvene. Heden var lovløshedens land.

“Karakteren Annmai Mus sprang ud af min research om heden. Det var på heden, taterne kunne være i fred, sammen med ulvene. Heden var lovløshedens land. På Sorø Akademi har det været som at gå rundt i et skatkammer. Det var en vild følelse, da jeg for eksempel fandt en ordbog med et hemmeligt sprog for taterne. Jeg havde fundet en skat.”

Men researchen og romanens omfang var samtidig det allermest krævende. For Ida Jessen var det et spørgsmål om tid, som det altid er, når hun skriver og forsøger at arbejde nedad i dybden og gøre fortællingen til litteratur med fylde og liv.

“Jeg er meget længe om at komme i gang, jeg skal være fyldt op med viden og være i så tæt kontakt med personerne, at jeg kan høre deres stemmer. Al researchen skal jeg have gået med så længe, at det er som at se en film for mine øjne,” siger Ida Jessen og fortsætter:

“Det er vigtigt med research, men det er også vigtigt at lægge den fra sig, og bruge den frit, for ellers bliver det bare en historisk redegørelse og ikke en roman. For mig har der været et års fuldtidsarbejde med research, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle med det. Jeg kendte ikke den historie jeg skulle fortælle og var rådvild og træt af det, men alligevel kunne jeg ikke slippe det. På et tidspunkt sagde jeg til min redaktør, at jeg dropper det. Det gjorde jeg flere gange, droppede det og kunne alligevel ikke give slip. Men så lige pludselig fandt jeg Annmai Mus og Ann Barbara, og så kunne historien begynde.”

KAPTAJNEN OG ANN BARBARA er i klubben nu.