Vigdis Hjorth er aktuel med en af de bedst anmeldte romaner i nyere norsk historie

I Norge kalder anmelderne ER MOR DØD for Vigdis Hjorths absolutte hovedværk og Danmarks fremtrædende kritikere følger trop. Romanen er en fremragende almengyldig skildring af eksistensens tvetydighed og et flammende forsvarsskrift for kunsten og kunstneren. 

ER MOR DØD er Månedens Bog i klubben nu.

Vigdis Hjorth er en af norsk litteraturs giganter. Og med en af de mest omtalte og ombruste romaner i nyere norsk historie, ARV OG MILJØ, fik hun sit store gennembrud herhjemme. Nu skaber Hjorth overskrifter igen med en roman, der målt på de litterære parametre, er af endnu højere kvalitet. ER MOR DØD er et Ibsensk mesterstykke, et Kierkegaardsk dilemma og et ekko af Tove Ditlevsens elegier. ER MOR DØD er ikke en hævnroman, det er ikke en offerroman, det er en stærk, litterær udforskning af livsløgnen. En roman til tiden, der trækker på traditionen. Et mesterværk.

Johanna vender hjem til Norge efter 30 år i USA. Hun forlod hjemlandet med benene på nakken, forlod sit jurastudie og sin ægtemand, nærmest udvalgt af faderen. I USA blev hun gift med en mand, der aldrig mødte familien. Hun fik en søn, der aldrig er blevet holdt af familien. Hun fik en strålende karriere som kunstmaler – og familien slog hånden af hende, da hun ikke vendte hjem til faderens begravelse. Nu er ægtemanden død, sønnen flyttet hjemmefra og værkerne hænger på museer verden over. Johanna flytter hjem til Oslo og til en familie, der ikke vil se hende, der ikke vil tage hende til nåde, der ikke vil se den livsløgn i øjnene, hun forsøger at fremvise. 

Overmåde medrivende med hæsblæsende intensitet (...) Stilsikker og indsigtsfuld.

-  Litteraturkritiker Erik Skyum-Nielsen i Information

Vigdis Hjorth fremviser også Johannas selvbedrag, ingen går fri, alle står for skud. Langsomt begynder Johanna at udspionere moderen, at forsøge at kontakte hende. Johanne ihukommer, at moderens smerte ikke blev født med datterens landflygtighed. Mørket kryber frem, moderen skar i sig selv. Og Johanna må spørge:

”Findes den mor i verden, som ikke mener, hun har gjort noget galt mod sit barn, som ikke har brug for tilgivelse for det? Ja, denne mor, denne særlige mor, min mor, for hun har dæmoniseret sit ældste barn, har sammen med sit yngste bestemt sig for, at alt,hvad der er sket, og som er forkert i familien, er det ældste barns skyld, og det bør derfor bede om tilgivelse! Og måske kan jeg det, hvis jeg får hendes ar at se, det vil sige græde forsinket over dem og undskylde, at jeg for sent forstod, hvilken smerte hun bar på, hvor forvirret og fanget hun må have følt sig.” 

I forbindelse med udgivelsen af romanen udtalte Vigdis Hjorth til Informations litteraturredaktør Peter Nielsen, at: ”Jeg tager altid udgangspunkt i noget, jeg synes er eksistentielt krævende eller et dilemma, som jeg står overfor, hvorefter jeg altid lader en romanperson udforske det.”

For hvor Vigdis Hjorths romaner er det, nordmændene kalder virkelighedslitteratur, og vi kalder autofiktion, men det er det almengyldige, der løfter både ARV OG MILJØ og ER MOR DØD, og gør det til litteratur. Hjorths romaner er splintrede spejle, som man kan læse sine egne smækkede døre og uforløste længsler ind i. Som Erik Skyum-Nielsen skriver i Information om MOR ER DØD: 

”Gennem det hele går spørgsmålene og den klassiske ibsenske situation, at fortiden får lov til at fylde det hele, så nutiden gøres ugyldig, og fremtiden aldrig kommer i gang.”

Som Ibsen tager Hjorth en bid af noget trivielt og såre menneskeligt og transformerer det med ord, stemninger og stilistisk tæft til et sitrende og isnende drama, der på en gang er intimt og storslået. Til Politiken siger Vigdis Hjorth, at alle forfattere ”tager en flig af virkeligheden.” Det er ikke litteraturen, der har ændret sig i autofiktionens tidsalder. Amalie Skram, Strindberg og Ibsen skrev virkelighedslitteratur. Men med Karl Ove Knausgårds MIN KAMP ændrede kontrakten mellem læsere og forfattere sig. Det fiktive, der måske trækker på en indre kilde, læses dokumentarisk. Vigdis Hjorth skriver fiktion. ER MOR DØD er en fremragende roman om at være menneske, beskrevet som kun Vigdis Hjorth formår.

Uddrag fra ER MOR DØD

Jeg ringede til min mor en aften. Det var i foråret, for dagen efter gik jeg tur med Fred rundt om Borøya, og det var varmt nok til, at vi kunne spise madpakken på bænken ved Osesund. Jeg havde næsten ikke sovet om natten efter den opringning og var glad for, at jeg havde en aftale om morgenen, og at den var med Fred, jeg var så rystet. Jeg skammede mig over, at jeg havde ringet til min mor. Jeg måtte ikke, og alligevel gjorde jeg det. Overtrådte et forbud, jeg havde pålagt mig selv, og et forbud, der var blevet mig pålagt. Hun tog da heller ikke telefonen. Bippene kom, med det samme der blev trykket på afvisknappen. Og alligevel ringede jeg igen. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Hvad ville jeg have ud af det? Jeg ved det ikke. Og hvorfor denne lammende skam?

...

Jeg havde selv sat mig i den situation, jeg var i. Havde selv valgt at rejse fra ægteskabet, familien, landet for næsten tre årtier siden, selvom det ikke havde føltes, som om jeg havde et valg. Jeg forlod ægteskabet og familien til fordel for en mand, de fandt tvivlsom, og en virksomhed, de fandt stødende, udstillede billeder, de fandt vanærende, kom ikke hjem, da min far blev syg, kom ikke hjem, da min far døde, kom ikke hjem til min fars begravelse, hvordan skulle de forholde sig til det? De syntes, det var forfærdeligt, at jeg var forfærdelig, for dem var det forfærdelige, at jeg rejste, vanærede dem, ikke kom til min fars begravelse, for mig skete det forfærdelige længe inden. De forstod det ikke, eller ville ikke forstå det, vi forstod ikke hinanden, og alligevel ringede jeg til min mor. Ringede til min mor, som om det var en tilforladelig ting. Selvfølgelig svarede hun ikke. Hvad havde jeg troet. Hvad havde jeg forventet. At hun skulle tage telefonen, som om det var en tilforladelig ting. Hvem troede jeg, jeg var, betydningsfuld på nogen måde, at hun ville blive glad? Det er ikke i virkeligheden som i Bibelen, at når det fortabte barn vender hjem, holder man fest. Jeg skammede mig over, at jeg ikke havde stået ved min beslutning. 

Bogen er oversat af Karen Fastrup og udgivet af Forlaget Turbine.