Zweigs utålmodige hjerte

Hvis mine fattige kærlighedseventyr nogensinde skal fældes ned på skrift, så skal Stefan Zweig føre pennen!

I guder hvor kan han bare det hele som romanforfatter:  Væve fine, poetiske guldtråde og samtidig pumpe selv den mest banale affære fuld af lidenskab, saft og kraft.

Jeg er kommet ret sent til Zweigs skønlitterære forfatterskab. Som for så mange andre var han for mig lig med VERDEN AF I GÅR: Den lige så fabelagtige som idylliserende fortælling om livet i det hedengangne Østrig-Ungarn, og den nådesløse analyse af mellemkrigstidens kaotiske Europa, som ingen andre har sat så præcist på formel som Zweig:

”Hvilken vild, anarkistisk, usandsynlig tid, denne lille årrække, hvor pengene mistede deres værdi og alle andre værdier i Østrig og Tyskland gik i opløsning! En epoke af ekstatisk begejstring og vilde svindlerier, en enestående blanding af utålmodighed og fanatisme. Alt ekstravagant og ukontrollabelt oplevede gyldne tider: teosofi, okkultisme, spiritisme, somnambulisme, antroposofi, kiromanti, grafologi, indisk yogalære og paracelsisk mysticisme. Alt, hvad der lovede en stærkere form for spænding end de hidtil kendte, enhver rusgift, morfin, kokain og heroin var i særdeleshed efterspurgt, i teaterstykkerne var incest, fadermord og lignende ekstreme emner det eneste, der vakte interesse, i politikken havde kommunismen og fascismen stor fremgang, det normale og mådeholdne var derimod helt bandlyst. Men jeg for mit vedkommende ville ikke have undværet denne kaotiske tid, hverken i mit eget liv eller i kunstens udvikling.”

Som kulturanalytiker og essayist er Zweig en skrøbelig melankoliker. VERDEN AF I GÅR er en tabsfortælling om Europas kulturelle deroute. Øverst i hierarkiet står den forfinede dannelsens tidsalder i det gamle Østrig-Ungarn med åndsmetropolen Wien som omdrejningspunkt. Det er Zweigs barndomsland og tabte paradis, dengang hvor den skønne kunst og dybdegående filosofi stod uanfægtede som samfundets højeste mening. På mellemste trin finder vi den periode, der brød idyllen: Den tidlige mellemkrigstids hektisk-eksalterede eksperimenter med alt, som citat ovenfor viser så fremragende, og nederst det fascistisk-nazistiske Europa fra 1930erne og frem.

Modsat en samtidig forfatter som Thomas Mann formåede Zweig på ingen måde at lokalisere potentielt vigtige erkendelser for fremtiden i de hysteriske politiske ideologier. Mens Mann i 1939 i essayet Broder Hitler genkendte skyggesider af sig selv og den europæiske kultur i diktatoren, tog Zweig i 1942 sit eget liv af ren fortvivlelse over verdens udvikling.

Jeg hidsede mig op over det for nogle år siden, da jeg var formand for Thomas Mann selskabet og holdt et foredrag om netop Zweig og Mann. For jeg syntes (i hvert fald dengang, jeg har ikke genlæst dem siden) at Zweig i sine essays ofte gør sig unødvendigt naiv og uforstående over for de kræfter, der skabte den fascistiske drejning i europæisk kultur. Som om han har svært ved at rumme dyret i mennesket, de udannede og upolerede sider, sjæles mørke.

Men det paradoksale er, at det mørke kan den skønlitterære Zweig godt rumme, rigtig godt endda!

Som skønlitterær forfatter er Zweig en ganske anden, ikke skrøbelig melankoliker, men poetisk freudianer, der ud fra perversioner og kærlighedens vrangsider skaber nogle sindssygt heftigt-dunkle love-stories, som ingen andre kan matche – siger jeg.

Som fx novellen Amok fra 1922, hvor en tysk læge udstationeret i det fjerne Indien går til i en cocktail af tropefeber, nervemedicin og råt begær efter en besnærende, gudesmuk og iskold frue, hvis ære og hemmelighed (men ikke liv), han sætter alt ind på at redde.

Eller UTLMODIGE HJERTER, som er den eneste roman, der blev udgivet i Zweigs levetid og netop er nyoversat til blændende dansk, hvor den ellers positive egenskab medlidenhed perverterer fuldstændig og skaber en af (litteratur)historiens mærkværdigste, mest tåkrummende kærlighedsaffærer.

UTÅLMODIGE HJERTER er i klubben her.

Kulissen er også her verden af i går. Vi befinder os i Østrig-Ungarn i tiden op til tronfølgermordet i Sarajevo i juni 1914. Løjtnanten Anton Hoffmiller gør tjeneste ved et regiment i provinsen og bliver en dag inviteret til bal hos den lokale rigmand Kekesfalva. Her begår han ganske uforskyldt et dannelsesbrud af karat ved at byde værtens lamme datter op til dans. Og så ruller snebolden ellers.

Hofmiller fortryder bitterligt og vender tilbage dagen efter med favnen fuld af blomster. Det bliver en succes. Han er nu fast gæst i huset, men motiverne er forskudte. For Hofmiller er besøgene en medlidenhedshandling, for den lammede Edith hemmelighedsfulde skridt i en stormfuld forelskelse.

Det hele bliver kun værre, da Hofmiller blander sig i Ediths behandlingsforløb og af netop medlidenhed får pyntet så gevaldigt på doktorens analyse, at han får bildt hele familien Kekesfalva ind, at en ny fransk kur kan gøre den lamme rask.

Fra nu er medlidenheden for alvor en forbandelse, perverteret næstekærlighed, som hele tiden balancerer på kanten af ren ondskab. For Edith vil kun være rask, hvis hun kan få sin Hofmiller og leve med ham til sine dages ende. Og Hofmiller, ja han er fanget i sin dobbeltløgn: han bliver nødt til at foregive at han vil gifte sig med Edith for at give hende kræfterne til at gennemgå kuren og blive rask - og samtidig er kuren i virkeligheden den rene løgn.

Han kan ikke bekende løgnene, for begge vil sende Edith i armene på selvmordet. Hans næstekærlige medlidenhed er blevet hans livs fængsel, så han må forlove sig med Edith:

“For evigt - der gik et gys gennem mig ved disse ord, som uigenkaldeligt og for bestandigt binder et menneske. Men nu var der ingen vej tilbage. Endnu engang havde min medlidenhed overtrumfet min vilje. Jeg havde givet mig selv bort. Jeg tilhørte ikke længere mig selv.”

En sådan historie kan naturligvis ikke ende godt, og det gør den da heller ikke.

Men Hofmiller bliver reddet af tronfølgermordet i Sarajevo og første verdenskrigs udbrud. For nu har den europæiske kultur taget en sådan drejning, at det ikke betyder så meget at have et menneskeliv på sin samvittighed:

“Da så de fire endeløse år var forbi, opdagede jeg til min egen overraskelse, at jeg alligevel var i stand til at leve i min tidligere verden. For vi, de tilbagevendte fra Hades, vejede alting på en ny vægt. For en, der havde været soldat i verdenskrigen, betød det ikke så meget at have et menneskes død på samvittigheden som for et menneske fra fredens civile verden; min private skyld var blevet fuldstændig opløst i den kolossale blodpøl og var gået i et med den store, almene skyld.”

Det hører til livets paradokser, at mens Zweig i 1939 skænker Hofmiller denne mulighed for en ny start, for at genfinde sit gamle jeg i den nye tid, formåede han ikke at give sig selv samme mulighed. Han havde ganske vist ikke liv på samvittigheden, men det slog ham langsomt ihjel, at alt det han troede på, blev brutalt tilintetgjort af nazisterne, og at han som den heldigt undslupne ikke kunne hjælpe de mange, der sad fast i det nazistiske Europa.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Zweigs blik i Maria Schraders fænomenale FARVEL TIL EUROPA om Zweigs sidste år i eksil frem til selvmordet i februar 1942. Det blik siger alt. Scene for scene bliver det mere modløst, tomt og henfaldent alt imens Zweig hyldes som en åndslivets og fredens helt, et håb for fremtiden, overalt hvor han kom i Nord- og Sydamerika. Han prøver – totalt forgæves – at bilde sig selv ind, at Brasilien er et fremtidens samfund, som er lykkedes med alt det, Europa ikke har magtet. Men hjertet tilhører kun Europa fra før sammenbruddet i 1914, som hans afskedsbrev med al tydelighed viste. ”Måtte I, mine venner, efter den lange nat se morgenrøden. Selv er jeg for utålmodig og iler forud”.

Godt han nåede at efterlade en hær af hovedværker inden da.